Skip to main content

Skal yngre dyr / spidsbukke afskydes

Skal man skåne de unge bukke?

Hvis man vil frembringe store bukke, skal man have mange bukke at vælge imellem, hvorfor man ikke bør afskyde etårsbukke, medmindre de er små af krop.

Men hvis man ikke har ambitioner om store bukke eller måske ikke har mulighederne på grund af et begrænset jagtrevir, kan man selvfølgelig afskyde spidsbukke eller andre yngre bukke.

Er det forkert at afskyde spidsbukke?

Nogle mener, at det ikke er rigtig jagt at afskyde spidsbukke eller yngre bukke med små trofæer. De er for nemme at nedlægge osv.
Jeg mener ligefrem, at der ofte drives en form for ”hetz” mod dem, der valgte at afskyde spidsbukke eller yngre dyr, hvilket efter min mening er meget forkert.

Så længe man får en god jagtoplevelse og stadig kan få bukkefeber, synes det er spændende og sætter pris på trofæet, skal man selvfølgelig fortsætte med at skyde spidsbukke og yngre bukke.
Hvis man som jæger får en god jagtoplevelse ud af situationen, er det fuldstændig lige meget hvad andre mener.

Når man så har skudt mange bukke og måske ikke længere ”tænder” så meget på en spidsbuk (den skal jo opbrækkes, opsatsen afkoges osv.), bør man stoppe med at afskyde disse og i stedet gå på jagt efter større bukke.
Så kan man lade spidsbukke og andre yngre bukke passere, når man ser dem.
Det giver faktisk også en form for tilfredsstillelse at lade være med at krumme fingeren, hver gang man kommer på skudhold af en buk, og det er altid en god huskeregel, at fordi der er jagttid - har man ikke skydepligt.

Hvad er en god jagtoplevelse?

En lang pürsch på 150 meter, på maven ud over en nyslået brakmark, uden videre dække og i halvdårlig vind, afsluttet med en dræbende kugle på 100 meters afstand, kan være en fantastisk jagtoplevelse, selvom trofæet ikke er det helt store.

At sidde i en hochstand i udkanten af skoven, hvor man ved, at en medaljebuk kommer ud hver morgen, og så afskyde den på 45 meters afstand med fast anlæg på hochstanden kl. 05.10 den 16. maj, kan for andre være en stor jagtoplevelse.

Om man foretrækker den ene situation frem for den anden, er det kun den enkelte jæger, der kan bedømme.
Derfor kan ingen beslutte, hvad der er det ”rigtige” eller ”forkerte”, da nogle foretrækker at pürsche, mens andre foretrækker at sidde på anstand.

Ligesom nogle finder glæde ved at skyde yngre dyr, finder andre glæde ved at skyde ældre dyr.
Det vil altid være op til den enkelte jæger at vurdere, om han eller hun stadig får en god jagtoplevelse ud af at skyde spidsbukke og yngre dyr.

I øvrigt er det en almindelig opfattelse, at kødet fra yngre bukke som hovedregel smager langt bedre end kødet fra gamle bukke. Om det er sandt er op til den enkelte at vurdere.

Tal med naboen i stedet for at skyde bukken

Hvis man kun afskyder de yngre bukke, for at naboen ikke skal afskyde dem, er det vist på tide, at fornuften sejrer.
Så bør man tage to kølige håndbajere med over til naboen og i fællesskab få lavet nogle aftaler, som begge parter på længere sigt bliver meget mere tilfredse med.

Der er iøvrigt forkert når man påstar, at man ikke på de små revirer, kan lave en fornuftig forvaltning af råvildtet, så man senere kan afskyde bukke med store trofæer.

Det kræver kun én ting, og det er at man kan lave naboaftaler og blive enige om en fornuftig forvaltning af råvildtet på de revirer som er omfattet af en naboaftale.