Skip to main content

Jagthund og ulv

Risikoen for, at en jagthund bliver angrebet af ulv under jagt, er generelt meget lille. Risikoen er først og fremmest knyttet til hunde, der arbejder på egen hånd og i længere tid befinder sig langt fra hundeføreren.
Ved de fleste danske jagtformer er hundene kun kortvarigt ude af syne. Anderledes kan det være ved eksempelvis driv- og støverjagt, hvor hundene kan arbejde langt fra jægeren. Her er der større mulighed for, at hunden kan møde en eller flere ulve.
Ulve og hunde er nært beslægtede, og en ulv kan vise interesse for en hund – men i sjældne tilfælde også reagere aggressivt.

Hvis der er ulv i området

1. Hold kontakt til hunden
Hold hunden så tæt på dig, som jagtformen tillader. Jager du i eller tæt på et kendt ulverevir, bør du være ekstra opmærksom.

2. Ser du en ulv - kald hunden ind - og advar dine medjægere
Kald straks hunden til dig og tag den i snor. På fællesjagt bør de øvrige jægere og hundeførere samtidig informeres, så de også kan kalde deres hunde ind.
Det er derfor en god ide, hvis alle på jagten er i besiddelse af en walkie talkie.

3. Gør ulven opmærksom på dig
Vær synlig og hørbar. Tal højt, råb og gør dig stor, hvis ulven nærmer sig.

4. Hvis ulven følger efter hunden
Hold hunden i snor og træk dig roligt tilbage. Fortsætter ulven med at nærme sig, kan du larme, vifte med armene, kaste sten eller om nødvendigt afgive varselsskud.

5. Hvis ulven angriber hunden
Hvis en ulv angriber din hund, skal du først forsøge at skræmme den væk. Hvis angrebet ikke kan afværges med skræmmeskud, giver Vildtskadebekendtgørelsens § 6 mulighed for at regulere ulven. Reglerne gælder hele året, men der er særlige betingelser for reguleringen.

BEMÆRK:
Hvis det er nødvendigt for at afværge et angreb på hunden - eller dig selv - findes der særlige regler om regulering af ulv - i Vildtskadebekendtgørelsen kapitel 2 §6.

Læs den officielle folder "Jagthund og ulv" og "Vildtbekendtgørelsen" ved at klikke på nedenståemde knapper: