Der er delte meninger om, hvordan man afliver, eller som man også kalder det affanger, et anskudt, påkørt eller på anden måde tilskadekommet stykke råvildt.
Enhver aflivning af råvildt, dåvildt eller kronvildt, bør altid foregå på den hurtigste, mest humane og for dyret mindst stressende måde.
Aflivning som i gamle dage
Der findes i dag desværre jægere som mener, at såfremt man ikke kan aflive et stykke råvildt hurtigt og effektivt ved at stikke det i nakken, burde man ikke gå på råvildtjagt. Magen til vås og Rambo-attitude skal man lede længe efter, da en aflivning af rådyr ved et stik i nakken – og ind i hjernen, for det første ikke kan udføres med de knive som 90% af samtlige jægere bærer rundt på, alene på grund af knivklingens bredde. For det andet er aflivningsmetoden besværlig at udføre medmindre dyret er meget svækket, og for det tredje kræver aflivningsmetoden en rutine, som ikke kan opnås blot fordi man nogle få gange har øvet sig på døde dyr.
En af årsagerne til at der med års mellemrum skrives nye jagtbøger, er blandt andet ny viden ud fra optjente erfaringer – også kaldet udvikling.
Et tydeligt eksempel på denne udvikling er, når der i gamle jagtbøger står beskrevet, hvordan man som det mest naturlige i verden, sætter sig overskrævs på et anskudt eller skadet stykke råvildt, tager fat om dyrets næseryg og presser dyrets hoved ned mod dets brystkasse, hvorefter man stikker en kniv ind i “stikhullet” i nakken på dyret. “Stikhuller” (eller “nakkehullet”) er placeret mellem dyrets kranie og første nakkehvirvel, som bliver tydeligere, når dyrets hoved presses ned mod dets brystkasse. Når dyrets hoved holdes i denne position, kan man med en finger (cirka midt mellem ørerne) mærke det omtalte “stikhul”.
Cirka 50 meter fra en skovvej havde jeg tidligere på dagen set et stykke råvildt sidde på skovbunden. Da jeg tre timer senere passerede samme sted, sad dyret stadig i nøjagtig samme stilling.
Jeg gik hen til dyret, som blot blev siddende og trykkede mod jorden. Det trak vejret og fulgte mig med øjnene, men gjorde intet forsøg på at flygte. For mig var der ingen tvivl om, at dyret var sygt eller stærkt svækket og derfor skulle aflives.
Selvom jeg havde riflen i bilen, vurderede jeg, at dyret var så afkræftet, at jeg hurtigt kunne aflive det med et stik i nakken. Det havde jeg gjort flere gange tidligere, og jeg havde sågar en foldekniv med et smalt knivblad på mig.
Da jeg nærmede mig dyret bagfra, løftede det pludselig hovedet og begyndte landsomt at rejse sig. Jeg kastede mig over dyret for at forhindre det i at slippe væk, men til min store overraskelse mobiliserede dyret enorme kræfter og var tæt på at komme op og stå på alle fire ben.
Først efter betydeligt besvær og adskellige minutter, lykkedes det mig at fastholde det kæmpende og skrigende dyr, så jeg kunne aflive det med kniven ved at stikke den ind i nakkehullet.
Det blev det sidste stykke råvildt, jeg har aflivet med et stik i nakken. Oplevelsen viste mig, hvor mange kræfter selv et tilsyneladende stærkt svækket dyr kan mobilisere i kampen for at overleve.
Et skud havde uden tvivl været den bedre løsning og ville have aflivet dyret hurtigere og med væsentligt mindre stress.
Jeg fraråder derfor aflivning af råvildt ved stik i nakken.
Noget helt andet er, at et stik i nakkehullet ikke automatisk medfører en øjeblikkelig død. Der kan ske det at man blot overskærer eller beskadiger rygmarven hvilket medfører en øjeblikkelig lammelse. Hurtig bevistløshed og død kræver en effektiv beskadigelse af hjernestammen/hjernen. Immobilitet er ikke det samme som bevidstløshed eller død.
