At se en hvid råbuk i Danmark er noget, meget få jægere har oplevet. At have muligheden for at nedlægge en på sit eget jagtrevir er endnu færre forundt. At nedlægge en hvid råbuk under den danske bukkejagt må derfor være, hvad man med rette kan kalde en "Once in a Lifetime-jagtoplevelse".
Man kan synes om denne afskydningsmodel eller ej, men konsortiet havde aftalt kun at afskyde seksendere og helst ældre bukke eller deciderede returbukke samt naturligvis bukke, der var meget små af krop.
Det skal i den forbindelse nævnes, at der i denne bukkesæson kun blev nedlagt én buk på reviret, selvom konsortiets medlemmer havde haft mange bukke på skudhold. Denne ene buk var netop den hvide buk.
Året før var der kun blevet nedlagt to bukke på reviret, så man kan roligt konkludere, at der ikke blev drevet rovdrift på revirets bukke.
Den selektive afskydning havde betydet, at Claus indtil da kun havde nedlagt to gode seksendere og en spændende pendulbuk på reviret, inden den hvide buk kunne føjes til samlingen.
Den hvide buk havde været kendt året før
Claus og hans jagtkammerater havde allerede året før fået kendskab til den hvide buk. Selvom den dengang havde været på skudhold, havde man besluttet at lade den gå mindst et år mere.
Man vurderede nemlig, at bukken endnu ikke var særlig gammel, og derfor ønskede man at se, om den trofæmæssigt kunne udvikle sig yderligere. På daværende tidspunkt var bukken en ulige seksender med gaffel på højre stang.
Den hvide buk blev således ikke behandlet anderledes end revirets øvrige bukke, når det gjaldt den aftalte afskydningsplan.
De gange, Claus havde set bukken, havde den både krops- og sundhedsmæssigt set godt ud. Også dette år så den ud til at have opsat som ulige seksender med gaffel på højre stang, akkurat som året før.
Om opsatsen var blevet større, havde Claus og hans jagtkammerater imidlertid ikke kunnet fastslå. De havde kun set bukken i korte øjeblikke, når den bevægede sig gennem skoven.
Flere gange i løbet af maj havde Claus været ude for at finde den hvide buk, men uden held. Ikke fordi bukken absolut skulle nedlægges, men fordi han ønskede at studere den nærmere, inden en eventuel beslutning om afskydning skulle træffes.
Efter flere forgæves pürschture i det område, hvor bukken normalt opholdt sig, var Claus efterhånden begyndt at frygte, at den enten var blevet påkørt eller nedlagt på et af naborevirerne.
Men som med så meget andet her i livet kommer heldet ofte til den, der opsøger det. Og Claus' vedholdenhed skulle vise sig at bære frugt.
Jagten den 7. juni
Den 7. juni blev dagen, hvor Claus endelig fik mulighed for at studere den hvide buk på nærmere hold.
Han kørte til reviret om eftermiddagen, og med en god portion optimisme havde han lagt en plan.
Vejret var perfekt til bukkejagt. Der var en let vind, som gjorde det muligt hele tiden at holde styr på vindretningen og dermed færtforholdene.
Planen var at pürsche sig frem til et større engstykke, hvor der midt på arealet lå en tæt remise på størrelse med en fodboldbane.
Den hvide buk var flere gange blevet observeret i og omkring denne remise, og derfor ville Claus forsøge at komme uset og i god vind frem til en hochstand, som var placeret i skovkanten.
Herfra var der frit udsyn over brakstykket, remisen og de omkringliggende arealer.
Hvis Claus skulle være så heldig at møde den hvide buk på vej ud til hochstanden, havde han medbragt sin trebenede skydestok.
Vinden var perfekt, da den blæste fra remisen og ind mod hochstanden. Dermed kunne Claus overvåge netop det område, hvor han mente, at bukken primært opholdt sig, uden at sende sin fært ud mod den.
Det lykkedes ham at komme ubemærket op i hochstanden, hvilket blev bekræftet, da han foran sig kunne se en smalrå og en rå med lam gå ganske uforstyrret omkring.
Efter omtrent en halv times venten fik Claus pludselig øje på noget hvidt, der bevægede sig i det høje græs på brakstykket langs kanten af remisen.
Det var den hvide buk!
En times venten på den rigtige mulighed
Omkring 150 meter ude, godt skjult i det høje græs, kunne Claus alene takket være bukkens usædvanlige hvide farve skimte den mellem vegetationen.
Det meste af tiden var bukken skjult, men når den bevægede sig gennem det høje græs, kunne han i korte øjeblikke se dele af den.
Claus havde nu haft kontakt til bukken i mere end en time, og der var kun omkring en halv time til solnedgang.
Tiden begyndte at blive knap, for han skulle også nå at studere bukken grundigt, inden han kunne træffe beslutningen om, hvorvidt den skulle nedlægges eller have endnu et år.
Han sad helt stille med fuld koncentration om bukken gennem sin håndkikkert. Efterhånden kunne han svagt begynde at høre sin egen puls.
Bukken trak langsomt længere mod højre i forhold til hochstanden. Den bevægede sig langs en grøftekant og havde tilsyneladende kurs direkte mod et slået brakspor.
Claus havde endnu ikke haft mulighed for at se bukken helt fri af græs og grene og havde derfor heller ikke truffet sin endelige beslutning.
Et skud på dette tidspunkt ville under alle omstændigheder være alt for risikabelt, da bukken på intet tidspunkt stod helt fri af den høje vegetation.
Beslutningen blev truffet
Efter lang tids venten kom bukken endelig ud på det slåede brakspor, og Claus fik nu mulighed for at vurdere den ordentligt.
Bukken havde stadig en god krop og så både sund og velernæret ud. Men trofæmæssigt havde den tilsyneladende ikke udviklet sig siden året før.
Den var fortsat en ulige seksender med gaffel på højre stang, og det var tydeligt for Claus, at opsatsen ikke var blevet større.
Dermed traf han beslutningen om at nedlægge den specielle og ganske unikke hvide buk.
Men selvom beslutningen nu var truffet, var det langt fra ensbetydende med, at han kunne afgive et forsvarligt skud.
Bukken fortsatte langsomt mod højre i den ene side af braksporet, men desværre i en vinkel, som ikke gav Claus mulighed for at afgive et sikkert skud med bukken stående med hele bredsiden til.
Der var nu kun omkring 15 minutter til solnedgang.
Claus besluttede derfor at forlade hochstanden og forsøge at bevæge sig længere mod højre langs skovkanten, så han kunne komme i en bedre position og afgive et sikkert og øjeblikkeligt dræbende skud.
Han kom lydløst ned fra hochstanden, tog sin trebenede skydestok og begyndte forsigtigt den korte, men altafgørende pürsch på omkring 30-40 meter.
Han havde på dette tidspunkt ikke længere visuel kontakt med bukken.
Da Claus nåede frem til den ønskede position, slog han skydestokken ud og placerede roligt riflen på den.
Kort efter trådte den eftertragtede hvide buk frem på braksporet med hele bredsiden vendt mod Claus, mens den nippede af det korte græs.
Afstanden var omkring 120 meter.
Claus fik styr på sit åndedræt og placerede roligt riffelkikkertens trådkors på bladet af bukken.
Et skud – og bukken faldt
.30-06'eren gjorde resten af arbejdet.
I skudøjeblikket tordnede bukken mod jorden, som var den blevet ramt af lynet.
Claus repeterede hurtigt og var klar til at afgive endnu et skud, da skudtegnet kunne minde om et tapskud.
Gennem riffelkikkerten fandt han hurtigt bukken igen. Den lå fuldstændig stille på braksporet og så ud til at være forendt på stedet.
Efter omkring fem minutters venten, hvor Claus hele tiden havde fokus på bukken, skruede han riffelkikkerten ned på mindste forstørrelse og begyndte roligt at nærme sig den i god vind.
Først da han stod ved den hvide buk og kunne betragte det usædvanlige dyr på nært hold, fik bukkefeberen for alvor fat i ham.
Det var også først nu, at det for alvor gik op for Claus, hvad han netop havde oplevet.
Han havde nedlagt en hvid råbuk i Danmark.
En buk, som han og jagtkammeraterne havde fulgt gennem flere år, og som var blevet nedlagt efter præcis de samme afskydningsprincipper som revirets øvrige bukke. En ægte Once in a Lifetime-buk.
Bukken var sund og i god foderstand og havde en brækket vægt på 19,5 kg.
Farvemutationer hos råvildt
Hos råvildtet forekommer der forskellige farvevarianter, som adskiller sig fra den normale rødbrune sommerpels og gråbrune vinterpels.
De mest kendte er helt hvidt råvildt, delvist hvidt råvildt og sort råvildt, også kaldet melanistisk råvildt.
Det hvide råvildt betragtes generelt som mere sjældent forekommende end det sorte råvildt i Europa.
Totalalbinisme
Ved totalalbinisme mangler dyret melanin, som er det pigment, der normalt giver farve til blandt andet pels og øjne.
Et rådyr med totalalbinisme vil derfor være helt hvidt og have rødlige eller lyserøde øjne, fordi blodkarrene bliver synlige gennem vævet.
Delvis albinisme og leucisme
Hos råvildt med delvis pigmentmangel kan pelsen være meget lys, gullig eller have større eller mindre hvide områder.
I dag bruges betegnelsen leucisme ofte om dyr, hvor pigmenteringen i pelsen er helt eller delvist reduceret, mens øjnene bevarer deres normale farve.
Det betyder også, at sådanne dyr ikke nødvendigvis har de samme problemer med lysfølsomhed som egentlige albinoer.
Det er derfor vigtigt at skelne mellem et helt hvidt rådyr og et rådyr med egentlig totalalbinisme. Et hvidt dyr er ikke nødvendigvis albino.
Sort råvildt – melanisme
Den tredje og mere kendte farvevariant er det sorte råvildt.
Melanisme skyldes genetiske forhold, som medfører en øget mørk pigmentering af pelsen.
I modsætning til de hvide farvevarianter er der altså tale om en mørkere farve som følge af pigmenteringen.
Sort råvildt har været kendt i Europa gennem mange hundrede år, men omkring år 1900 begyndte man flere steder at registrere en større udbredelse.
Den sorte farve er arvelig, og derfor kan sort råvildt forekomme hyppigere i bestemte lokale bestande. Arvegangen er dog mere kompliceret, end at alle lam efter en sort buk nødvendigvis bliver sorte.
Normalt vil spejlet hos sort råvildt også være mørkt eller sort, hvilket adskiller det fra det almindeligt farvede råvildt.
Andelen af sort råvildt varierer betydeligt fra område til område.
For nogle jægere er det blevet et særligt ønske at nedlægge en sort buk, og især i dele af Nordtyskland og Holland findes områder, hvor det sorte råvildt har stor jagtlig interesse.
Det er derfor nærliggende at forestille sig, at der visse steder også kan forekomme en målrettet forvaltning og selektiv afskydning med henblik på at bevare eller øge andelen af sort råvildt.
Uanset om der er tale om en hvid eller sort buk, er der ingen tvivl om, at disse usædvanlige farvevarianter vækker stor opmærksomhed blandt jægere.
Og for den jæger, som får mulighed for at opleve – og måske endda nedlægge – en sådan buk på sit eget jagtrevir, vil det uden tvivl være en jagtoplevelse, som huskes resten af livet.
