Jagttårne og skydestiger

Hvor må du lovligt opstille skydestiger og skydetårne, og hvilke krav gælder for deres placering og udformning? Læs også om sikkerhed, forsvarlige skudafstande og få en række praktiske råd til placering og opsætning af skydestiger og skydetårne på jagtreviret.

Gode jagtråd om jagttårne og skydestiger

Hochsitze og hochstande er de korrekte navne, på det vi jægere kalder skydestiger og skydetårne og i en mere forenklet version, kalder vi dem - stiger og tårne.
Navnene hochsitz og hochstand stammer fra det tyske sprog, hvor Hochsitz er en fællesbetegnelse for et forhøjet jagtsæde, ofte en forholdsvis enkel konstruktion med stige, mens Hochstand er en større og mere fast konstruktion, med en platform med sider og med eller uden tag.
Kort fortalt er en Hochstand en type Hochsitz, men en betydelig større, tungere og mere permanent konstruktion. En Hochsitz - det vi typisk vil kalde en skydestige – er derfor væsentligt lettere at flytte rundt på reviret end en Hochstand, som bedst kan sammenlignes med et skydetårn.
For enkelhedens skyld bruger jeg i denne artikel betegnelserne skydestiger og skydetårne.
Både under bukkejagten og efterårsjagten på vores hjortevildt, benytter vi jægere skydestiger og jagttårne, hvis vi ikke vælger at pyrsche rundt på reviret, men blot tager ophold på et stød eller sten i skoven.
Uanset hvor man vælger at placere sig på reviret, er der ingen tviv om at man har det bedste overblik, hvis man er hævet fra jorden, hvilket man vil være uanset om man sidder i en skydestige eller skydetårn.
De fleste foretrækker et solidt skydetårn, hvor man hvis det er omkranset af tætte sider, sidder mere beskyttet i dårligt vejr.
Hyggen ved at sidde i et jagttårn og nyde kaffen en frostklar morgen, mens man drømmer om skovens konge (kronhjorten) hvert øjeblik kan træde ud af de tætte graner, kan vi alle forestille os.

Sikkerhed, kuglefang og skydestiger/tårne

På ovenstående billede kunne man fristes til at skyde til et af disse rådyr, MEN er man 100% sikker på man har et sikkert kuglefang?

Der er næppe tvivl om, at sikkerheden omkring kuglefang forbedres, når et riffelskud mod hjortevildt afgives fra en skydestige eller et skydetårn. Når skuddet afgives fra en position hævet over jorden, rettes skudvinklen ned mod terrænet, så jorden i langt højere grad fungerer som et naturligt kuglefang.

Som udgangspunkt gælder, at jo højere jægeren befinder sig, og jo kortere afstanden til dyret er, desto stejlere bliver skudvinklen mod jorden.
Dermed mindskes risikoen for, at et projektil eller fragmenter efter et gennemskud fortsætter over længere afstand og rammer mennesker, dyr eller materiel.

Jeg er ikke i tvivl om, at det relativt begrænsede antal registrerede personskader i forbindelse med riffeljagt blandt andet hænger sammen med, at meget hjortevildt nedlægges fra skydestiger og skydetårne. Men det er formentlig også et udtryk for, at langt de fleste riffeljægere har stor opmærksomhed på sikkerhed – og ikke mindst på kravet om et forsvarligt kuglefang.

1,6 millioner riffelskud og 3 personskader på 11 år

Ifølge statistikken blev der i perioden 2009–2016 estimeret afgivet omkring 1.050.000 riffelskud i den danske natur. I forbindelse med disse blev der registreret 38 skudskader, 35 materielskader og tre personskader, hvoraf én havde dødelig udgang.

I den efterfølgende periode fra 2017 til 2020 blev der estimeret afgivet yderligere 600.000 riffelskud. Her blev registreret 36 materielskader, men ingen personskader.

Sammenlagt er der således over en periode på 11 år afgivet mere end 1,6 millioner riffelskud, hvor tre registrerede hændelser resulterede i personskade. Det er et meget lille antal i forhold til det samlede antal skud – men tre personskader er naturligvis stadig tre for mange.

Man skal samtidig være opmærksom på, at et projektil ikke nødvendigvis fortsætter i præcis samme retning efter at have passeret gennem et dyr. Ved træf på eksempelvis kraftige knogler kan projektilet deformeres, fragmentere eller ændre retning. Hvor meget afhænger blandt andet af projektiltype, kaliber, anslagshastighed, skudafstand, træfpunkt og skudvinkel.

Det er derfor ikke tilstrækkeligt at betragte selve dyret som en garanti for, hvor projektilet ender.
Der skal altid være et sikkert og egnet kuglefang bag dyret.

Hvor mange riffelskud der gennem årene er afgivet med utilstrækkeligt kuglefang, kan ingen vide. Jeg er dog ikke i tvivl om, at der også er blevet afgivet skud, hvor man eksempelvis har betragtet skov og bevoksning som kuglefang. Men træer, buske og anden vegetation kan aldrig sidestilles med et sikkert jordkuglefang.

Statistikken bør imidlertid ikke give anledning til falsk tryghed. I samme periode blev der registreret 71 materielskader, og endnu vigtigere fortæller statistikken kun noget om de projektiler, der rent faktisk ramte noget, så der opstod en registreret skade.

En vildfaren riffelkugle bliver jo ikke registreret som en skade, hvis den fortsætter gennem terrænet uden at ramme mennesker, dyr eller materiel. Derfor fortæller skadestatistikken ikke, hvor mange projektiler der gennem årene kan have forladt det tilsigtede skudområde uden at forårsage en registreret skade.

Skydestige (hochsitz)

I bekendtgørelsen defineres en skydestige som ”et sæde på en ikke permanent opstillet transportabel stige”.

En skydestige skal placeres i en træbevoksning, eksempelvis en skov, remise, et læhegn eller en tilsvarende bevoksning. Træerne eller buskene omkring stigen skal have mindst samme højde som skydestigen.

Skydestigens sæde må være placeret højst 5 meter over jorden.

I modsætning til skydetårne må skydestiger også opstilles uden for egentlige skove. De kan derfor anvendes i mindre træ- og buskbevoksninger i det åbne land. Stigen skal opstilles ved et træ eller en busk, men behøver ikke nødvendigvis at læne sig op ad bevoksningen.

En væsentlig betingelse for at anvende en skydestige uden for skov er, at den ikke må have permanent karakter. Den skal således være transportabel og fjernes, når den ikke længere anvendes.

Lovgivningen angiver ikke helt præcist, hvor længe en skydestige kan stå samme sted, før opstillingen må betragtes som permanent. Som udgangspunkt bør den derfor fjernes, når den aktuelle jagtlige anvendelse er ophørt – og under alle omstændigheder ikke stå permanent i terrænet året rundt.

Skydetårn (hochstand)

I bekendtgørelsen defineres et skydetårn som ”en platform på en permanent opstillet konstruktion”.

Skydetårnets platform (gulvareal) må være placeret højst 5 meter over jorden, og gulvarealet må maksimalt være 2 m². Konstruktionen skal være udført af træ eller metal, og tårnets sider må målt fra gulvet og op ikke være højere end 110 cm.

Et skydetårn må forsynes med et fladt eller let skrånende tag. Overdækningen skal være udført af træ eller ikke-reflekterende metal og må som udgangspunkt ikke være større end tårnets gulvareal. Der tillades dog et udhæng på op til 10 cm.

Da et skydetårn er en permanent opstillet konstruktion, gælder der særlige krav til placeringen. Tårnet skal stå i en skov på mindst 0,5 hektar og placeres enten inde i en bevoksning eller i et indre eller ydre skovbryn. Det må samtidig ikke virke skæmmende i landskabet.

Afstanden fra skydetårnet til naboskel skal være mindst 130 meter.

Kort sagt: Hvor en skydestige er transportabel og af midlertidig karakter, er skydetårnet en permanent konstruktion, og derfor stilles der mere specifikke krav til både udformning og placering.

Afstandskrav og sammenhængende revir

Skydetårne og skydestiger skal være placeret mindst 130 meter fra anden ejendom (naboskel).
Skydetårn eller skydestige kan godt placeres tættere end 130 meter til naboskel, men dette kræver en skriftlig aftale med naboen.

Vær i den forbindelse opmærksom på, at det er ejeren af naboreviret, som skal give dig denne tilladelse og ikke dennes jagtlejer.

Vær også opmærksom på, at et areal anses for sammenhængende, uanset at det gennemskæres af vej eller jernbane – forudsat at disse lovligt kan krydses til fods.

Dette betyder altså, at et jagtrevir, der gennemskæres af en motorvej, eller jernbane, som man ikke lovligt kan passere til fods, betragtes som to uafhængige områder.

Hvad må man skyde, hvornår og med hvilket våben

Fra skydetårne og skydestiger er det tilladt at drive jagt på klovbærende vildt og ræve. Klovbærende vildt er rådyr, dådyr, krondyr, sika, vildsvin og muflon.
Det er kun tilladt at bruge riflede våben og bue fra skydetårne og skydestiger, hvilket betyder, at du ikke må medbringe et haglvåben, medmindre der er tale om et kombinationsvåben som eksempelvis en drilling, bockbüchsflinte eller lignende.
Du må først medbringe dit våben i skydetårnet og skydestigen en halv time før solopgang og til solnedgang, medmindre du er på jagt eller regulering efter dyr, hvor der gælder andre skydetider.
Det kan være tilfældet, hvis de lokale jagttider er udvidet.
Der gælder dog særlige regler for regulering af ræv og andre dyrearter fra skydetårne og skydestiger. Disse regler fremgår af bekendtgørelsen om vildtskader og indebærer kortfattet, at du blandt andet må bruge lovligt opsatte skydetårne og skydestiger til regulering af mårhund og vaskebjørn i tidsrummet fra halvanden time før solopgang til halvanden time efter solnedgang.
Undersøg derfor altid de lokale jagttider for dit jagtareal, før du går på jagt.

Landzonetilladelse i forhold til skydetårne

Landzonereglerne er en af hjørnestenene i beskyttelsen af det åbne land. Som udgangspunkt kræver opførelse af bygninger og andre faste konstruktioner i landzone en landzonetilladelse, men skydetårne er under visse betingelser undtaget fra dette krav, jf. planlovens §§ 36 og 37.

Kort fortalt hænger undtagelsen sammen med, at et lovligt opført skydetårn i skov betragtes som en konstruktion med tilknytning til skovens drift og anvendelse.

Undtagelsen betyder imidlertid ikke, at man frit kan opføre et skydetårn efter eget ønske. For at være omfattet af undtagelsen skal tårnet overholde reglerne om jagt fra kunstige skjul i bekendtgørelsen om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber. Det gælder blandt andet kravene til tårnets placering, højde, størrelse og konstruktion.

Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at hvis man bygger et tårn, der ikke opfylder kravene til et skydetårn, kan konstruktionen ikke efterfølgende lovliggøres som skydetårn blot ved at kalde den et fugletårn, observationstårn eller noget tilsvarende.

Overholder konstruktionen ikke reglerne for skydetårne, er den heller ikke automatisk omfattet af den undtagelse fra landzonetilladelse, som gælder for lovlige skydetårne. Kommunen må i så fald tage stilling til konstruktionen efter de almindelige regler i planloven.

Det kan naturligvis tænkes, at kommunen efter en konkret vurdering vil give landzonetilladelse til et egentligt fugle- eller observationstårn. Men en sådan tilladelse gør ikke dermed konstruktionen lovlig at anvende som skydetårn.
Vil man anvende en konstruktion til jagt og afgive skud fra den, skal den opfylde de regler, der gælder for jagt fra skydetårne.
Man kan med andre ord ikke omgå reglerne for skydetårne ved blot at give tårnet et andet navn. Det er konstruktionens udformning, placering og anvendelse – ikke navnet – der er afgørende.

Placering af skydetårn i.f.t. foderpladser eller skydestige

Hvis man fodrer sit hjortevildt, skal man være opmærksom på, at det i henhold til jagtloven ikke er tilladt at beskyde hjortevildt, som står i umiddelbar nærhed af en foderplads.
Der er ikke fastsat en bestemt minimumsafstand mellem et skydetårn eller en skydestige og en foderplads med eksempelvis roer.

Jagt- og vildtforvaltningsloven fastslår derimod, at udfodring af vildt med jagt for øje er forbudt, og at vildt ikke må beskydes i umiddelbar nærhed af en foderplads.

Det betyder, at man ikke kan udlægge roer eller andet foder foran et skydetårn med det formål at lokke hjortevildtet til og nedlægge det.
Begrebet ”umiddelbar nærhed” er ikke angivet som et bestemt antal meter.

Selve skydetårnet kan derfor godt stå i nærheden af en foderplads, men fodringen må ikke anvendes som et middel til at tiltrække vildtet med henblik på afskydning.

Der findes altså ikke en bestemt metergrænse – det afgørende er, at foderpladsen ikke bruges som lokkeplads i forbindelse med jagten.

Kend dine egne begrænsninger

Der findes ingen facitliste for, hvor langt den enkelte jæger bør skyde til hjortevildt. Skydefærdigheder og træfsikkerhed varierer fra jæger til jæger, og den forsvarlige skudafstand skal derfor altid vurderes ud fra egne evner og den konkrete jagtsituation.
Træning på riffelbanen er afgørende. Mange timers målrettet træning giver større sikkerhed i skudafgivelsen og vil normalt kunne aflæses direkte på skydeskiven i form af mindre og mere stabile skudgrupper.
Men én ting er at ramme en skive – noget helt andet er at skyde til levende hjortevildt.

Skydebanen er ikke jagt

På skydebanen ved du, hvad der skal ske. Du har tid til at finde en god skydestilling, få styr på vejrtrækningen og koncentrere dig om skuddet. Sidder det første skud ikke perfekt, får du som regel mulighed for at korrigere og skyde igen.
Den mulighed har du ikke på jagt.
Når et stykke hjortevildt pludselig kommer frem, skal mange ting vurderes på ganske kort tid. Dyret skal arts- og kønsbestemmes, afstanden vurderes, kuglefanget kontrolleres og skudvinklen være forsvarlig. Samtidig stiger spændingen og pulsen – og måske melder bukkefeberen sig.
Midt i alt dette er der én ting, der skal lykkes - Det første skud skal sidde rigtigt.

Det første skud fortæller mest

Når du træner på riffelbanen, så læg særlig mærke til dagens allerførste skud.
Det er dette skud, der bedst fortæller noget om din træfsikkerhed, inden du har fået afgivet fem, ti eller tyve skud og er blevet varm med riflen. På jagt får du ikke mulighed for først at ”skyde dig ind”.
En flot skudgruppe efter en halv time på banen fortæller noget om dine skydefærdigheder. Men det første skud fortæller måske endnu mere om, hvad du kan forvente af dig selv på jagt.
Og husk, at selv dette skud på skydebanen afgives under langt mere kontrollerede forhold end de fleste skud til levende hjortevildt.

Kend dine begrænsninger

Anskydninger kan aldrig undgås fuldstændigt. Selv en dygtig og samvittighedsfuld jæger kan opleve, at et skud ikke får det forventede resultat.
Men nogle anskydninger kunne være undgået, hvis jægeren havde været mere realistisk omkring egne evner og havde undladt et skud, hvor afstanden, skydestillingen, dyrets bevægelse eller situationen gjorde skuddet usikkert.
At kende sine begrænsninger er derfor mindst lige så vigtigt som at kende sin riffel.

Du fortryder sjældent det skud, du ikke
tog – men du glemmer aldrig det skud,
du ikke burde have taget.

Den selektive jagt

Ved bukkejagt og anden selektiv jagt på hjortevildt er den rigtige placering af skydetårne og skydestiger afgørende. Det bedste sted er ikke nødvendigvis dér, hvor man ser flest dyr, men dér, hvor man kan komme til skud uden først at afsløre sin tilstedeværelse.
Kender man reviret godt, ved man ofte, hvor hjortevildtet har sine kerneområder, hvor det opholder sig i dagtimerne, og hvilke veksler det benytter på vej mellem eksempelvis dagophold, eftertragtede vildtagre og marker.
Det kan være fristende at placere en skydestige midt i et område med meget vildt, men det er sjældent den bedste løsning. Skal man hver gang bevæge sig gennem dyrenes kerneområde for at nå posten, risikerer man at sætte fært, støde dyrene eller på anden måde gøre dem opmærksomme på, at der er mennesker i området.
En god post, som man ikke kan komme ubemærket til, er i praksis ikke nogen god post.

Ofte er det langt bedre at placere skydetårnet eller skydestigen i udkanten af kerneområdet og i nærheden af en eller flere faste veksler. Her kan man afvente dyrene, når de naturligt bevæger sig ind eller ud af deres kerneområde, uden unødigt at forstyrre dem dér, hvor de føler sig mest trygge.
Vindretningen bør tænkes ind allerede ved placeringen af skydestien eller skydetårnet. Det hjælper ikke meget at have den perfekte skydestige, hvis den kun kan benyttes ved én bestemt vindretning – eller hvis ens fært konstant bæres ind i det område, hvorfra vildtet forventes at komme.
På et godt indrettet revir kan det derfor være en stor fordel at have flere alternative skydestiger/skydetårne omkring de vigtigste områder. Så kan man vælge post efter vindretning, tidspunkt og vildtets aktuelle bevægelsesmønster.
Den bedste skydestige er derfor ikke nødvendigvis den, hvor man ser mest vildt – men den, man kan komme til og fra ubemærket, og hvor vildtet kommer naturligt forbi.

Skudafstande ved tryk- og drivjagt

På mange tryk-, driv- eller bevægelsesjagter fastsætter jagtlederen på parolen maksimale skudafstande til hjortevildt. Formålet er ikke at fortælle den enkelte jæger, hvor langt han skal skyde, men at sætte en øvre grænse for, hvor langt der må skydes.

Eksempelvis kan parolen fastsætte:

Maks. 100 meter til stillestående hjortevildt
Maks. 60 meter til hjortevildt i bevægelse

Det er vigtigt at understrege, at dette er maksimale afstande.
Er du kun sikker på dit skud på 50 meter, er din personlige grænse 50 meter – uanset hvad parolen tillader.
Klare skudbegrænsninger kombineret med gode poster og korte skudafstande reducerer risikoen for anskydninger.

Når dyret ikke ligger synligt forendt

En anden regel, som med fordel kan fastlægges på parolen, handler om, hvad jægeren skal gøre efter et skud.
Har du skudt til et dyr, som bevæger sig mod højre, og dyret ikke ligger synligt forendt, bør du ikke skyde til flere dyr, der fortsætter i samme retning.
Det samme gælder mod venstre. Har du skudt til et dyr, der forsvinder mod venstre uden at ligge synligt forendt, bør du ikke skyde til yderligere dyr, som bevæger sig mod venstre.
Princippet betyder, at der fra den enkelte post højst bør være ét uafklaret skud i hver retning.
Det har stor betydning for den efterfølgende kontrol og eventuelle schweisseftersøgning. Jægeren kan langt bedre redegøre for, hvilket dyr der blev skudt til, hvor det stod, skudretningen og hvor det forsvandt.
For schweisshundeføreren giver det væsentligt bedre arbejdsbetingelser – og vigtigst af alt øger det muligheden for, at hvert eneste dyr, der er afgivet skud til, bliver kontrolleret eller eftersøgt, når der er den mindste tvivl om dyret er ramt eller ej.
På tryk-, driv- eller bevægelsesjagt handler god skuddisciplin ikke om at få afgivet flest mulige skud. Den handler om at have kontrol over hvert eneste skud, man afgiver.

Tryk-, driv- og bevægelsesjagt

Ved tryk- og drivjagt stilles der andre krav til placeringen af skydetårne og skydestiger end ved den selektive jagt. Her handler det først og fremmest om at kende hjortevildtets veksler og bevægelsesmønstre, når der kommer uro i terrænet.

Hjortevildtet forlader sjældent et område helt tilfældigt. På et revir, man kender godt, vil man ofte vide, hvilke veksler, skovveje, grøfter, remiser og terrænformationer dyrene foretrækker, når de bevæger sig væk fra et område under tryk.

Det er i nærheden af disse naturlige passager, at posterne bør placeres – men ikke nødvendigvis direkte på vekslen. Placeringen skal give jægeren mulighed for at opdage vildtet i god tid, vurdere dyret og afgive et roligt og sikkert skud på en fornuftig afstand.

Et skydetårn eller en skydestige bør derfor ikke placeres ud fra et ønske om at kunne skyde så langt som muligt. Tværtimod bør posten placeres, så terrænet og vildtets forventede bevægelse inviterer til korte og kontrollerede skud med sikkert kuglefang.

Skudafstandene bør tænkes ind allerede, når posterne planlægges. Hvor det er relevant, bør jagtlederen desuden på parolen fastsætte klare maksimale skudafstande. Det kunne eksempelvis være:

100 meter til stillestående hjortevildt
60 meter til hjortevildt i bevægelse

Disse afstande bør betragtes som maksimum – ikke som afstande, man nødvendigvis skal udnytte. Den enkelte jæger skal altid afstå fra skuddet, hvis situationen, skudvinklen, kuglefanget eller dyrets bevægelse gør skuddet usikkert.

Den gode post ved en tryk- eller drivjagt er derfor ikke den, hvorfra man kan skyde længst. Det er den, hvor vildtet kommer naturligt forbi, og hvor jægeren får mulighed for et kort, kontrolleret og sikkert skud med et forsvarligt kuglefang.

Markering af anskudssted og flugtretning

Hvis du på en tryk-, driv- eller bevægelsesjagt har skudt til et dyr, som ikke ligger synligt forendt, og du ikke får mulighed for at tale med schweisshundeføreren, inden du forlader posten, er det vigtigt, at du efterlader tydelige og entydige markeringer.

Markér først det sted, hvor dyret stod, da skuddet blev afgivet – det formodede anskudssted. Placér herefter en ny markering nogle meter derfra i den retning, dyret flygtede. På den måde kan schweisshundeføreren både finde anskudsstedet og se den observerede flugtretning.

Markeringerne kan eksempelvis laves med markeringsbånd:

Én markering ved anskudsstedet.
En dobbeltmarkering nogle meter derfra, som angiver flugtretningen.

Man kan også, som vist på billedet til højre, anvende to forskellige farver, så der ikke kan opstå tvivl om, hvilken markering der viser anskudsstedet, og hvilken der viser flugtretningen. Beregn cirka 50–100 cm. markeringsbånd til hver markering.

Hvis der ikke på forhånd ligger markeringsbånd ved alle skydestiger, skydetårne eller poster, bør du sørge for at få dem udleveret, inden du bliver sat af på din post.

På nogle jagter har man gjort det til en fast rutine, at der ligger markeringsbånd ved samtlige poster. Det er en enkel løsning, som sikrer, at alle jægere har mulighed for at markere et anskudssted og en flugtretning korrekt.

En præcis markering kan spare schweisshundeføreren for værdifuld tid – og i sidste ende være afgørende for, hvor hurtigt et anskudt dyr bliver fundet.