Afskydningsplaner

Alle jagtterræner har en afskydningsplan

På alle terræner, uden undtagelse, er der i øvrigt en afskydningsplan. På nogle terræner har man blot en afskydningsplan, som siger, at alle bukke må afskydes.
Effekten af en sådan afskydningsplan fører selvfølgelig ikke noget godt med sig.

Men en mindre justering af denne afskydningsplan ved f.eks. at frede alle yngre spids- og gaffelbukke og kun koncentrere sig om afskydning af efterårsdyrene samt syge og dårlige dyr vil være til fordel for revirets råvildt.

Når man har en afskydningsplan, er der mulighed for at påvirke udviklingen af f.eks.:

• Udelukke dårlige dyr fra at indgå i avlen.
• Øge antallet af dyr på terrænet.
• Sænke antallet af dyr på terrænet.
• Påvirke kønsfordelingen mellem han- og hundyr.
• Ændre trofæstørrelserne på bukkene.
• På større jagtterræner er en korrekt afskydningsplan en nødvendighed, hvis man vil opnå et resultat på den lange bane med sin råvildtforvaltning.

Det er ikke nok at lave alle mulige andre tiltag uden også at lave en afskydningsplan år efter år.

Den årlige afskydningsplan kan variere fra år til år alt efter dyrenes sundhedstilstand og lignende.

Jagtterrænets størrelse har betydning

Jo mindre ens jagtterræn er, jo mere begrænset er man i at kunne lave en afskydningsplan, som kan holde, da råvildtet jo ikke kender jægernes skelgrænser.
Derfor kan råvildtet ikke undgå at komme på naboterræn, hvor man måske har en anden afskydningsplan end på ens eget jagtterræn.

Modsat vil man på et større jagtterræn have større muligheder for at få den fulde effekt af en planlagt afskydning.

Uden at man ved det, har man formentlig allerede en aftale med nabojægerne om en afskydningsplan, da alle jægere forhåbentlig er enige om, at man skal afskyde alle de dårlige og syge dyr på reviret.
Hvis vi danske jægere gav hinanden håndslag på, at vi ville afskyde alle dårlige og syge dyr hen over året og specielt i efterårsmånederne, så ville vores råvildts sundhedstilstand blive bedre end nogensinde.

”Den fynske syge”, som er udbredt overalt i landet hvor vestandtætheden er stor, ville tilmed langsomt uddø.

Vi føler alle, at vi ejer råvildtet, hvorfor vi måske heller ikke har været de fødte diplomater, specielt ikke når talen falder på, hvad naboen afskyder af råvildt.
Derfor vil naboaftaler nogle steder være umulige at lave, mens der vil være mange andre steder, hvor der vil kunne opnås enighed om rigtig mange ting i forbindelse med den fremtidige råvildtforvaltning.

Vi vil jo alle sammen frem til det samme resultat, nemlig at have en sund bestand af råvildt stående på vores terræn.
Når dette er lykkedes, kan de, der har lyst til det, arbejde målrettet hen imod også at have store, stærke bukke på jagtterrænet.

Vi kender ikke råvildtets arveanlæg

Man bliver nødt til at have med i sine overvejelser, at en afskydningsplan for råvildtet altid vil indeholde en del ukendte faktorer, da vi jo ikke kan bedømme afkommet som i en husdyrproduktion.
Modsat en husdyrproduktion ved vi ikke, hvem der er far og mor til bukken eller for den sags skyld til hundyret, ligesom vi heller ikke kender stamtræet længere tilbage.

Det er muligt, at vi har en medaljebuk gående på jagtterrænet, men vi ved jo ikke, om bukken har sat op som medaljebuk på grund af gode egenskaber nedarvet fra hundyrs- eller handyrssiden.
Vi ved heller ikke, om de gode anlæg er nedarvet fra bedstefar, bedstemor eller oldeforældre.

Vi kan se, om råvildtet er sygt, eller om det er dårlige dyr (små af krop og lignende), hvorfor vi altid kan begynde at rydde ud blandt syge og dårlige dyr.
Dette er en forudsætning for at have en sund og stærk råvildtbestand stående på jagtterrænet.

Når dette er lykkedes, kan man via afskydningsplaner arbejde hen imod det, man ønsker at have stående på jagtreviret.

Hvor mange dyr skal afskydes?

De fleste er bekendt med DMU's (Danmarks Miljøundersøgelser) anbefaling om at afskyde en tredjedel af efterårsbestanden med en fordeling på 30 % bukke, 50 % lam og 20 % voksne hundyr.
Man mangler lige at indføre en meget vigtig faktor i denne afskydningsplan, pg det er at det forudsætter at alle dyrene er sunde.

Inden man låser sig fast på denne model, skal man lige gøre op med den ukendte faktor, nemlig hvor mange stykker råvildt man har stående på sit jagtterræn, før man kan tage en tredjedel af disse dyr og udføre en afskydning af henholdsvis 30 % bukke, 50 % lam og 20 % voksne hundyr.
Denne ukendte faktor om, hvor meget råvildt der står på et jagtterræn, er der nok mange, som har en mening om, men fakta er, at vi ikke ved det med sikkerhed.
Man skal derfor være forsigtig med at låse sig fast på et antal af dyr.

Hvis jagtterrænet primært består af skov, vil der givetvis stå flere dyr i skoven om vinteren, specielt hvis man fodrer råvildtet i skoven.
Man kan ikke sidde hjemme i sofaen og finde ud af, hvor meget råvildt man har stående på sit jagtterræn.

Derfor er det de råvildtforvaltere og jægere, som ofte færdes på jagtterrænet, der har de største forudsætninger for at kunne fastslå en råvildtbestands størrelse.
Det er ikke nok at køre på jagtterrænet én time om ugen. Det er langt mere tidskrævende.
Uanset hvordan vi forsøger at styre naturen, må vi nok erkende, at vi aldrig kommer til at styre den helt.

Den stærkeste buk er ikke altid den smarteste

Jeg arbejder ud fra den overbevisning, at de bukke med de stærkeste (læs: største) opsatser, som beslår hundyrene, er dem, hvorfra de gode og stærke opsatser bliver nedarvet.
Men uanset mine bestræbelser går det ikke altid, som præsten prædiker, hvilket råvildtet har overbevist mig om op til flere gange.

Når jeg i brunsten har været på reviret for at observere en af de store pladsbukke beslå råerne, har jeg set smarte yngre bukke udnytte pladsbukkens iver efter at bevise, hvem der er den ”stærkeste” buk på terrænet.
Pladsbukken jagtede alle andre større bukke væk, når de nærmede sig det hundyr, han havde udset sig at beslå.
Mens pladsbukken jagtede de andre bukke, beslog de yngre bukke hundyrene.

Den smarteste yngre buk, jeg har set, gik kun 50 meter fra pladsbukken og essede, mens pladsbukken var fuldt optaget af ivrigt at følge hundyret.
Han blev kun afbrudt af pladsbukkens jagen efter andre store bukke, som nærmede sig ham og den brunstige rå.
Når pladsbukken var ved den brunstige rå, gik den yngre buk og essede og var slet ikke interesseret i pladsbukken eller den brunstige rå.
Men lige så snart pladsbukken var på jagt efter en af de store bukke, overtog den yngre buk de forplantningsmæssige forpligtelser og beslog den brunstige rå.

Denne seance gentog sig flere gange, og i den periode, jeg observerede dyrene, beslog den yngre buk det brunstige hundyr flere gange, hvorimod den ”stærkeste” buk på reviret havde mere travlt med at jage end med at beslå.

Det er muligt, at pladsbukken var den "stærkeste", men der er ingen tvivl om, at den unge buk var den "smarteste".

Det er derfor en god afskydningsregel, hvis man beslutter sig for at afskyde dyr, som ikke umiddelbart virker ”kernesunde”, første gang man ser dyret.
Er man i tvivl om, hvorvidt dyret ligger lige på grænsen mellem et dårligt dyr og et kernesundt dyr, bør man afskyde dyret som et dårligt dyr.
Dette virker måske lidt barskt, men man må hellere afskyde et sundt dyr for meget end ét dårligt dyr for lidt.

Husk, at i efteråret kan en ”dårlig” gammelrå have to ”dårlige” lam plus de to ”dårlige” lam, som hun har i livmoderen, efter at hun blev beslået i august måned.

Dårlige dyr, som afskydes i jagttiden, defineres som råvildt med:

• Pelsproblemer.
• Lille kropsstørrelse i forhold til deres alder.
• Snabelsko eller tendens til dette.
• Hundyr med små lam (afhængigt af lammenes alder).
• Et usundt udseende.
• Trafikskader.
• Andre skader, som kan hæmme dyrets livs- eller levebetingelser.
• Treårige bukke, som stadig sætter dårligt op (vel at mærke i gode gevirår).

Afskydningsplan 3 – Flere dyr
Øg antallet af dyr på terrænet

Overtager man f.eks. et jagtterræn, hvor råvildtbestanden de sidste par år er reduceret kraftigt, skal man lave en plan for fremtiden.
Det kunne eventuelt være, at man overtager et jagtterræn, hvor de sidste jagtlejere ikke var enige i en opsigelse og derfor måske skød ”lidt” flere dyr end planlagt.

Det kunne også være et terræn, hvor råvildtbestanden har været for stor med små dyr til følge, og man så bevidst har afskudt råvildtbestanden ned til et minimum og på den måde kun skånet de store og stærke dyr.
Årsagerne kan være mange.

Ønsker man at øge antallet af dyr på jagtterrænet, er der kun én metode til dette, nemlig ikke at afskyde for mange gammelråer, smaldyr og rålam.
Hvis man vil afskyde hundyr, bør det kun være de dyr som man betragter som dårlige dyr.

På handyrssiden skal man også holde igen med afskydningen af bukke, så man ikke bare freder hundyrene og fortsætter afskydningen af handyrene.
Det kan nemlig bevirke en meget skæv kønsfordeling, hvilket heller ikke er ønskeligt.

Man skal hele tiden tænke på at bestanden skal bestå af sunde dyr, hvorfor mange sunde hundyr på jagtterrænet giver flere sunde dyr.

Afskydningsplan 4 – Færre dyr
Sænk antallet af dyr på terrænet

Hvis man vurderer, at man har for mange dyr på jagtterrænet, skal man afskyde flere dyr, end man plejer.
Man skal specielt koncentrere afskydningen om hundyrene for at sætte en stopper for produktionen af flere og specielt for mange dyr.
Man skal her afskyde hårdt blandt hundyrene, men også reducere bukkebestanden ud fra, hvor mange bukke man havde på terrænet, da afskydningen begyndte.
Få hundyr på jagtterrænet giver færre nye dyr.

Afskydningsplan 5 – Genopret bestanden
Genoprettelse af en meget dårlig bestand

Hvis man i Danmark overtager et jagtterræn med en meget dårlig råvildtbestand, enten på grund af sygdom eller manglende råvildtforvaltning gennem flere år, er det ikke altid, at afskydningsplan 1 og afskydningsplan 2 er tilstrækkelige til at rette bestanden på reviret op igen.

Har man en meget dårlig bestand af råvildt stående på jagtterrænet, dvs. små dyr af krop og små bukke med elendige trofæer, er man meget naiv, hvis man tror, at man blot kan afskyde de dårligste af disse dyr, hvorefter bestanden vil rette sig op igen.
Nej, man skal gå meget mere drastisk til værks og planlægge at bortskyde den dårlige bestand af råvildt.

Forbedring af råvildtets levebetingelser

Man skal også kigge på de sidste mange års levebetingelser for råvildtet eller mangel på disse, som formentlig ikke har været ideelle.
Hvis man på et jagtterræn vil forbedre levebetingelserne for råvildtet, skal man tænke på, hvad råvildtet værdsætter, og prøve at skabe en natur, som råvildtet trives i.

Det kunne f.eks. være mange forskellige vildtagre, specielt i efteråret, hvor efterårsfedningen er meget vigtig, tætte kulturer, hvor råvildtet kan søge dækning hele året, lavt jagttryk osv.

Afskydningen af den dårlige bestand

Når man skal i gang med selve afskydningen af råvildtet i efteråret, skal man virkelig gå til den.
Nogle vil frygte, at man kommer til at afskyde alle dyrene på jagtterrænet, men bare rolig, dette er ikke muligt, medmindre der er tale om meget små jagtterræner.

De eneste hundyr, som ikke afskydes, er dyr, som er store af krop og kernesunde.

For bukkenes vedkommende skal man ikke kigge på trofæstørrelserne, men også her kun skåne bukke med en stor kropsstørrelse.

Om man afskyder 50 %, 60 % eller måske 80 % af den samlede bestand af råvildt på sit jagtterræn i efteråret, afhænger selvfølgelig af den enkelte råvildtforvalters vurdering af sundhedstilstanden i den aktuelle råvildtstamme.

Personen eller personerne, som forestår afskydningen af råvildtet, skal have viden og erfaring i at vurdere råvildtet for at kunne foretage afskydningen korrekt.
Her gælder det i øvrigt også, at man hellere må afskyde ét godt dyr for meget end ét dårligt dyr for lidt.

Det første år efter afskydningen

Når afskydningen af dyr med ringe kropsstørrelse er overstået hen over vinteren, har man forhåbentlig fået skudt rigtig mange dyr på jagtterrænet.
Dette burde tydeligt kunne ses, når man et par gange om ugen kører i bil og kigger på råvildt på sit jagtterræn.
Her skulle dyrene, man trods alt en gang imellem burde se, gerne være sunde og med en god kropsstørrelse.

I det første år efter at man har lavet denne grove udrensning (afskydning) blandt dyrene, ser man ikke så meget råvildt som tidligere.
Man skal fortsat holde øje med sundhedstilstanden hos de resterende hundyr og de lam, som hundyrene sætter hen over sommeren.

Man skal helst ikke afskyde bukke i året efter udrensningen, medmindre vi taler om bukke, som falder ind under afskydningsplan 1 eller 2 (dårlige dyr).

Det andet år efter afskydningen

I andet år kan man begynde at selektere lidt i bukkene, og resultatet af første års udrensning skulle nu gerne kunne ses på kropsstørrelserne på både hun- og handyr.
Nu har man faktisk kun brugt to år på at genoprette en dårlig råvildtbestand til en noget sundere og bedre råvildtbestand.

Nu er det, man skal beslutte, hvad man vil med sin råvildtbestand fremover, ud over at den skal bestå af sunde dyr, og planlægge sin forvaltning og afskydning af råvildtet ud fra disse ønsker.

Man skal hele tiden være opmærksom på, at syge og dårlige dyr er uønskede på reviret, og derfor sikre sig, at de bliver afskudt – også i fremtiden.

Selve afskydningen er det vigtigste her og nu, men på den længere bane skal man også overveje, hvilke nye tiltag man kan etablere på jagtterrænet.
Det kunne være vildtagre, etablering af nyplantninger, remiser, tætte kulturer, hvor råvildtet kan søge hen, når der er jagt, eventuelt et lavere jagttryk osv.

Afskydningsplan 6 – Store bukke
Sådan arbejder man målrettet mod at få store bukke

Ønsker man at have store bukke på sit jagtterræn, skal man først sikre sig, at råvildtbestanden består af sunde og store dyr.
Hvis man tror, at man kan springe over og blot give en middelmådig råvildtbestand kraftfoder, hvorefter de store bukke vælter op af jorden som anemoner i en bøgeskov om foråret, så kan man lige så godt spare pengene til kraftfoderet, da dette ikke vil ske.

Som jeg tidligere har sagt, så giver kraftfoder alene ikke store bukke.

Mange bukke at vælge imellem

Skal man lave store bukke på jagtterrænet, skal man have mange bukke at vælge imellem.
Desværre ender alle bukke ikke som medaljebukke, selvom man giver bukkene de optimale muligheder for dette.

Når man skal have mange bukke at vælge imellem, betyder dette også, at man ikke kan afskyde så mange bukke som ved en normal afskydningsplan i hele opbygningsfasen.
Man skal forsøge at få kønsfordelingen så tæt på 1:1 som muligt, hvilket vil sige, at man skal forsøge at have lige mange han- og hundyr på jagtterrænet.

En kønsfordeling så tæt på 1:1 som overhovedet muligt er ret vigtig, da man gerne skulle sikre, at det kun er de ”stærkeste” bukke, som beslår hundyrene.
I denne ligning går vi ud fra, at de "stærkeste" bukke er sunde voksne bukke med store trofæer.
Man skal derfor hele tiden tilstræbe, at en råvildtbestands handyr kun består af sunde og stærke bukke med det rigtige potentiale i opsatsudviklingen.

Et-årsbukke

Som udgangspunkt skydes der ikke nogen årsbukke, medmindre de falder ind under kategorierne i afskydningsplan 1 og afskydningsplan 2.

Uanset hvor dygtig en råvildtforvalter man er, er det en kendsgerning, at ingen mennesker i verden kan forudse, hvordan en buks opsats kommer til at se ud som seksårig ud fra bukkens opsats alene det første år – også selvom bukken det første år sætter op som knopbuk.
Knopbukke afskydes kun, hvis de er små af krop, eller man har rigeligt med bukke på jagtterrænet.

Toårsbukke

Der afskydes meget skånsomt blandt toårsbukke, specielt hvis det er et dårligt gevirår.
Hvis en toårsbuk viser dominans eller meget territoriale tendenser, skal den afskydes.

Treårsbukke

Når bukkene når treårsalderen, skal man med tydelighed kunne se potentialet i bukken, som afgør, om bukken afskydes som en buk, man ikke tror på, eller skånes som en buk, man satser på.
Dog skal man stadig afskyde skånsomt i dårlige gevirår.
Hvis en treårsbuk viser dominans eller meget territoriale tendenser, skal den afskydes.

Fire- og femårsbukke

Når bukkene rammer fire- og femårsalderen, bør man kun have bukke i denne aldersgruppe, som i gode gevirår kan udvikle store, kraftige opsatser, og som minimum kan tage en bronzemedalje ved en senere opmåling.
I dårlige gevirår afskydes stadig skånsomt.

Man skal lade de absolut bedste bukke nå en alder af seks-syv år, før man overvejer at afskyde dem.
Hvis man lader disse ældre bukke med de stærke og store opsatser blive ældre end seks-syv år, sker der ikke noget ved dette. Tværtimod, fristes jeg til at sige.
Man sikrer nemlig herved, at de ældste bukkes gode gener i forbindelse med opsatsdannelsen nedarves i flere generationer, hvilket kun er ønskværdigt.

En af de største fejl man kan lave med bukkene

En af de største fejl mange laver i deres råvildtforvaltning, hvor man vil lave store bukke, er at afskyde den første buk man har i medaljeklassen.
Denne buk opfylder alle de krav man har til sin forvaltning af bukkene, og derfor skal man sikre sig at denne buk indgår i den videre avl på reviret.
Først når man har flere medaljebukke gående på reviret, kan man begynde at høste nogle af dem.
Hvis vi skeler til landbruget, slagter landmanden jo heller ikke hans præmietyr! 

Gode og dårlige gevirår/opsatsår

Det er bevidst, at jeg skriver, at man skal afskyde skånsomt i dårlige gevirår, da en buk godt kan sætte dårligt op i et dårligt gevirår, hvorefter den næste år sætter stort op, hvis det er et godt gevirår.
Når man vil afskyde store bukke og gerne medaljebukke, er det vigtigt, at man skeler til, om det er et godt gevirår eller et dårligt gevirår, før man beslutter, hvilke bukke der skal afskydes.

Generelt kan man sige, at man i de dårlige gevirår skal afskyde skånsomt, mens man kan ”høste” i de gode gevirår.
Det er ikke et ”must”, at man absolut skal afskyde en buk, fordi den ligger i medaljeklassen.

Tænk flere år frem, og lad bukken få nogle flere år på bagen, så man også sikrer, at den får nedarvet de gode anlæg for store opsatser, som denne buk har bevist, at den har.
Vær også opmærksom på ikke at afskyde for mange lam (specielt bukkelam) i det område, hvor medaljebukken (eller medaljebukkene) står, da man kan håbe på, at de gode gener nedarves i alle de lam, hvor medaljebukken har beslået lammets mor.

Territoriehævdende bukke

Har man på jagtterrænet meget territoriehævdende bukke eller for den sags skyld territoriehævdende hundyr, bør man afskyde disse, da disse egenskaber ikke er ønskværdige i områder, hvor man gerne vil have mange han- og hundyr sammen.

Jeg har ved selvsyn på det jagtrevir, jeg selv forvaltede, set fem medaljebukke gå sammen og esse på et brakstykke på kun fire hektar uden problemer.
Jeg har hørt om tilfælde i Sverige, hvor der er set tre guldmedaljebukke gå sammen og esse på en mark på nogle få tønder land osv.

Man kunne fristes til at tro, at ældre, stærke bukke, som kender revirgrænserne og deres egen styrke, ikke hele tiden skal have bekræftet, at alle er bange for dem som en anden ”rocker”.
Disse stærke bukke evner altså at virke mere rolige i deres aggressivitet over for andre bukke.
Årsagen kan også være at de mest dominerende bukke er taget ud af avlen allerede som to- eller treårige bukke.

Kan man bedømme bukkens arveanlæg ud fra opsatsen?

De år, en buk opsætter en stor opsats, bliver den ikke afskudt på grund af de gode genetiske anlæg.
Når den samme buk året efter opsætter en dårlig opsats, bliver den vurderet og afskudt som avlsfordærver.
Da vi i dag ved, at en buk kan sætte forskelligt op fra det ene år til det andet – både i højde, tykkelse, farve, stængernes stilling, sprosserne og vinklerne på disse – kan man undrende spørge sig selv:
I hvilket af årene var bukken repræsentativ for arveanlægget af opsatsen?
Svaret er begge år, da en buks genetiske anlæg er den samme gennem hele livet.

Når man skal selektere blandt bukkene, kan man arbejde ud fra to modeller.
Nedenfor er både model 1 og model 2 beskrevet.

Store bukke – model 1

Hvert år kun gemme bukke, der sætter godt op og ser lovende ud.
På denne måde fremelskes de gode genetiske anlæg ved at bortskyde de mindre gode bukke.
Det farlige ved model 1 er, at man kan risikere at bortskyde bukke, som det pågældende år har sat dårligt op (dårligt gevirår) og umiddelbart ikke ser lovende ud, men som ikke desto mindre har de ”gode gener”, man ønsker.
Derfor skal man hvert år have styr på om året er et godt eller dårligt gevirår.

Store bukke – model 2

• Hav mange bukke at vælge imellem.
• Afskyd ikke sunde etårsbukke (store af krop).
• Afskyd meget skånsomt blandt de yngre bukke.
• Lad bukkene blive fire-seks år gamle.

Ved model 2 vil der være store chancer for, at nogle af de ”bedste” bukke sætter op i medaljeklassen, specielt hvis de afskydes i de gode gevirår.
Jeg har med succes brugt model 2, hvorfor jeg vil anbefale den til andre råvildtforvaltere, som vil avle store bukke.

Returbukke

Nogle påstår, at returbukke er bukke med lidt alder på bagen, som ikke opsætter en stor opsats mere.
Man siger, at bukken er gået retur, og mener, at det kun går ned ad bakke med opsatsdannelsen for denne returbuk, hvorfor mange afskyder den.

Den almindelige opfattelse af, hvad en returbuk er, vil jeg tillade mig at stille mig tvivlende over for.
Hvis man skal tale om, at bukken er gået retur i forhold til sidste år, må dette betyde, at man har set akkurat den samme buk sidste år, hvilket ikke altid er tilfældet.

Når man taler om returbukke, må man formode, at det er bukke ældre end seks år.
Men da ca. 75 % af de bukke, der hvert år bliver afskudt, er et-to år gamle, kan der ifølge en almindelig matematisk udregning ikke være ret mange ”rigtige” returbukke i Danmark.

Hvem siger, at returbukken i det år, hvor den bliver afskudt som returbuk, ikke blot har sat dårligere op, fordi det netop er et dårligt gevirår?
Og hvorfor skal returbukke egentlig afskydes?

Man kan jo roligt fastslå, at afskyder man en buk som returbuk, og denne via diverse kendetegn aldersvurderes til kun at være tre-fire år, så er der formentlig ikke tale om, at bukken er gået retur.
Det er blot en buk, som har sat lidt dårligere op i det pågældende år, formentlig på grund af et dårligt gevirår eller måske dårlige anlæg eller dårlig trivsel.

Hvis man virkelig har kendskab til bukken gennem mange år – og her mener jeg gennem de sidste fem-seks år – og den i denne periode har båret en opsats i medaljeklassen, hvorfor skal den så afskydes?
Returbukken giver stadig de gode gener videre og kan stadig beslå hundyr, selvom han måske er blevet fortrængt til et mindre hjørne af det gode revir.

I dårlige gevirår vil man formentlig se flere ”returbukke” end i gode gevirår, hvilket rent faktisk betyder, at vi jægere bare kalder bukkene returbukke, hvis de i en ung alder sætter dårligt op.