Jeg har gennemlæst Jack Hansens (JH) meget lange artikel på Netnatur, hvor han endnu en gang argumenterer for CNS-skuddet som den bedste og mest sikre kugleplacering på råvildt.
Det står naturligvis enhver frit for at have sin egen opfattelse af, hvor riffelkuglen bør placeres. Men når personlige teorier præsenteres som fakta og bruges til at kritisere andre anbefalinger, må argumenterne også kunne tåle at blive efterprøvet.
Og her mener jeg, at flere af JH's teorier kommer alvorligt til kort.
Det er netop problemet: I teorien kan træfpunktet placeres med centimeters nøjagtighed. I praktisk jagt kan få centimeters afvigelse være forskellen på et dødeligt skud og en alvorlig anskydning.
Det er derfor svært for mig at følge argumentet om, at CNS-skuddet skulle være lige så sikkert eller sikrere i forhold til anskydning.
JH's egne billeder illustrerer efter min opfattelse præcis den lille fejlmargin, som er min hovedindvending mod CNS-skuddet.
Man kan opstille nok så mange anatomiske tegninger og teoretiske beregninger. Man kan ikke tegne sig væk fra, at der kun er få centimeter mellem succes og en potentielt alvorlig anskydning, når man bevidst vælger et lille træfområde.
JH diskuterer noget andet end det, jeg skrev
JH skriver, at han er overrasket over mit manglende kendskab til fakta.
Det må han naturligvis gerne mene.
Men problemet er, at han tilsyneladende kritiserer min artikel ud fra en præmis, som artiklen aldrig havde.
Jeg skrev ikke en artikel om: "Hvor rammer man et rådyr, hvis man ønsker den hurtigst mulige øjeblikkelige død?"
Jeg skrev om: "Hvor placerer man kuglen for at mindske risikoen for anskydning?"
Hvis man sammenligner CNS-skuddet og det sikre bladskud alene ud fra, hvad der sker ved en perfekt kugleplacering, overser man derfor hele pointen.
Man skal sammenligne konsekvensen, når skuddet ikke sidder perfekt.
Det er her, forskellen bliver interessant.
Mere end 25 års eftersøgninger vejer også noget
Jeg gør ikke krav på at sidde med den endegyldige sandhed - hvilket jeg aldrig har gjort.
Men min holdning til kugleplacering kommer heller ikke alene fra skrivebordsteori.
Jeg har arbejdet professionelt med råvildt gennem en stor del af mit voksne liv og været registreret schweisshundefører i mere end 25 år.
Jeg har derfor set mange af de skud, som ikke endte, som jægeren havde forestillet sig.
Jeg har set anskudsstederne.
Jeg har set sårlejerne.
Jeg har fulgt dyrene.
Og jeg har set resultatet, når en kugle har siddet nogle centimeter fra det sted, hvor jægeren mente, at han havde placeret den.
Det er en praktisk erfaring, som efter min mening mangler i JH's meget teoretiske tilgang til spørgsmålet.
På en anatomisk tegning rammer kuglen altid præcis dér, hvor man tegner den - hvilket Det gør den ikke altid ude på reviret.
Ventetid før eftersøgning – endnu en fejlkonklussion
JH skriver blandt andet:
"De ventetider man normalt regner med (og som schweisshundeførere anbefaler) at man skal vente inden et påskudt dyr der flygter, må eftersøges – fortæller, at man forventer at dyrene er i live, og at dyrene vil forsøge at flygte, dersom man starter eftersøgning for tidligt."
Det er efter min opfattelse en fejlkonklussion.
Ventetiden er ikke et bevis på, at schweisshundeføreren på forhånd forventer, at dyret er levende.
Pointen er netop, at vi ikke ved det endnu.
Indtil dyret er fundet, kan ingen med 100% sikkerhed fastslå hvor dyret er ramt, alene ud fra jægerens forklaring og tegnene på anskudsstedet.
Er dyret anskudt og har sat sig i sårleje, skal det have ro.
Formålet er blandt andet, at den registrerede schweisshund kan komme så tæt på dyret som muligt, inden det eventuelt rejser sig. Herefter kan hunden om nødvendigt sættes på en hetz, så hunden kan stoppe dyrets flugt og dyret kan blive aflivet.
Rejser jægeren derimod dyret kort efter skuddet, mens det stadig er relativt friskt, kan resultatet blive en langt vanskeligere eftersøgning – og i værste fald et dyr, som aldrig findes.
På mange eftersøgninger finder de reg. schweisshunde naturligvis også dyret forendt efter en kort flugt.
Men det ved vi først med sikkerhed, når vi finder dyret.
At bruge schweisshundeførernes anbefaling om ventetid som argument for en bestemt teori om dyrets tilstand er derfor efter min opfattelse at vende årsag og virkning på hovedet.
Der findes ingen facitliste
JH kan ligesom andre riffeljægere placere sin kugle, hvor han mener, det er bedst.
Jeg mener bare ikke, at man bør fremstille CNS-skuddet som en slags facitliste uden samtidig meget tydeligt at forholde sig til den begrænsede fejlmargin.
For den virkelige verden består ikke kun af perfekte skud.
Der findes aftrækkerfejl.
Der findes dyr, der bevæger sig i skudøjeblikket.
Der findes skydestillinger, der ikke er perfekte.
Og der findes jægere, som ikke altid rammer hvor de sigtede.
Derfor er mit spørgsmål ganske enkelt:
Hvor vil du helst have, at kuglen rammer, hvis den sidder 5-10 centimeter forkert?
For mig er svaret enkelt.
Jeg vælger det store vitale træfområde frem for et lille træfområde, hvor få centimeters afvigelse kan få alvorlige konsekvenser.
Schweisshunden redder ikke nødvendigvis situationen
