Skip to main content

Vil du gerne være reg. Schweisshundefører..?

Gennem en årrække har der været en nedgang i antallet af ansøgninger til Schweissregistret.
Samtidig er afgangen blandt de registrerede schweisshundeførere større end tilgangen, og der er derfor løbende behov for nye hundeførere.
Overvejer du at søge om optagelse i Schweiss-registret, skal du være opmærksom på, at ansøgningsfristen ligger i årets første måneder. 

For at kunne søge optagelse skal du med din hund inden for de seneste 12 måneder forud for ansøgningsfristen have opnået 1. præmie på en af følgende prøver:

  • Schweissprøve dømt efter DKK’s regler: 400 m/20 t, 600 m/20 t, 1.000 m/20 t eller 1.000 m/40 t.
  • DRK’s vildtsporprøve i championatklassen.

Som ny hundefører kan du kun søge om optagelse med en hund, der ikke allerede er optaget – eller tidligere har været optaget - i Schweiss-registret.
Du skal desuden have gyldigt jagttegn med påtegningen ”Riffeljagt tilladt” samt gyldigt kørekort til personbil.

En bestået sporprøve er ikke det samme som automatisk optagelse

Det kræver både tid, engagement og målrettet træning at forberede sig selv og sin hund til at søge om optagelse i Schweiss-registret. Men selv en meget dygtig sporhund og en flot præstation på DKK's schweissprøver er ikke i sig selv en garanti for, at du bliver optaget.
Der skal også være et reelt behov for en ny schweisshundefører i det område, hvor du søger.
Behovet vurderes udfra, at der skal være et tilstrækkeligt antal praktiske eftersøgninger til de reg. schweisshundeførere i det område du søger optagelse. 
Tilstrækkeligt med eftersøgninger er nødvendig, for at på opbygget den eftersøgningserfaring, som gør de reg. schweisshunde til specialister som er nødvendig for at løse de svære eftersøgninger.
Det er nemlig kun gennem arbejdet med virkelige anskydninger og påkørsler, at både hund og fører opbygger den erfaring og rutine, som er nødvendig, når svære eftersøgninger skal løses.

Målet er derfor ikke blot at få flere hundeførere i registret, men at sikre, at de registrerede ekvipager får den praktiske erfaring, der gør dem i stand til med tiden at løse svære eftersøgningsopgaver.

Derfor skal nye ansøgere igennem en Kvalifikationstest, som kun afholdes af Schweissregistret, inden de endeligt indstilles til den 2-årige uddannelse.
Man kan godt sige at det er et lille nåleøje, man skal igennem, og bliver man optaget, er det faktisk først dér, den stejle læringskurve virkelig starter.
Spørger du de hundeførere, der er i Schweiss-registret, er det hele umagen værd - så hold dig ikke tilbage.