Hvis du her i slutningen af januar har planlagt trykjagt, bevægelsesjagt eller blot har et ønske om at pürsche rundt på reviret efter hjortevildt, bør du udnytte at der er faldet sne på reviret.
Sneen afslører nemlig med stor tydelighed, hvor hjortevildtet opholder sig og i særdeleshed hvor de færdes, når de bevæger sig rundt på reviret.
Råvildtet og det øvrige hjortevildt behøver ikke nødvendigvis at benytte de samme veksler, men udfra sporene i sneen, kan du se hvilket hjortevildt som benytte de forskellige veksler du finder på reviret.
Hjortevildtet benytter heller ikke de samme veksler gennem hele året, da de veksler som hjortevildtet benytter i sommermånederne, ikke behøver at være de samme veksler som de benytter i efteråret.
Men sikkert er det, at de veksler du kan se efter hjortevildtet her og nu i snevejret, er de veksler hjortevildtet benytter på denne tid af året. Sagt på en anden måde, så er det de veksler du kan finde på reviret i sneen i disse dage, som du bør planlægge trykjagten, bevægelsesjagten eller din pürsch efter.
At planlægge trykjagten eller bevægelsesjagten i forhold til de aktive veksler, betyder at skytter skal placeres i nærheden af disse. Ikke for tæt på men heller ikke for langt fra.
Jo kortere afstande man skyder til dyrene efter, desto færre anskydninger vil der forekomme.
Skudafstande
Da ikke alle riffeljægere behersker skud til løbende vildt, siger jeg derfor på de paroler hvor jeg har ansvaret, at skydes der til dyr i bevægelse, må disse ikke være mere end 60 meter væk.
Er dyret i bevægelse og længere væk en 60 meter, så vent med at skyde til dyret indtil dyret måske stopper op.
Tag ingen chancer – er du i tvivl om hvad du skyder til, eller skudafstanden, så undlad at afgive skuddet.
At riffeljægerne sidder i hochstand/hochzits giver den største sikkerhed i forbindelse med afgivelse af skud (kuglefang), da man her ofte vil have en skudvinkel som går nedad mod skovbunden, ligesom man i hochstande/hochzitse ofte kan sidde med fast anlæg.
Bevægelsesjagt
Jeg fortrækker helt klar at afvikle at bevægelsesjagt fremfor trykjagt eller drivjagt. På en bevægelsesjagt er der kun nogle få hjælpere, som bevæger sig rundt i skoven hvor vildtet normalt opholder sig.
Hjælperne må gerne knække grene eller fløjte lidt, så hjortevildtet i god tid registrerer deres tilstedeværelse i skoven. Kunsten er at få hjortevildtet til stille og roligt at bevæge sig rundt på reviret og forbi skytterne, som i disse situationer vil kunne afgive sikre dræbende skud.
Led ikke selv
I sneen er det nemt af se selv de mindste schweissdråber, også schweissdråber som du aldrig ville have opdaget, hvis der ikke var sne.
Lad derfor være med selv at følge de små schweissdråber i sneen eller bruge en almindelig jagthund til eftersøgning (uanset hvor mange schweissprøver den har bestået), medmindre du fra ”anskudsstedet” og i dyrets flugtretning kan se store mængder af schweiss, som i pumpeslag, for hvert skridt, er sprøjtet ud af dyret.
I sådanne tilfælde kan du roligt gå ud til det forendte dyr, med eller uden hund.
MEN er du det mindste i tvivl, bør du kontakte den lokale reg. schweisshundefører – for vildtets skyld.
