Skip to main content

Brug de registrerede schweisshunde - for vildtets skyld

Efterårets riffeljagter er i fuld gang. Det gælder både trykjagt, drivjagt, bevægelsesjagt og selektiv jagt på hjortevildt.
Uanset hvor sikker man føler sig på skuddets placering, er der i det øjeblik, skuddet afgives, små marginaler, som kan være afgørende.
Et skud, der var planlagt som et sikkert og dræbende skud, kan ende med en anskydning.

Det kan også ske, at dyret efter træf flygter fra stedet, uden at man på anskudsstedet med sikkerhed kan afgøre, hvor alvorligt det er ramt.
I den situation vil jeg kraftigt fraråde, at man selv begynder at lede efter dyret med sin egen eller naboens jagthund – uanset hvor mange DKK-schweissprøver hunden har bestået.
Det, mange ikke er klar over, er, at der er meget stor forskel på selv de vanskeligste DKK-schweissprøver og en middelsvær praktisk eftersøgning af et anskudt stykke hjortevildt. En kunstig schweissprøve og en reel eftersøgning kan ganske enkelt ikke sammenlignes.

Med risiko for at gentage mig selv vil jeg derfor fraråde ALLE selv at eftersøge hjortevildt, der er flygtet fra anskudsstedet.

Den eneste oplagte undtagelse er, hvis der på anskudsstedet findes meget store mængder schweiss, og man tydeligt kan følge kraftige schweissstænk, der nærmest er pumpet ud for hvert skridt. I sådanne tilfælde er sandsynligheden stor for, at dyret ligger forendt efter en kort flugt.
Men er du det mindste i tvivl, så kontakt den lokale registrerede schweisshundefører.

Er dyret dødeligt ramt og ligger forendt efter en kort flugt, vil den registrerede schweisshund som regel hurtigt finde det. Er dyret derimod anskudt og har sat sig i et sårleje, kan din egen eftersøgning få alvorlige konsekvenser.
Når du nærmer dig sårlejet, vil dyret ofte registrere dig og flygte, længe før du selv opdager det. Resultatet kan være, at et anskudt dyr, som lå i ro, bliver rejst og flygter videre.
Dermed er den efterfølgende eftersøgning med en registreret schweisshund blevet betydeligt vanskeligere – og uden garanti for succes.

Statistikken illustrerer forskellen meget tydeligt

Hvis et forløbsskudt rådyr bliver rejst fra sårlejet af en jæger, der selv forsøger at finde dyret, er succesraten for, at en registreret schweisshund efterfølgende kan opspore og aflive dyret, omkring 20 %.
Hvis det derimod er den registrerede schweisshundefører og dennes vildtskarpe hund, der rejser det forløbsskudte rådyr fra sårlejet, er succesraten omkring 80 %.

Forskellen mellem cirka 20 % og 80 % skyldes i denne situation alene, hvad jægeren gør efter anskydningen.

Derfor er den bedste hjælp, du kan give et anskudt dyr, ofte at markere anskudsstedet, lade området være i fred og kontakte en registreret schweisshundefører.
Vær samtidig opmærksom på, at større hjortevildt som dåvildt og kronvildt er betydeligt mere skudstærkt end råvildt. Et anskudt stykke då- eller kronvildt kan tilbagelægge meget store afstande – i nogle tilfælde flere kilometer – inden det sætter sig i sårleje.
Alle registrerede schweisshundeførere udfører eftersøgningerne uden betaling for selve arbejdet. Din udgift ved at rekvirere en registreret schweisshundefører er derfor alene kørselsgodtgørelse.

Brug de registrerede schweisshundeførere – for vildtets skyld

På nedenstående link kan du se en video fra en praktisk eftersøgning af et forløbsskudt rådyr: