Et kæbeskud er ofte et mislykkedes forsøg på et hoved- eller halsskud, og er den sikre død for råvildtet. Dyret dør ikke med det samme, men vil gå en langsom og pinefuld død i møde, da det vil dø af tørst og sult.
Dyret vil nogle gange tordne til jorden grundet kuglens anslagsenergi, for derefter hurtigt at komme på benene og løbe slingrende, ofte med hovedet svingende fra side til side, væk fra anskudsstedet. Nogle gange beskrives dyrets flugt, som om dyret var beruset.
Der er en tendens til, at dyr med et kæbeskud ikke går hurtigt i sårleje, eller bliver i sårlejet i ret lang tid, før de går videre og sætter sig igen, hvilket kan gentage sig flere gange.
Sidder skuddet langt tilbage på kæben, kan man være heldig at dyret kvæles i blod som løber ned i luftvejene.
Hvis skuddet forhindrer dyret i at styre tungen, mister dyret hurtigt pusten ved en efterfølgende hetz.
Men hvis skuddet sidder længere fremme mod snudepartiet, går dyret en smertefuld død i møde, da det vil dø af tørst og sult.
Et kæbeskudt stykke råvildt skal have væske (vand), hvorfor det ofte vil søge til områder på reviret med vand.
Er det en buk, som anskydes under bukkejagten, har bukken ikke andre steder at gå hen end dens eget revir. Derfor har flere haft succes med at skyde bukken inden for et par dage, akkurat det samme sted som den stod, da den først blev anskudt.
På anskudsstedet kan evt. findes tand/tænder, flade rørknogler, kødstykker, lidt tunge, schweiss og lign.
Jo før man kommer i gang med eftersøgningen desto bedre, og dyret skal eftersøges af en vildtskarp reg. schweisshund, da man skal forvente at dyret stadig er i live når/hvis man får sporet sig frem til det.
Rekvirér en registreret schweisshundefører.