Kan råvildt skydes forsvarligt med hagl..?

Når efterårsjagten på råvildt begynder, er det tilladt at nedlægge råvildt med hagl. Brugen af hagl til råvildtjagt er dog et emne, der deler jægerne. Nogle betragter haglbøssen som et velegnet jagtvåben under de rette forhold, mens andre foretrækker riflen og mener, at den giver de bedste forudsætninger for en sikker og effektiv nedlæggelse af råvildt.

Modstanden mod jagt på råvildt med hagl handler næppe altid om, hvorvidt jagtformen er forvaltningsmæssigt rigtig eller forkert. En del af modstanden kan også hænge sammen med ønsket om at skåne bukkene i efteråret, så de fortsat indgår i avlen frem mod bukkejagten i maj. Diskussionen om hagljagt på råvildt kan også være præget af forskellige interesser og syn på, hvornår og hvordan råvildtet bør beskydes.

Uanset om man er tilhænger eller modstander af jagt på råvildt med hagl, findes der ikke en enkel facitliste, som afgør, om jagtformen i sig selv er rigtig eller forkert. Før man beslutter sig for at nedlægge råvildt med hagl, bør man kende både mulighederne, begrænsningerne og de særlige forhold, der knytter sig til denne jagtform. På det grundlag må den enkelte jæger træffe sit eget valg.

Det afgørende er, at haglskuddet afgives i den "rigtige" situation. Et korrekt placeret haglskud, med en egnet haglstørrelse og inden for en forsvarlig skudafstand, kan være hurtigt og effektivt dræbende. Derfor bør diskussionen ikke alene handle om hagl eller riffel, men i lige så høj grad om skudafstand, skudvinkel, haglstørrelse, jægerens skydefærdigheder og jægerens evne til at vurdere den konkrete situation.

Mange tror, at der skal trænge hagl ind i de vitale dele, før dyret dør, da man typisk drager paralleller til riffeljagten hvor dyrene nedlægges med kugle.
Ved riffelskud taler vi om anslagsenergi, gennemskud og efterfølgende blodtab, mens vi ved omtale af haglskud primært taler om chokvirkning med en øjeblikkelig dræbende effekt.
Forenklet sagt sker der noget alvorligt i råvildtkroppen, når tilstrækkelige mange små hagl i et og samme splitsekund rammer dyret udvendigt på bladet (de vitale dele). Haglene behøver ikke nødvendigvis at trænge ind i de vitale dele for at dyret dør, men de mange hagls anslag i råvildtkroppen udløser en øjeblikkelig chokvirkning. Denne chokvirkning forårsager en overbelastningen af dyrets nerve- eller karsystem, og afstedkommer et pludseligt blodtryksfald. Dette blodtryksfald resultere i at hjernen og andre organer får for lidt blodtilstrømning, og dyret vil hurtigt dø.

Hvis man vælger at nedlægge råvildt med hagl, er der en række forhold, man skal have styr på, inden skuddet afgives:

Hold skudafstanden på maksimalt 20 meter – og gerne kortere.
Anvend helst haglstørrelse 3.
Er dyret i bevægelse, skal der trækkes tilstrækkeligt frem, så haglsværmen placeres korrekt.
Skyd kun til råvildt i rent sideskud.
Falder dyret ikke i første skud så afgiv omgående andet skud mod dyret, hvis situationen tillader det.

At ramme et stykke råvildt med hagl er ikke nødvendigvis vanskeligere end eksempelvis at ramme en hare i spring. Udfordringen ligger i høj grad i at bedømme afstanden korrekt.

Råvildt er et betydeligt større dyr end en hare, og netop størrelsen kan få dyret til at fremstå tættere på, end det faktisk er. Det gælder især for jægere, som ikke er vant til at se råvildt på helt korte afstande.

En fejlvurdering på blot få meter kan få stor betydning ved hagljagt. Et dyr, som vurderes til at stå på 20 meter, kan i virkeligheden befinde sig væsentligt længere væk. Dermed reduceres haglenes anslagsenergi, samtidig med at haglsværmen spredes mere.

Er du i tvivl om afstanden, så undlad at afgive skuddet

Ved jagt på råvildt med hagl er det langt bedre at lade en skudchance passere end at risikere en anskydning, fordi dyret befinder sig for langt væk.
En god måde at undgå fejlvurderinger på er allerede, når du kommer på post, at danne dig et overblik over de retninger, råvildtet forventes at komme fra.
Find samtidig nogle faste holdepunkter, som viser dig, hvor grænsen på 20 meter går.
Udpeg eksempelvis en sten, busk eller et træ højst 20 meter til højre for posten og gør det samme til venstre. På den måde har du på forhånd nogle tydelige pejlemærker og behøver ikke forsøge at bedømme afstanden i det øjeblik, hvor dyret pludselig kommer for.
Hvis man har svært ved på øjemål at bedømme hvor langt 20 meter er, så skridt afstanden af til ca. 28 skridt (med 75 cm. skridtlængde).

Skovbøsse – reducer skudafstanden

Anvender man en såkaldt skovbøsse - et kort haglgevær med meget åben trangboring - bør man være ekstra opmærksom på haglsværmens spredning.
Med en meget åben boring vil haglsværmen være betydeligt mere spredt, og derfor bør den maksimale skudafstand reduceres fra 20 til omkring 15 meter.
Det er altid en god idé at kende sit eget geværs skudbillede med den patron og haglstørrelse, man anvender, frem for alene at gå ud fra geværets angivne trangboring.

Vær altid klar til et opfølgende skud

Det er naturligvis muligt at skyde forbi et stykke råvildt – også på kort afstand. Samtidig er haglsværmen forholdsvis samlet på de korte afstande, der anvendes ved jagt på råvildt. Man bør derfor aldrig konkludere, at et dyr er uskadt, alene fordi det fortsætter efter skuddet.
Viser dyret tegn på at være ramt, eller er man det mindste i tvivl, skal jagtsituationen behandles som en mulig anskydning.
Falder dyret ikke efter det første skud, og der fortsat kan afgives et sikkert og forsvarligt skud, bør man være klar til omgående at følge op. Det samme gælder, hvis dyret falder, men efterfølgende forsøger at rejse sig og flygte videre.
Et dyr, der eksempelvis rammes højt i ryggen, kan styrte eller snuble ved skuddet for kort efter at komme på benene igen. Derfor skal jægeren bevare fokus på dyret og være klar til hurtigt at afgive et nyt forsvarligt skud.

Når et anskudt dyr flygter væk

Som udgangspunkt frarådes haglskud mod hoved og hals til råvildt. Situationen er imidlertid en anden, hvis dyret allerede er ramt og fortsætter flugten væk fra jægeren. Her må hensynet til en hurtig og effektiv aflivning veje tungest.
Flygter et anskudt dyr direkte væk, kan man blive nødt til at afgive et opfølgende skud i rent bagskud. Et haglskud, der hovedsageligt træffer køllerne og bagparten, har dårligere mulighed for hurtigt at standse dyret, fordi haglene først skal trænge gennem en betydelig mængde muskulatur.
Hvis en rutineret skytte i en sådan situation vælger at afgive et opfølgende bagskud, bør skuddet derfor søges placeret så højt, at den centrale del af haglsværmen rammer området omkring den øverste del af halsen og baghovedet frem for køllerne.
Der er her tale om et opfølgende skud til et allerede anskudt dyr - ikke om en anbefalet skudplacering ved det første skud.
Uanset hvordan dyret reagerer på det første eller andet skud, skal jægeren følge det nøje og være klar til endnu et forsvarligt skud, hvis det er nødvendigt.
Målet er, at et anskudt dyr standses og aflives så hurtigt som muligt.

Brug ikke den almindelige gode jagthund til at eftersøge anskudt råvildt

Som tidligere nævnt kan man ikke konkludere, at man har skudt forbi, blot fordi et stykke råvildt fortsætter efter et haglskud. Har man afgivet skud, bør man derfor altid handle ud fra, at dyret er ramt - også selv om man ikke umiddelbart kan se tydelige skudtegn. Derudover finder man sjældent andet end nogle få hår på anskudsstedet.
Fortsætter dyret flugten efter skuddet, bør jægeren derfor insistere på, at det bliver eftersøgt med en reg. schweisshund.

I mange jagtkonsortier findes der dygtige jagthunde, som har bestået sporprøver, og nogle har måske også tidligere fundet eller fanget anskudt råvildt. Det er imidlertid ikke det samme som, at hunden og dens fører er rustet til en vanskelig eftersøgning.
Det afgørende er ikke alene, om hunden kan finde et dyr, der ligger forendt efter 50, 100 eller 200 meter. Den virkelige udfordring opstår, når dyret ikke ligger forendt, men fortsætter flugten langt væk fra anskudsstedet.

Et stykke råvildt kan eksempelvis være ramt i et forløb og stadig være i stand til at tilbagelægge en betydelig afstand. Eftersøgningen kan dermed udvikle sig til et langt og vanskeligt spor med begrænsede tegn på anskydningen og masser af afledningsfært fra andet råvildt og hjortevildt.

Sættes en almindelig jagthund på sporet, og dyret viser sig fortsat at være i live, risikerer man, at dyret rejses og presses endnu længere væk. Samtidig kan den efterfølgende eftersøgning blive vanskeligere, fordi anskudsstedet og sporet allerede er blevet forstyrret. Dermed kan mulighederne for, at en registreret schweisshund senere finder og får afsluttet eftersøgningen, blive forringet.

Der findes naturligvis mange jagthunde, som med lidt sportræning uden problemer kan finde et dødt stykke råvildt, der er løbet nogle få hundrede meter efter et dræbende skud. Men en sådan situation bør ikke forveksles med en egentlig vanskelig eftersøgning af et anskudt dyr.
Problemet er, at man på forhånd ikke ved, hvilken eftersøgning man står overfor.
Man ved ikke, hvor dyret er ramt, hvor langt det er gået, om det ligger forendt, om det stadig er i stand til at flygte, eller om et tilsyneladende enkelt spor efter få hundrede meter udvikler sig til en vanskelig eftersøgning over langt større afstand.
Netop derfor fraråder jeg at begynde eftersøgningen med en almindelig jagthund for først at tilkalde en reg. schweisshund, hvis det viser sig at blive vanskeligt.
Start hellere med den registrerede schweisshund. Man ved aldrig på forhånd, om den tilsyneladende lette eftersøgning viser sig at være den svære.

Jeg undrer mig meget, når jeg læser en vildtkonsulents anbefalinger om, at man først kan lade en almindelig jagthund med sportræning forsøge at eftersøge et anskudt dyr – og derefter tilkalde en reg. schweisshund, hvis jagthunden ikke finder dyret.
Mange jægere er muligvis enig me denne vildtkonsulent, men det gør ikke udsagnet mere rigtigt.
Ingen ved på forhånd, om man står over for en enkel eftersøgning af et dødt dyr eller en vanskelig eftersøgning af et dyr, som fortsat er i live og i stand til at flygte. Et mislykket første forsøg kan derfor gøre den efterfølgende eftersøgning vanskeligere, og måske ender det ud i, at dyret i første forsøg, er blevet jaget over alle bjerge og ikke findes.
Der eksisterer samtidig en sejlivet forestilling om, at en reg. schweisshund er afhængig af synligt schweiss for at kunne følge et anskudt dyr, hvilket ikke er korrekt.
Uden her at gå nærmere ind i den moderne træning af schweisshunde er det vigtigt at understrege, at en rutineret reg. schweisshund ikke behøver schweiss på sporet for at kunne følge et anskudt dyr. Arbejdet bygger på langt mere end blot færten af schweiss, og hunden kan derfor fortsætte arbejdet, selv om der kun findes meget lidt - eller intet - schweiss på sporet.

Haglanskydninger giver vanskeligere eftersøgninger

Sammenligner man med eftersøgninger under bukkejagten, er der en markant forskel i succesraten. Hvor tæt på 60 % af eftersøgningerne efter bukke ender med et positivt resultat, gælder det for mindre end 30 % af eftersøgningerne efter råvildt, der er skudt med hagl i efteråret.
Da en reg. schweisshund er i stand til at følge sporet af et anskudt dyr, selv om der kun findes lidt eller intet synligt schweiss, skal forklaringen på den lavere succesrate findes andre steder.
En væsentlig forskel er de forhold, dyret udsættes for umiddelbart efter anskydningen.
Fik et haglanskudt stykke råvildt den nødvendige ro efter skuddet, ville mange eftersøgninger alt andet lige have bedre forudsætninger for at lykkes.

På en efterårsjagt kan det imidlertid være vanskeligt at skabe denne ro. Der kan være 15–30 jægere på reviret, hunde arbejder i såterne, og drevet fortsætter måske efter skuddet. Et anskudt dyr risikerer derfor gentagne gange at blive forstyrret eller presset videre.
Det er en helt anden situation end under eksempelvis en pürschjagt i maj, hvor der som regel er langt mindre aktivitet på reviret.
Gentagne forstyrrelser kan betyde, at et anskudt dyr fortsætter længere væk og dermed gør den efterfølgende eftersøgning vanskeligere.
Er der trængt hagl ind i tarme, lunger eller andre vitale områder, er det derfor afgørende, at man så vidt muligt undgår at presse dyret yderligere.
Jo hurtigere dyret får ro og oplever et område som sikkert, desto større er muligheden for, at det stopper sin flugt og sætter sig i sårleje.

Ro efter anskydningen kan være afgørende for om eftersøgningen ender positivt.
Et dyr, der får mulighed for at gå i sårleje, er som regel langt lettere at eftersøge end et dyr, der gentagne gange bliver rejst og presset videre.

Når hunde og fortsat jagt vanskeliggør eftersøgningen

På mange efterårsjagter anvendes løse hunde i drevet, og desværre sker det indimellem, at enkelte hunde - sagt på en pæn måde - er en anelse ude af hånd. En kombination af stor jagtiver og mangelfuld grunddressur kan betyde, at hundene søger mod det område, hvor der netop er blevet skudt.

Når en hund når frem til anskudsstedet, kan den møde både frisk kropsfært og den friske fod fra det anskudte råvildt. Optager hunden denne fært, kan den fortsætte forfølgelsen ud af såten og videre ind i den næste del af reviret.

For et anskudt dyr, der først og fremmest har brug for ro, kan konsekvensen være alvorlig. I stedet for at stoppe flugten og sætte sig i sårleje bliver dyret presset videre - i nogle tilfælde over betydelige afstande. Dermed kan den efterfølgende eftersøgning blive væsentligt vanskeligere.

Men det er ikke altid hundene, der er problemet.
Efter en anskydning bør man også overveje nøje, hvordan den fortsatte jagt tilrettelægges. Fortsætter man ufortrødent og driver den skovpart af, som det anskudte dyr er flygtet ind i, risikerer man endnu en gang at rejse dyret og presse det længere væk. Dermed fratager man det den ro, som netop kan være afgørende for, at det sætter sig i sårleje.

Statistikkerne viser at eftersøgninger efter råvildt, der er skudt med hagl, ofte er vanskelige, da kun ca. 30 % af eftersøgningerne ender med et positivt resultat.
Det betyder desværre også, at mere end 70 % afsluttes uden, at dyret findes.
Præcis hvorfor succesraten er så lav, kan man ikke udlede af tallene alene. Vi ved ikke, hvor ofte et anskudt dyr forinden er blevet forfulgt af løse jagthunde, hvor ofte jagten er fortsat gennem det område, dyret er flygtet ind i, eller hvor ofte man først har forsøgt eftersøgningen med en almindelig jagthund.
Det ændrer imidlertid ikke ved et væsentligt forhold: De registrerede schweisshunde og deres førere er specialiserede i netop eftersøgning af anskudt hjortevildt. De arbejder regelmæssigt med praktiske eftersøgninger og har den erfaring, der bliver afgørende, når en tilsyneladende enkel opgave udvikler sig til en vanskelig eftersøgning.
Efter en anskydning handler det derfor ikke kun om at få en hund på sporet. Det handler i lige så høj grad om at undgå at gøre eftersøgningen vanskeligere, inden schweisshunden overhovedet kommer frem.