En guldbuk er mere værd levende end død
I 2009 havde jeg en guldbuk på omkring 150 CIC-point gående i et bestemt område af reviret.
Jeg havde kendt bukken i flere år og ønskede, at hans gode genetiske anlæg skulle videreføres.
Derfor blev han fredet, da jeg gerne ville have, at han fik mulighed for at beslå så mange hundyr som muligt i brunsten, så hans gode gener kunne blive bevaret i bestanden.
Flere bukke omkring ham måtte lade livet, da jeg ønskede, at han skulle have mest mulig ro omkring sig.
Samtidig fredede jeg alle sunde bukke- og rålam i det samme område, hvor den store buk havde beslået hundyrene.
Der var ingen tvivl om, at bukken havde særdeles gode anlæg for at udvikle en stor opsats.
Men kun tiden ville vise, om hundyrene i området også kunne bidrage med de ønskede egenskaber, og hvordan det ville komme til udtryk hos afkommet.
En levende guldbuk har en særlig værdi
En guldbuk som den ovenfor beskrevne er i min verden meget mere værd levende end død.
De daglige observationer, fotografierne af ham og rundturene med gæster på reviret, som blev imponerede over at se en levende guldbuk, havde en helt særlig værdi.
Dertil kom omtalen af ham blandt andre bukkejægere, som også fandt det spændende, at en så stor buk fik lov til at leve videre.
Alt dette var for mig langt mere værd, end hvis bukken var blevet skudt og efterfølgende hang som et trofæ på en eller andens væg.
For mig handler arbejdet med at frembringe medaljebukke ikke kun om at kunne afskyde dem, men også om glæden ved at følge deres udvikling og lade de allerbedste bukke leve videre.
