Pelslus eller pelsskifte

Raavildt.dk får hvert år i marts måned mange henvendelser fra jægere og naturelskere, som har observeret råvildt med en meget pjusket og undertiden næsten sygeligt udseende pels.
Den første tanke er ofte, at dyret er angrebet af pelslus. Men den pjuskede pels behøver bestemt ikke være tegn på sygdom eller parasitter.

I foråret begynder råvildtet nemlig at skifte den tætte og lidt grålige vinterpels ud med den kortere rødbrune sommerpels. Under pelsskiftet kan vinterpelsen løsne sig i større totter, og dyret kan derfor i en periode se både pjusket, plettet og noget miserabelt ud.
Der er imidlertid forskel på, hvordan et normalt pelsskifte og et angreb af pelslus viser sig. Ser man på, hvor på kroppen pelsen mangler, kan man ofte få en god indikation af, om der blot er tale om det naturlige pelsskifte – eller om rådyret kan være angrebet af pelslus.
Det er netop denne forskel, man bør kende, inden man konkluderer, at et pjusket rådyr har pelslus.

Det naturlige pelsskift

Råvildtets pelsskifte fra vinter- til sommerpels begynder ved hoved og hals og arbejder sig herefter gradvist bagud over kroppen. Efterhånden som den grå vinterpels løsner sig og falder af, vil man samtidig kunne ane den nye rødbrune sommerpels nedenunder.

Pelsskiftet sker ikke på samme tidspunkt hos alle dyr. Det betyder blandt andet, at ikke alle bukke er færdige med at skifte vinterpelsen ud, når bukkejagten begynder den 16. maj.

Generelt vil de yngre bukke – årsbukkene – være længere fremme i pelsskiftet og ofte allerede stå i sommerpels inden bukkejagtens begyndelse. Hos de ældre bukke sker pelsskiftet senere, og den 16. maj vil man derfor stadig kunne se ældre bukke, som endnu ikke er helt færdige med at skifte den grå vinterpels ud med den rødbrune sommerpels.

Det er derfor helt normalt, at en ældre buk omkring bukkejagtens begyndelse kan se noget pjusket og uensartet ud i pelsen. Det er ikke i sig selv et tegn på, at bukken er syg eller angrebet af pelslus.

Pelslus

Pelslus Damalinia (Cervicola) meyeri hører til råvildtets udvortes parasitter - de såkaldte ektoparasitter - og forekommer jævnligt hos dansk råvildt. Pelslusene er vingeløse, gråhvide og knap to millimeter lange.
Pelslus suger ikke blod, men lever af blandt andet hår og hudrester. Angrebet kan medføre kraftig irritation og kløe, og rådyret forsøger derfor at lindre irritationen ved at klø, gnubbe og bide sig i pelsen. Ved kraftige angreb kan resultatet blive et betydeligt pelstab.

Netop placeringen af pelstabet kan være med til at afsløre, om der er tale om pelslus eller blot det naturlige pelsskifte.
På kraftigt angrebne dyr kan man se tydelige hårløse partier på blandt andet halsen, siderne og krydset. Hos meget kraftigt angrebne dyr kan pelstabet blive så omfattende, at store dele af kroppen næsten fremstår nøgne.
Det adskiller sig fra det normale forårspelsskifte, som begynder ved hoved og hals og gradvist arbejder sig bagud over kroppen, samtidig med at den nye rødbrune sommerpels kommer til syne.

Pelslus og årstiden

Det karakteristiske er, at man ser de tydelige pelslusangreb og bare partier, mens råvildtet står i vinterpels.
Man ser derimod ikke de karakteristiske pelslusangreb med bare partier, når råvildtet står i sommerpels.
Pelslusene kan fortsat være til stede på dyret, men antallet varierer gennem året og er væsentligt mindre i sommerperioden. Når råvildtet igen sætter vinterpels, kan bestanden af pelslus vokse, og ved kraftige angreb bliver resultatet efterhånden synligt i form af kløe, beskadiget pels og større hårløse områder.
Et rådyr, der gennem efteråret og vinteren er kraftigt angrebet af pelslus og har mistet større dele af sin pels, vil samtidig være dårligere beskyttet mod kulde, vind og nedbør. Vinterpelsens funktion er netop at isolere og beskytte dyret gennem den kolde årstid.

Pelslusens livscyklus

Pelslus lever hele deres liv på værtsdyret og behøver således ikke at forlade rådyret for at gennemføre deres livscyklus.
Den voksne hun lægger sine æg - også kaldet luseæg eller nits - på hårene, hvor de sidder fastklæbet. Når æggene klækker, kommer der små nymfer frem, som gennemgår tre nymfestadier, inden de udvikler sig til voksne pelslus.

Fra æg til voksen lus tager udviklingen typisk omkring 3–4 uger. Den voksne lus lever herefter yderligere nogle uger. Den enkelte pelslus har således en forholdsvis kort levetid, men fordi hunnerne løbende lægger nye æg, kan generation efter generation leve videre på det samme rådyr.
Et rådyr kan derfor være vært for pelslus gennem en længere periode, selvom den enkelte lus kun lever i nogle få uger.

Pelslus smitter hovedsageligt fra rådyr til rådyr gennem direkte kontakt. Da hele livscyklussen foregår på værtsdyret, er pelslusene stærkt afhængige af deres vært.

Ikke kun råvildtet får pelslus

Det er ikke kun hos råvildtet, at pelslus forekommer. Forskellige arter af pelslus findes også hos andre vilde og tamme drøvtyggere.
Hos husdyr kan et angreb behandles med egnede midler, mens denne mulighed naturligvis ikke findes hos det fritlevende råvildt.
Som med mange andre parasitter kan dyrets kondition og generelle sundhedstilstand have betydning for, hvor alvorligt et angreb udvikler sig. Et mindre antal parasitter behøver derfor ikke nødvendigvis at være ensbetydende med, at rådyret er sygt eller i dårlig kondition.

Dyr med kraftige angreb

Der er således stor forskel på et rådyr, der bærer pelslus, og et dyr, som er så kraftigt angrebet, at det har omfattende pelstab og tydeligt er påvirket.
Råvildt med et kraftigt angreb af pelslus, store hårløse partier og tydeligt påvirket kondition må betragtes som dårlige dyr og bør efter min opfattelse prioriteres ved afskydningen i jagttiden.
Det afgørende er derfor, at man ikke alene ser et pjusket rådyr i marts eller april og konkluderer, at det har pelslus. Se på, hvor pelsen mangler, om pelsskiftet bevæger sig fra hoved og hals og bagud over kroppen, og om den nye rødbrune sommerpels er ved at komme frem.
Det fortæller i mange tilfælde, om man står over for et helt naturligt pelsskifte – eller et rådyr med et kraftigt angreb af pelslus.