Trofæjagt
Ordet trofæjagt klinger ikke så godt i manges ører, men i virkeligheden er de fleste riffeljægere trofæjægere i en eller anden grad

Er vi ikke alle trofæjægere?
Lad os tage et tænkt eksempel.
Vi er inviteret på riffeljagt og sidder i et tårn med riflen klar og venter på, at råvildtet skal komme på skudhold under en trykjagt eller bevægelsesjagt.
Pludselig springer fem stykker råvildt ud på brakstykket, 75 meter fra tårnet, og stiller sig alle med bredsiden mod tårnet i forlængelse af hinanden.
Det er en gammelrå med ét rålam, ét smaldyr, en pæn spidsbuk og en seksender i medaljeklassen.
Straks tænker man på, hvad jagtlederen sagde under parolen, og man husker tydeligt hans ord:
”Der må skydes lam og bukke uanset størrelse.”
Jeg er sikker på, at langt de fleste jægere, som bliver bragt i denne tænkte situation, vil skyde seksenderen i medaljeklassen.
Men hvorfor skyder vi ikke lammet, da det jo også var en mulighed og formentlig er bedre kød?
Hvorfor skyder vi ikke den pæne spidsbuk i stedet for seksenderen i medaljeklassen og efterfølgende meddeler jagtlederen, at han selv kan gå ud og skyde medaljebukken?
Jo, fordi vi alle er trofæjægere i en eller anden grad, når det kommer til stykket.
Når interessen for medaljebukke vokser
Efter at man har gået på jagt i rigtig mange år og derved haft mulighederne, heldet og dygtigheden til at nedlægge flere bukke, melder lysten sig ofte til også at skyde medaljebukke.
Først én, så to, og efterhånden kommer man måske op på et større antal medaljebukke gennem årene.
Men når man har skudt mange bukke og begynder at interessere sig mere for medaljebukke, kan det hurtigt komme til at koste rigtig mange penge.
Der er ikke nok medaljebukke i Danmark til at dække den store efterspørgsel, hvorfor mange søger mod udlandet.
Der er faktisk gået industri i at producere medaljebukke til pengestærke købere, hvilket i øvrigt også gælder for både kron- og dåvildt.
Jagten på de store bukke koster penge
Mange af de bukkejægere, som gennem årene har nedlagt adskillige medaljebukke, er jægere, der har gået på jagt hele livet.
Det er ofte mennesker, som i deres voksne liv driver et erhverv, hvor de tjener godt, og som derfor har mulighed for at fortsætte deres riffeljagt med særlig interesse for de store medaljebukke.
Disse personer køber eller lejer sig ind på jagtejendomme i udlandet, hvor de store bukke står, og skyder måske én til tre medaljebukke om året.
Det skal ingen hemmelighed være, at jeg misunder disse mennesker, som har de økonomiske midler til at jage de store medaljebukke, og som vel at mærke ligesom os andre har gået den lange vej med bondemandsjagt, strandjagt osv., fra de var helt unge.
Jeg har skrevet andetsteds at der ikke findes nogen genveje til at frembringe medaljebukke, hvilket også er sandt.
Men der findes bestemt genveje til at skyde medaljebukke, forudsat at man er velhavende og villig til at betale for ydelsen.
Fra nyjæger til trofæjæger på kort tid
I dag kan man faktisk tage et kort jagttegnskursus på et få dages kursusforløb i marts eller april, hvorefter man, når jagtprøven er bestået og de nødvendige betingelser er opfyldt, kan gå videre til riffelprøven.
Det betyder, at man på forholdsvis kort tid kan opnå retten til at gå på riffeljagt uden nødvendigvis at have ret meget praktisk erfaring med at færdes i naturen eller med selve jagten.
Et tænkt eksempel, vil mange læsere nok påstå.
Men fakta er, at jeg har ført riffeljægere rundt på et terræn, som pludselig er stoppet op under en bukkepürsch og forskrækket har spurgt mig, hvad det var, der ligesom gøede som en hund længere fremme i skoven.
Ja, det var såmænd bare et rådyr, som smældede, hvilket de aldrig havde hørt før.
De var iført det dyreste jagttøj, havde Zeiss-håndkikkert med afstandsmåler, Blaser-riffel med Zeiss-sigtekikkert med afstandsmåler, og riflen havde fantastiske indgraveringer osv.
Da der var tale om personer omkring 35-40 år, havde jeg en forventning om, at det ikke var første gang, de var på jagt.
Men jeg tog fejl.
Jeg nævner ikke dette for at hænge nogen ud, men blot for at understrege, at det i dag er ganske almindeligt først at tage jagttegn som voksen, modsat tidligere, hvor mange begyndte at gå på jagt som helt unge.
De omtalte nyjægere på 35-40 år var utrolig rare og behagelige mennesker, som først var blevet interesseret i jagten som voksne.
Vi havde nogle rigtig gode og sjove dage i skoven, og der blev dømt bukkefeber over hele linjen, hvilket var en stor oplevelse for dem, da de aldrig havde haft en sådan intens følelese ikroppen.
Når trofæjagten bliver en industri
Når der kommer rigtig mange penge i trofæjagten, ændres jagtformen nogle gange til noget, som både jægere og ikkejægere har svært ved at forstå meningen med, og som bestemt ikke gavner jagtens sag på længere sigt.
I mange lande arbejdes der ihærdigt på at tilfredsstille kravene fra de pengestærke jægere, som kommer på jagt på deres revirer.
Der gøres meget for at frembringe medaljebukke til kunder, som er villige til at betale enorme beløb for at skyde dem.
Selvom mange revirer udtaler, at de aldrig kunne drømme om at fodre vildtet, finder man alligevel velbesøgte foderhuse på disse revirer.
Og i nogle lande er reglerne for fodring og fodertilsætninger anderledes end i Danmark.
Nutidens jægere har på mange områder forandret sig i forhold til vores bedsteforældre.
Man kan frygte, at jagten som livsstil efterhånden bliver trængt i baggrunden, og at den store efterspørgsel på medaljebukke udnyttes af mennesker, som først og fremmest ønsker at tjene penge.
Her tænker jeg blandt andet på risikoen for kunstigt frembragte trofæer gennem unaturlig fodring, hormonbehandling eller andre indgreb.
Disse dyr med store trofæer kan efterfølgende placeres i områder, hvor kapitalstærke jægere får mulighed for at nedlægge deres drømmetrofæer.
Når trofæet bestilles hjemmefra
I dag er det muligt på internettet, blandt andet i Tyskland, at se billeder af det dyr, man har tænkt sig at nedlægge, ka man bestiller nærmest dyret, som var det en pizza fra det nærmeste pizzeria.
Den eneste forskel er, at man bliver nødt til selv at møde op, da dyret ikke leveres til døren.
Via internettet kan man udvælge den hjort, man ønsker at skyde. Hjemme fra dagligstuen bliver man bekendt med alder, antal sprosseender, formodet trofævægt osv.
Herefter er det blot at aftale den dag, man kommer på ”jagt”.
Her sørger sælgeren for, at man får lidt pürsch rundt i terrænet, hvorefter man kommer frem til dyret, som nedlægges.
Denne form for jagt er ikke nødvendigvis forbudt, men efter min mening ganske usmagelig.
Derfor mener jeg også, at vi jægere bør gå forrest i protesten mod opdrætsstationer, hvor dyr frembringes og sælges alene med henblik på, at pengestærke kunder skal kunne skyde et bestemt trofæ.
Jeg er ikke i tvivl om, at denne form for virksomhed er kommet for at blive, medmindre der indføres lovgivning, som sætter en stopper for den.
Erfaring kan ikke købes
Man kan som voksen begynde helt uden jagterfaring, tage jagttegn, bestå riffelprøven og efterfølgende rejse til eksempelvis Ungarn for at nedlægge et stort antal medaljebukke på ganske få dage.
Bare man er villig til at betale prisen.
Jeg er bestemt ikke modstander af trofæjagt - tværtimod, hvis der ligger seriøs forvaltning bag.
En jæger, som har brugt hele sit jægerliv på at nedlægge omkring 200-300 bukke, hvoraf én, fem, ti, tyve, tredive, fyrre eller måske halvtreds er medaljebukke, misunder jeg, ligesom mange andre jægere sikkert også gør.
Jeg ved, hvor mange timer der ligger bag at nedlægge disse bukke på forskellige jagtrevirer.
Man skal nemlig huske på, at der ikke nedlægges en buk på hver pürsch, og slet ikke når vi taler om medaljebukke.
Verdens største bukketrofæer frem til 2010
For dem, som måtte være interesserede, har jeg samlet tekniske data over de 25 største bukketrofæer, som var nedlagt og opmålt i verden frem til 2010.
De danske bukke ligger langt nede på de internationale lister.
Selv Peter Zobels og Jørgen Rasmussens danske rekord på 172,20 CIC-point var ikke repræsenteret på listen over de 100 største nedlagte og CIC-opmålte bukke i Europa.
På min liste frem til 2010 var der ingen tvivl om, at Storbritannien var landet med de største bukke.
De britiske bukke besatte således 1.-, 3.-, 4.-, 6.-, 7.-, 14.- og 20.-pladsen blandt de 25 største CIC-opmålte bukke i verden.
Den serbiske kæmpebuk
På listen er det interessant, at Serbien kunne presse sig ind på en 2.-plads med en buk, der blev skudt i 2009 og opmålt til hele 277,13 CIC-point.
I forbindelse med efterspørgslen på kæmpebukke er det tankevækkende, at forskellen på Serbiens største og næststørste buk var omkring 70 CIC-point!
Den næststørste serbiske buk var fra 1985 og blev opmålt til 207,25 CIC-point.
Den tredjestørste buk fra Serbien var skudt i 1991 og blev opmålt til 186,650 CIC-point.
Mistanken om at man havde ”opfostret” den serbiske kæmpebuk på 277,13 point var derfor vækket.
Som tiden gik blev sandheden afsløret, da der dukkede billeder op af den serbiske kæmpebuk.
Disse billeder af bukken var taget i en indhegning i Østrig, hvor bukken var blevet opfostret, indtil den blev købt og fløjet til Serbien - hvor den blev skudt.
De største bukke i verden
De største bukketrofæer i verden, bliver hvis man kigger på CIC's officielle liste over store bukketrofæer - skudt Sverige og England/Sydengland.
Engelsk buk 2006 - stadig CIC verdensrekord
Det er stadig Dorset-bukken som i dag (oktober 2026) er det største opmålte og godkendte verdensrekord i CIC regi.
Bukken blev nedlagt den 5. maj 2006 i Dorset (Sydengland) af Thomas Troubridges.
Bukken blev af flere først underkendt grundet Baily syndromet, men blev på et møde i CIC den 11. april 2008 i CIC's hovedsæde i Ungarn, endelig godkendt af CIC - og er derfor stadig CIC's officielle verdensrekord med 274,03 CIC point (1.184 gram).