Skip to main content

Foderpladser skal passes og plejes

Hvis du fodrer dit råvildt fra foderhuse, skal du huske at passe og pleje både foderhus og foderplads året igennem. Uanset hvor mange uger råvildtet er om at tømme et foderhus for foder, skal du mindst én gang pr. uge tilse foderhuset.

Hvis du fodrer med kraftfoder, skal du være opmærksom på, at foderet ikke er vandafvisende. Kraftig regn, fygesne og fugtigt vejr kan derfor betyde, at det foder, der er faldet ned i krybben, bliver vådt eller fugtigt.
Fugtigt kraftfoder bør ikke blive liggende. Det skal skrabes op af krybben og bortskaffes, så råvildtet ikke æder fordærvet eller muggent foder. Derfor bør foderhuset tilses mindst én gang om ugen – og gerne oftere i perioder med meget nedbør eller fugtigt vejr.

Hold rent omkring foderhuset

Et foderhus er et naturligt samlingssted for råvildtet. Flere dyr kommer tilbage til det samme forholdsvis lille område, og dermed kan foderpladsen også blive et sted, hvor eventuel smitte lettere kan overføres mellem dyrene.

Derfor er det vigtigt at holde rent både i og omkring foderhuset. Jeg anbefaler desuden, at foderhuset med jævne mellemrum flyttes nogle meter, så dyrene ikke konstant æder, færdes og efterlader ekskrementer på præcis det samme sted.

Et gammelt landmandstrick er samtidig at kalke jorden foran og omkring foderhuset nogle gange om året.

Kalk er ikke bare kalk

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvilken type kalk man anvender. Forskellige kalkprodukter har forskellige egenskaber, og ikke alle har den desinficerende virkning, man ønsker.
Jeg anbefaler hydratkalk, også kaldet melkalk, som gennem meget lang tid har været anvendt i forbindelse med desinfektion.
Nederst i artiklen kan du se en oversigt over de forskellige kalktyper og deres egenskaber, herunder hvilke der har en egentlig desinficerende effekt.

Hydratkalk skal imidlertid behandles med respekt. Brug handsker og beskyttelsesbriller og, når der er risiko for støvdannelse, også egnet åndedrætsværn.

Spred kun et tyndt lag på jorden. Råvildtet skal efterfølgende kunne færdes på foderpladsen uden risiko for irritation eller ætsningsskader. Det er derfor bedre at behandle området forsigtigt flere gange end at lægge et kraftigt lag kalk ud på én gang.

Smitterisikoen skal tages alvorligt – men proportionerne skal bevares

Man skal naturligvis ikke negligere risikoen for smitte på en foderplads. Men sørger man for at holde foderhuset rent, fjerne fugtigt og gammelt foder, flytte foderhuset med mellemrum og behandle jorden omkring det, har man gjort meget for at begrænse risikoen.

Dyr i dårlig kondition eller med et svækket immunforsvar vil generelt være dårligere rustet til at modstå infektioner end sunde og stærke dyr i god kondition. Det betyder ikke, at sunde dyr ikke kan smittes, men deres modstandskraft vil som udgangspunkt være bedre.

Hvad så med slikstenene?

Jeg kan i øvrigt undre mig over, at nogle meget kraftigt advarer mod smitterisikoen ved foderpladser, men sjældent nævner slikstenene.
Hvis man mener, at foderpladsen udgør en væsentlig smitterisiko, bør man også forholde sig til de sliksten, der står rundt omkring på mange revirer. Her kommer forskellige dyr tilbage til præcis det samme sted og har direkte kontakt med den samme overflade med mule, mund og tunge.
Hvis der er steder på reviret, hvor man bør være opmærksom på muligheden for smitteoverførsel mellem råvildtet, må slikstenene derfor også indgå i diskussionen.
Men det er en helt anden historie.

Placeringen er vigtigere end antallet

Hvis man skal have det fulde udbytte af fodring via foderhuse, er det afgørende, at foderhusene står de rigtige steder.
Et foderhus skal stå dér, hvor råvildtet i forvejen opholder sig, og hvor dyrene føler sig trygge.
Det er sjældent ude på helt åbne arealer eller midt i en åben løvskov, men typisk i eller tæt ved tættere bevoksninger, hvor råvildtet har dækning og hurtigt kan søge skjul.

Står foderhuset rigtigt placeret, vil man ofte kunne finde sæder omkring det, hvor råvildtet har ligget og tygget drøv eller blot opholdt sig.
Netop sæderne kan med fordel bruges allerede inden opsætningen. Finder du et område med mange sæder og tydelige tegn på regelmæssigt ophold, har råvildtet allerede fortalt dig, at det føler sig trygt på stedet.

Placeringen af foderhusene er derfor langt vigtigere end antallet. Ét rigtigt placeret foderhus kan være langt mere værd end flere foderhuse, der står steder, hvor råvildtet kun nødtvunget kommer.

Der er desuden nogle praktiske forhold, som er værd at tænke over:

  • Placer foderhuset højt i terrænet og undgå lavninger, hvor der kan samle sig vand i årets våde perioder.
  • Stil gerne de fire ben på fliser, mursten eller lignende. Så står træet ikke direkte på den fugtige skovbund, og foderhusets levetid forlænges betydeligt.
  • Tænk også på muligheden for vildtkameraer. Træer omkring foderhuset gør det nemt at placere ét eller flere kameraer og følge, hvilke dyr der benytter foderpladsen.
  • Fodring bør påbegyndes i god tid hen over sommeren. Man bør ikke først begynde, når vinteren og kulden er kommet.

Fodring giver IKKE i sig selv en sund bestand

Det er efter min opfattelse en stor misforståelse at tro, at man automatisk får en sundere råvildtbestand, blot fordi man fodrer.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at fodring i visse situationer kan modarbejde den bestandsforvaltning, man egentlig ønsker at gennemføre.

Vil man have en sund og stærk råvildtbestand på sit revir, kommer man ikke uden om selve forvaltningen. Foderhuset kan være et redskab, men det kan aldrig erstatte en målrettet afskydning.
For mig betyder en konsekvent råvildtforvaltning blandt andet, at små, svage og dyr i dårlig kondition prioriteres i afskydningen, mens store, sunde og stærke dyr i videst muligt omfang får mulighed for at blive i bestanden.

Tidligere kunne lange og hårde vintre med knaphed på føde medføre en betydelig naturlig dødelighed. Dyr i dårlig kondition havde vanskeligere ved at klare vinteren end dyr med gode kropsreserver.
I dag oplever vi sjældnere de lange og hårde vinterperioder. Kombinerer man mildere vintre med omfattende fodring, hjælper man samtidig nogle af de dyr gennem vinteren, som ellers ville have haft vanskeligere ved at klare sig.
Det er værd at tænke over.

Hvis man år efter år sørger for rigeligt foder, men samtidig undlader at foretage en konsekvent afskydning af dyr i dårlig kondition, løser man ikke nødvendigvis bestandens problemer. Man kan tværtimod være med til at fastholde dyr i bestanden, som ud fra et forvaltningsmæssigt synspunkt burde have været prioriteret i afskydningen.
Disse dyr kan efterfølgende indgå i reproduktionen på lige fod med resten af bestanden. Samtidig kan dårlig kondition hos råerne påvirke deres muligheder for at investere optimalt i drægtighed, diegivning og lammenes opvækst.

Foderhuset kan ikke erstatte forvaltningen

Problemet er derfor ikke nødvendigvis selve fodringen. Problemet opstår, hvis man tror, at man kan fodre sig til en sund råvildtbestand.
Det kan man efter min opfattelse ikke.
Fodring kan være et supplement, men den grundlæggende forvaltning foregår med riflen. Man skal kende sin bestand, vurdere dyrenes kropslige kvalitet og sørge for, at de dyr, man ikke ønsker skal præge den fremtidige bestand, prioriteres i afskydningen.
Foder kan hjælpe råvildtet gennem perioder med et begrænset naturligt fødeudbud.
Men foder kan aldrig erstatte en konsekvent råvildtforvaltning.