Skip to main content

Svensk kæmpebuk nedlagt 16. august 2026

En svensk råbuk med en trofævægt på hele 988 gram og stænger på gennemsnitligt 30,30 centimeter har slået en svensk rekord, der har stået siden 1982.
Bukken blev nedlagt i Jönköpings län den 16. august 2026. 

Der bliver hvert år nedlagt store råbukke i Sverige, men en gang imellem dukker der et trofæ op, som skiller sig markant ud fra alt det normale.
Præcis det skete den 16. august 2026, da en svensk jæger nedlagde en usædvanlig stor buk i den nordlige del af Jönköpings län.
Da trofæet godt en måned senere blev opmålt, viste det sig, at bukken ikke blot var stor.
Den var så stor, at den slog en svensk rekord, som havde stået urørt i 44 år.

Ved opmålingen den 22. september opmålte Svenske Jägareförbundet trofæet til 254,55 point efter den svenske volumenmetode.
Den svenske opmåling af bukken (volumemetoden) er ikke det samme som en officiel CIC opmåling. Forskellen på det svenske volumenpoint og internationale CIC-point, handler ikke om selve måleenhederne, men om hvordan man modregner kraniets vægt. 

Bukken var kendt inden jagten

I foråret havde jægeren fået kendskab til bukken via billeder fra et vildtkamera. Billederne viste med al tydelighed, at der gik en buk med en usædvanligt stor opsats i området, men henover sommeren forsvandt bukken.
I ugerne op til bukkejagtens begyndelse var jægeren ude flere gange for at se om den store buk stadig holdt til i området, og det lykkedes ham at spotte bukken.

Da bukkejagten begyndte den 16. august, vidste jægeren derfor, at den store buk stadig befandt sig i området.

Første møde på 180 meter

Om morgenen den 16. august var vejret langt fra ideelt. Det blæste kraftigt – i den svenske beskrivelse omtales vejret ligefrem som nærmest halv storm.
Trods det ugunstige vejr lykkedes det alligevel at få kontakt til bukken, men afstande til bukken var 180 meter og jægeren havde ikke mulighed for at kunne afgive et forsvarligt skud.
Nu vidste jægeren at bukke stadig var i området, og jægeren skulle ikke vente længe før han igen fik kontakt til bukken.

Om aftenen en 16. august vendte jægeren tilbage til området, hvor han med et bukke kald forsøgte at lokke bukken til sig.
Efter ca. 10 minutter kom en rå løbende i høj fart, men den store buk var ikke med hende.
Efter yderligere 20-25 minutter trådte den store buk frem for jægeren og da der denne gang kunne afgives et forsvarligt skud, blev bukken nedlagt.

Et trofæ i en helt usædvanlig klasse

At der var tale om en stor buk, var næppe nogen overraskelse. Men først da trofæet kunne undersøges nærmere, stod det klart, hvor usædvanligt det faktisk var.
Efter at have tørret 1 måned vejede trofæet
988 gram (før fradrag for det hele kranium).
Stængerne havde en gennemsnitlig længde på ikke mindre end 30,30 centimeter.
alene disse to tal placerer bukken i en klasse, som kun ganske få råbukke nogensinde opnår.
Trofæet er trods dets vægt ikke abnormt, men fremstår som en regulær seksender med en meget kraftigt og harmonisk opsats.

Seks opmålere kontrollerede trofæet

Den 22. september 2026 blev trofæet officielt bedømt hos Svenska Jägareförbundet på Hulukvarn i Jönköping.
Seks forskellige trofæbedømmere deltog i arbejdet – tre ansatte ved Svenska Jägareförbundet og tre tillidsvalgte bedømmere.
Ved en første bedømmelse efter den såkaldte koefficientmetode kom trofæet op omkring 238 point.

Men et trofæ af denne størrelse krævede en mere præcis bestemmelse af volumen, hvorfor gevirets volumen blev bestemt ved nedsænkning i vand.
Herefter blev tallene beregnet og efterkontrolleret og resultatet var:

254,55 point.

Bemærk at den nye svenske rekordbuk foreløbig er opmålt til 254,55 point efter den svenske volumenmetode.
Da trofæet er endnu ikke internationalt CIC opmålt, kende de endelig CIC point endnu ikke.
Men ingen tvivl om at man kan kalde denne svenske buk en kæmpebuk.


Sveriges nye rekordbuk

Nedlagt:  16. august 2026
Område:  Nordlige del af Jönköpings län, Sverige..
Trofævægt:  988 gram før kraniefradrag.
Gennemsnitlig stanglængde:  30,30 cm.
Svensk volumenbedømmelse:  254,55 point.
Tidligere svensk rekord:  249,80 point.
Jæger:  Ønsker at være anonym.