Skip to main content

PAS PÅ - varmen kan slå din hund ihjel

En hund kan ikke komme af med varmen på samme måde som os mennesker og er derfor mere følsom over for høje temperaturer, end mange er klar over. Man skal især være forsigtig med at efterlade hunden i bilen, når det er varmt – selv i kort tid.

En hund kan ikke komme af med varmen på samme måde som os mennesker. Hunden regulerer først og fremmest sin kropstemperatur ved at halse, og derfor kan varme hurtigt blive en alvorlig belastning.
Det gælder ikke mindst, hvis man overvejer at efterlade hunden i bilen på en varm eller solrig dag.

Som registreret schweisshundefører skal man også være særligt opmærksom i varmt vejr. En eftersøgning af et anskudt eller påkørt dyr om sommeren, kan være fysisk krævende for hunden, og kombinationen af høj temperatur, tæt vegetation og hårdt arbejde kan hurtigt føre til overophedning og i værste fald hedeslag.

Temperaturen i bilen stiger meget hurtigt

Selv på en dag, hvor temperaturen udenfor føles behagelig, kan temperaturen inde i en parkeret bil stige voldsomt, hvis bilen står i solen.

Forsøg har vist, at temperaturen i en bil kan nå farligt høje niveauer på ganske kort tid. En udetemperatur omkring 20 °C er derfor ingen garanti for, at det er sikkert at efterlade hunden i bilen.
Bilen fungerer nærmest som et drivhus. Solens stråler opvarmer kabinen, sæderne og instrumentbrættet, og varmen ophobes hurtigere, end mange forestiller sig. Selv åbne vinduer ændrer ikke ved, at temperaturen kan blive farlig.
Når du selv kommer tilbage til en varm bil, kan du åbne dørene, rulle vinduerne ned eller starte aircondition. Den mulighed har hunden ikke - når den er efterladt i bilen.

Efterlad aldrig hunden i en varm bil

For en hund kan overophedning udvikle sig meget hurtigt og blive livstruende. I alvorlige tilfælde kan hedeslag medføre organsvigt og død.
Efterlad derfor aldrig din hund i bilen i sommervarmen – heller ikke selv om du kun regner med at være væk i kort tid.
Hvis din hund viser tegn på hedeslag, skal du reagere hurtigt. På nedenstående link kan du læse mere om symptomer, førstehjælp og behandling.