Jeg har gennemlæst Jack Hansens artikel på Netnatur, som åbenbart har fri spalteplads til at fremkomme med sine ofte vildfarne teorier. Denne gang slår Jack Hansens endnu et slag for, at et CNS skud til råvildtet, er den bedste og mest sikre kugleplacering.
Jeg vil ikke anbefale dig at læse JH’s artikel, da den er meget misvisende, men vælger du alligevel dette, skal du afsætte rigtig god tid til at gennemlæse den meget lange artikel (over 9.000 ord).
Artiklen består af alle mulige postulater, billeder/tegninger af skudvinkler og anatomi, selvopfundne statistiker, henvisning til gamle svenske undersøgelser samt ukorrekte oplysninger, ikke bare om tapskud, men også andre ting.
Jeg kan dog med tilfredshed konstatere at JH nu har opfundet sin helt egen version af ”midt på bladet”, hvilket i bund og grund omhandler det høje bladskud, hvilket ikke er nogen enestående nyhed.
Langt hen ad vejen handler JH’s artikel primært om at fremhæve CNS-skuddet, hvilket JH tydeligvis har valgt at gøre, ved at nedgøre min tidligere artikel, hvor jeg har skrevet om det sikre bladskud.
Jack Hansen (JH) henviser til en flere år gammel artikel om det sikre bladskud, som jeg har skrevet og er tydeligvis ikke enig i min betragtning om placering af skuddet. Der er selvfølgelig også den mulighed, at JH ikke tåler at nogen kritiserer CNS-skuddet, som JH tydeligvis mener er det eneste rigtige.
Jeg gentager gerne, at forudsat at dyret står med hele bredsiden vendt mod riffeljægeren, vil en placering af riffelkuglen midt på det man kaldet ”bladet”, mindske risikoen for en anskydning, også selvom skuddet skulle sidde 8-10 cm. til højre, venstre, oppe eller nede.
Dette er ikke tilfældet ved det af JH anbefalede CNS skud, da et CNS skud nemt kan ende med en grim anskydning – længere er den historie ikke.
Når dyret står med hele bredsiden vendt mod jægeren, er mit råd til det sikre bladskud:
Følg bagsiden af forløbet lodret op til midt på kroppen af dyret – og lad skuddet gå…
Paradoksalt nok fremlægger JH selv bevis for at et CNS skud er risikabelt i forhold til en anskydning. JH har nemlig selv lagt et par billeder op i artiklen, hvor JH har ramt bukkene med et CNS skud.
Man skal være blind, hvis man ikke kan se at, hvis skuddet havde siddet 5 cm. højere, havde det været tale om et tapskud – altså en anskydning. Så JH’s påstand om at der ikke er nogen større risiko for en anskydning ved et CNS skud modbeviser han selv (se billederne nedenfor).
Som det tydeligt kan ses på ovenstående billeder, skal riffelkuglen ikke ramme dyret mange centimeter højere, før der er tale om et tapskud – altså en anskydning. Hvordan man kan påstå at der ingen risiko er for en anskydning med et CNS skud, kan jeg simpelthen ikke få øje på.
Denne ældre buk skød jeg den 11. juni 2025 om aftenen. Jeg valgte det sikre bladskud (den røde plet) da bukken stod med hele bredsiden vendt mod mig. Bukken løb 15 meter før den forendte. Hvis jeg havde lavet en aftrækkerfejl eller lign. og skuddet havde siddet 8-10 cm. for højt, lavt, til højre eller venstre, havde jeg alligevel ramt bukke med et dræbende skud (skudt med .308 win Sako Powerrhead).
JH skriver at han er overrasket over mit manglende kendskab til fakta, hvilket JH for min skyld gerne må mene. Jeg påstår nemlig ikke, modsat JH, at det jeg skriver, er den endegyldige sandhed. Nej, det er blot min mening.
JH glemmer en vigtig detalje i det jeg tidligere har skrevet, nemlig at mit skriv om placeringen af kuglen i råvildtets krop, ikke var et råd om at placere riffelkuglen i råvildtkroppen, hvor den var øjeblikkelig dræbende. Nej, min artikel handlede om at mindske risikoen for anskydninger – hvorfor en sammenligning af ”CNS skuddet” og ”det sikre bladskud” ikke tåler sammenligning og derfor er helt ude af proportioner.
Jeg skrev artiklen om det sikre bladskud, da jeg udover at have arbejdet professionelt med råvildtet gennem det meste af mit voksne liv, også har været registreret schweisshundefører gennem de sidste 25 år.
Her har jeg, modsat JH, set og analyseret rigtig mange anskydninger, og har derfor rigtig meget erfaring med fakta i.f.m. anskydninger.
Det ”bladskud” jeg har omtalt i min artikel, er selvfølgelig når dyret står med hele bredsiden vendt mod riffeljægeren. JH’s mange illustrationer om skudvinkler m.m. i forhold til bladskuddet giver ingen mening, for selvfølgelig skal man tage højde for skudvinkler, ligesom man skal være bevidst om, at riffelkuglen skal passere gennem en dyrekrop med en dybde på ca. 30 cm. Står dyret lidt skråt på, mindskes det ydre træfpunkt selvfølgelig.
Jeg er ikke meget for at nævne andres manglende viden om fakta, men jeg må desværre korrigere JH’s opfattelse af, hvad et tapskud er. Det tapskud som JH omtaler i artiklen, beskriver han som skud der har siddet højt og hvor dyret tordner til jorden og forender. Dette skud har absolut intet med et tapskud at gøre.
Ved et tapskud er det torntappene som strejfes/rammes og ikke selve rygsøjlen (hvori knoglemarven og nervebanerne ligger), hvorfor dyret på et tidspunkt vil rejse sig og flygte.
Om dyret overlever, er et spørgsmål om hvor på ryggen såret sidder, om dyret kan holde såret rent, årstiden og ikke mindst dybden af såret. At JH ikke er bekendt med dette faktum er ham undskyldt, da JH jo ikke arbejder med praktiske eftersøgninger eller besidder den nødvendige viden om dette emne.
Der er så mange forkerte ”fakta-oplysninger” i JH’s artikel, så det skriger til himlen.
JH skriver bla.:
De ventetider man normalt regner med (og som schweisshundeførere anbefaler) at man skal vente inden et påskudt dyr der flygter, må eftersøges – fortæller, at man forventer at dyrene er i live, og at dyrene vil forsøge at flygte, dersom man starter eftersøgning for tidligt.
Dette udsagn er også direkte usandt. At vi som schweisshundeførere anbefaler at man skal vente med en eftersøgning, er selvfølgelig helt afhængig af situationen. Da ingen på forhånd med 100% sikkerhed kan sige, hvor dyret er ramt, før det er fundet, anbefales det at vente, så vi kan komme tættere på dyret med vores reg. schweisshunde, før dyret evt. rejser sig (hvis det er anskudt) og flygter med en efterfølgende hetz til følge.
Rejses et anskudt dyr for tidligt (mens det er friskere) risikerer man ikke at få opsporet dyret og få det endeligt aflivet. Ofte findes dyrene forendt efter en kort flugt, hvilket ikke altid med 100% sikkerhed kan konkluderes før hver eftersøgning opstartes.
Dette ved JH selvfølgelig heller ikke noget om, da JH som nævnt ingen nævneværdig viden har om praktiske eftersøgninger, men kun kan læne sig op ad statistikker og selvopfundne teorier.
Jeg vil ikke undlade at nævne at sidst jeg læste en artikel, hvor JH fremførte sine vilde teorier var, da han påstod at en rå selv vælger hvilken buk som skal beslå hende, ligesom råen ville vælge en seksender som mage fremfor en gaffelbuk. Magen til vås skal man lede længe efter.
Lad os lige få lidt biologiske fakta på bordet, da JH’s postulat ingen gang har på denne jord.
Den buk som er i nærheden af råen når hun kommer i brunst (1-2 dage) får lov til at beslå hende. Er der flere bukke i området er det den ”stærkeste” buk som beslår hende. Råen bestemmer, hvornår hun er klar til at blive beslået, men ikke af hvem.
Jeg ved godt at hvilken buk som beslår en rå, intet har med JH’s artikel om CNS skuddet at gøre, men jeg nævner det alligevel, så man med tydelighed kan se hvad en overdreven teoretisk viden kan føre til af postulater.
JH og andre riffeljægere kan placere kuglen på råvildtkroppen, hvor de mener det er bedst. Det er muligt at JH mener der findes en facitliste, men det gør der heller ikke indenfor dette felt.
Det er op til den enkelte jæger at afgøre, hvor skuddet skal placeres, ligesom det også er den enkelte jæger, der må leve med en anskydning, hvis det går galt.
Hvis man tror at de registrerede schweisshunde finder alle de anskudte dyr, eller dyr som eftersøges, tager man grusomt fejl. Man kan derfor ikke trøste sig med, at hvis man kommer til at anskyde et dyr, skal den reg. schweisshund nok finde dyret. Ingen tvivl om at de dygtige registrerede schweisshunde og deres førere vil gøre et forsøg, men vær bevidst om, at det i.h.t. statistikken kun er ca. 52% af de dyr der eftersøges som findes.
Tager du chancer i forhold til dine skydefærdigheder, måske vil du skyde dyret på halsen eller afgive et CNS skud, skal du bare være forberedt på at det kan gå galt.
Jeg tænker ikke på at du mister et bukketrofæ eller kød til fryseren. Nej, jeg tænker på dyret der anskydes, da det er dyret som kommer til at betale den højeste pris ved en anskydning.
Lad altid vildtets tarv komme foran alt andet. Når du har det i baghovedet, er jeg ikke i tvivl om, at du vil placere din kugle i råvildtkroppen, hvor der er mindst risiko for en anskydning.
Knæk & Bræk