Hørelsen

Hørelsen er, ligesom lugtesansen, meget veludviklet hos råvildtet

Når man iagttager råvildtet, og det gælder både han- og hundyr, vil man bemærke, hvordan de forholdsvis store gehører (ører) næsten konstant bevæger sig i forskellige retninger for at opfange lydene fra de omkringliggende arealer.

Lyde, som råvildtet kender, og som det erfaringsmæssigt ved ikke udgør nogen fare, bliver som regel ignoreret. Men hører dyret pludselig en lyd, som adskiller sig fra de sædvanlige, eller som kan være tegn på fare, reagerer det straks.

Hovedet løftes og drejes i retning af lyden, samtidig med at gehørerne rettes fremad for bedre at kunne opfange, hvad det var, der frembragte lyden.

Hvad mange måske ikke ved, er, at råvildtet kan blive stående i denne »alarmposition« i meget lang tid, mens det sikrer mod det sted, hvor lyden kom fra.
Først når dyret føler sig overbevist om, at der ikke er nogen fare, slapper det igen af og genoptager eventuelt fødeindtagelsen.

Normalt vil både hundeglam og menneskestemmer kunne skræmme råvildtet.
Men reaktionen afhænger i høj grad af de erfaringer, dyrene har gjort sig med netop disse lyde, og ikke mindst hvorfra lydene kommer.

Råvildtet lærer, hvor det er sikkert

Et godt eksempel har jeg lige uden for vores hus her i skoven.
Fra vores terrasse, som ligger i første sals højde, kan vi have råvildt stående blot 25 meter fra os nede på brakstykket.
Dyrene kan både høre vores stemmer og se os, uden at de tilsyneladende bekymrer sig det mindste om vores tilstedeværelse.
Deres livserfaring har lært dem, at de er sikre, hvor de står, og at mennesker på terrassen ikke udgør nogen fare.
Men viser jeg mig nede på selve brakstykket, blot 50 meter fra dyrene, eller hører de min stemme fra samme sted, er reaktionen en helt anden - ja, så stikker de af.

Det er altså ikke nødvendigvis lyden af et menneske, der skræmmer råvildtet, men i lige så høj grad hvor lyden kommer fra, og hvilke erfaringer dyret tidligere har gjort sig med mennesker på netop dette sted.

Når hundeglam ikke skræmmer råvildtet

Et andet eksempel oplever jeg jævnligt ved den store indhegnede løbegård, jeg har til mine hunde her i skoven.
Specielt mine schweisshunde kan indimellem gå fuldstændig amok. I en blanding af hyl og kraftig gøen kan de pludselig tænde fuldstændig af.
Årsagen er som regel, at der går et rådyr blot tre-fire meter fra hegnet, hvor det eksempelvis står og æder af de mange anemoner, som i april vælter op i netop denne del af skoven.
Hundenes jagtinstink tager over og selvom hundene larmer bag hegnet, fortrækker råvildtet sig ikke mange meter, før det fortsætter med at æde.
Først når jeg selv kommer til syne ude ved den store løbegård, reagerer rådyret og fjerner sig.
Råvildtet har helt tydeligt lært, at det er sikkert at opholde sig på den ene side af hegnet, så længe de larmende uhyrer af firbenet vildskab (læs hunde) befinder sig på den anden side.
Derfor lader rådyret sig heller ikke skræmme af hundenes voldsomme larm.

Find mere viden om Råvildtets biologi