Afskydning af efterårsdyr

Det er bedre at afskyde ét sundt dyr for meget end ét dårligt dyr for lidt
Den 1. oktober går den vigtigste del af råvildtforvaltningen i gang, når vi taler om afskydning af dyr, nemlig afskydningen af efterårsdyr.
Men før man går i gang med afskydningen, bør man overveje, hvad formålet med afskydningsplanen for efterårsdyrene er, så man ikke bare går ud og afskyder råvildt på må og få.
Hvad vil man opnå med afskydningsplanen?
Når man har en afskydningsplan, er der mulighed for at påvirke udviklingen af f.eks.:
- Udelukke dårlige dyr fra at indgå i avlen.
- Øge antallet af dyr på terrænet.
- Sænke antallet af dyr på terrænet.
- Bevare bestandstørrelsen, som den er på nuværende tidspunkt.
- Regulere kønsfordelingen mellem han- og hundyr.
- Ændre trofæstørrelserne på bukkene.
- Det er oplagt, at alle dårlige dyr skal afskydes.
Hvis man ønsker flere dyr på terrænet
Ønsker man at øge antallet af dyr på terrænet, skal man holde igen med afskydningen af produktive hundyr og rålam.
Dog skal man være opmærksom på, at området har en vis bæreevne, afhængigt af fødemuligheder, tætte ståsteder og lignende.
Hvis man forsøger at øge bestanden ud over områdets maksimale bæreevne, får man måske umiddelbart flere dyr på terrænet, men sundhedstilstanden blandt dyrene vil falde drastisk.
Hvis man ønsker færre dyr på terrænet
Hvis man vil sænke antallet af dyr på terrænet, skal man afskyde hårdt blandt de produktive hundyr samt rålam.
Hvis man ønsker at bevare bestandens størrelse
Hvis man vil bevare den eksisterende bestandstørrelse, som man har på nuværende tidspunkt, anbefaler flere, at man læner sig op ad DMU's (Danmarks Miljøundersøgelser) anbefaling om at afskyde en tredjedel af efterårsbestanden med en fordeling på 30 % bukke, 50 % lam og 20 % voksne hundyr.
Det lyder jo dejligt nemt, men problemet ved denne model er, at der ikke er nogen, som med sikkerhed kan sige, hvor stor en råvildtbestand er på eksempelvis 500 hektar.
Derfor er det svært at sætte tal på, hvor mange hundyr, lam eller bukke man skal afskyde.
Derudover er der også den vigtige detalje, at såfremt procent tallene skal holde, skal det selvfølgelig være en sund råvildtbestand.
Regulering af kønsfordelingen
Ønsker man at udligne kønsfordelingen mellem han- og hundyr, skal man afskyde mange hundyr og skåne handyrene, da der stort set på alle revirer står et betydeligt større antal hundyr end handyr.
Hvis man ønsker større bukke
Ønsker man at ændre trofæstørrelserne på bukkene til noget bedre, kunne man starte med at lade bukkene blive tre-fire år, før man afskyder dem.
Man bør kun afskyde bukke, som tydeligvis er små af krop, såsom etårsbukke, samt bukke, som i to- og treårsalderen sætter meget dårligt op.
Det optimale ville være, at man tog hele råvildtforvaltningen op til overvejelse og lavede en målrettet plan for råvildtforvaltningen for de næste tre år.
Kom tidligt i gang med efterårsafskydningen
Det gælder om at komme i gang med afskydningen så hurtigt som muligt efter den 1. oktober, da det kun bliver sværere, jo længere vi kommer ind i jagtsæsonen.
Hvis man skal have afskudt nogle gammelråer (voksne hundyr med lam), bør man ikke afskyde dem i starten af jagtsæsonen, da det er alt for tidligt at overlade lammene til sig selv.
Alle riffeljægere kender til forventningens glæde op til bukkejagten, hvor man besøger jagtreviret flere gange og observerer bukkene osv.
Desværre er det ikke altid med samme ildhu, glæde og planlægning, man går ind i efterårsjagten på råvildtet og i særdeleshed på hundyr og lam.
Dette resulterer mange gange i forkert afskydning af efterårsdyrene eller slet ingen eller meget få afskudte efterårsdyr, når jagttiden slutter.
Det giver bestemt ikke sunde dyr på den lange bane.
Uanset om man vil producere store bukke eller ej, skal man have en sund råvildtbestand på jagtreviret, hvilket kun kan lade sig gøre, hvis man tager råvildtforvaltningen alvorligt – hele året rundt.
Reguleringen af efterårsdyrene er den sværeste del af råvildtforvaltningen, og en forkert afskydning af efterårsdyr kan få alvorlige konsekvenser for råvildtet.
Fodring stiller større krav til afskydningen
Hvis man fodrer råvildtet, skal man være ekstra hård i afskydningen af efterårsdyrene, da flere dårlige dyr måske kun klarer sig gennem vinteren på grund af fodringen.
Det er oplagt, at disse dyr skal udtages af det eksisterende avlsmateriale, da disse dyr intet godt kan viderebringe.
Hvis man ikke fodrede, ville chanserne for at de dårligste dyr går til af sig selv, hvorved skaden ikke ville være så stor.
I de sidste mange år har vi haft milde vintre, hvilket ikke gavner råvildtbestanden. En hår, kold og lang vinter hjælper os alle med at få ryddet ud blandt de dårligste af dyrene, som vi ikke havde fået afskudt i efteråret.
Den fynske syge og råvildtforvaltningen
Jeg er ikke i tvivl om, at ”Den fynske syge” er opstået på grund af en forkert råvildtforvaltning.
Det vil blandt andet sige forkert afskydning – eller snarere manglende afskydning – specielt af efterårsdyrene (hundyr og lam).