Opsatsen fejes, og især de yngre bukke kan foretage kraftige fejninger på træer og buske.
De ældre, etablerede pladsbukke nøjes derimod ofte med at duftmarkere grænserne for det territorium, de igen ønsker at indtage og forsvare.
I takt med at testosteronniveauet stiger, bliver bukkene også mere aggressive over for andre bukke.
I maj måned når testosteronkoncentrationen forårets højeste niveau, og det er samtidig en periode, hvor bukkene er særdeles territoriehævdende.
Andre bukke, som forsøger at trænge ind på en pladsbuks territorium, bliver som regel jaget væk, og i sjældne tilfælde kan sammenstødene udvikle sig til egentlige kampe med dødelig udgang.
Der er dog stor forskel på bukkenes temperament.
Nogle er meget aggressive, mens andre er betydeligt mere tolerante over for andre bukke.
Samtidig vokser bukkens testikler, og produktionen af sædceller begynder igen.
Normalt er bukken ikke aggressiv over for hundyrene i denne periode. Enkelte bukke kan dog have svært ved at styre deres aggressivitet, og man kan derfor opleve, at de også jager med råerne, dog ikke med samme målbevidsthed som over for andre bukke.
Det mest almindelige er, at bukken holder et vågent øje med de hundyr, som færdes inden for hans territorium.
Maj og juni – råen sætter sine lam
Samtidig med at bukkene kæmper om de bedste territorier, begynder råerne at sætte deres lam.
Råen føder normalt i liggende stilling, og selve fødslen er som regel overstået på omkring en halv time.
I enkelte tilfælde kan den dog strække sig over flere timer.
Efterbyrden kommer kort efter det sidste lam, og råen æder den efterfølgende.
Det normale er, at råen sætter to lam om året, men både ét og tre lam forekommer også. I meget sjældne tilfælde kan en rå sætte fire lam.
Mælken løber først til råens patter umiddelbart inden fødslen.
I de første timer efter fødslen slikker råen ivrigt sine lam, og denne adfærd er med til at styrke det vigtige familiebånd mellem råen og hendes afkom. (Læs også afsnittet om »kannibalisme«).
Lammene forsøger hurtigt at komme på benene og finde frem til råens patter, og i de første timer bevæger de sig ikke mange meter væk fra hende.
Efter nogle timer sætter råen lammene af hver for sig, normalt med 20-40 meters afstand, på steder hvor den høje vegetation giver god beskyttelse.
Herefter forlader hun dem.
Lammenes første leveuger
I de følgende par uger er adfærden hos råen og lammene stort set den samme.
Råen vender tilbage til lammene omkring 5-10 gange i døgnet for at lade dem die.
Ved disse besøg slikker og soignerer hun også lammene.
Selvom råen opholder sig væk fra lammene en stor del af døgnet, er hun hele tiden opmærksom på dem og vil til enhver tid forsøge at forsvare dem mod eksempelvis ræve eller hunde, hvis hun kan nå at gribe ind.
I begyndelsen lever lammene primært af råens mælk, men allerede efter et-to døgn begynder de så småt at nippe til den grønne vegetation.
Efter en-to uger begynder lammene i stigende grad at æde grønt, når de er oppe og stå sammen med råen.
I den første tid efter fødslen ser man normalt ikke meget til råen, fordi hun opholder sig forholdsvis skjult og kun besøger lammene i kortere perioder.
Men efter to-tre uger begynder hun igen at blive mere synlig sammen med dem.
På dette tidspunkt kan man også tydeligt se, hvor meget mere mobile lammene er blevet sammenlignet med deres første leveuge.
Juli og august – brunsten begynder
I slutningen af juli og begyndelsen af august starter råvildtets brunstperiode normalt.
Bukkens testosteronniveau stiger yderligere, og aggressiviteten følger med.
Bukken bliver nu meget pågående over for råerne, og han går en travl tid i møde.
Han skal nemlig forsøge at beslå så mange råer som overhovedet muligt i løbet af den forholdsvis korte brunstperiode.
Gennem det meste af sommeren er bukken faktisk i stand til at beslå råerne, men det er altid råen, der bestemmer, hvornår hun er klar til at tage imod bukken.
Og her har naturen indrettet sig ganske snedigt.
Råen kan nemlig kun tage imod bukken og blive beslået i ét, højst to døgn om året.
For at sikre, at der er en buk i nærheden, når dette tidspunkt indtræffer, gennemgår råen én eller flere såkaldte forbrunster.
Råens forbrunst
En forbrunst varer normalt ét eller to døgn og kan indtræffe blot to-tre dage eller helt op til tre uger før den egentlige brunst.
Forbrunsten fungerer som et signal til områdets bukke om, at råen snart er klar til at blive beslået.
Årsagen til denne forbrunst er formentlig, at naturen på denne måde sikrer de bedst mulige betingelser for, at råen bliver beslået og dermed kan føre arten videre.
Det er nødvendigt, fordi råens egentlige brunst er så kortvarig.
Hos elg og kronhjort ser vi ikke den samme deciderede forbrunst som hos råvildtet.
Til gengæld kan hundyrene hos disse hjortearter komme i brunst igen efter tre-fire uger, hvis de ikke bliver drægtige under den første brunst.
Når bukken følger råen
Når råen har påbegyndt sin forbrunst, vil hun ofte have en buk i hælene, som følger hende, indtil hun er klar til at tage imod ham.
I denne periode kan man observere, hvordan råen bevæger sig rundt med bukken lige efter sig.
Bukken kan indimellem forsigtigt stange hende i bagkøllerne, nærmest som om han forsøger at holde hende i gang.
Under brunsten kan bukken være så optaget af råen, at han næsten er ligeglad med, hvad der foregår omkring ham.
Man kan derfor opleve, at en normalt meget sky buk, eller måske en stor buk, man aldrig tidligere har set på reviret, pludselig viser sig helt åbent og bliver i nærheden af råen.
Selv om bukken har registreret et menneskes tilstedeværelse, kan han være så optaget af råen, at han ikke reagerer, som han normalt ville gøre.
Hans opmærksomhed er ganske enkelt rettet mod hende.
Hekseringe og parring/beslåning
I timerne op til, at råen er klar til at blive beslået, begynder hun ofte at løbe i mindre og mindre cirkler med bukken lige i hælene.
Det kan foregå omkring en busk, et stød eller på et åbent brakstykke, hvor dyrene efterhånden får trådt en tydelig cirkel i vegetationen.
Disse cirkler kaldes hekseringe.
Når råen endelig er klar til at tage imod bukken, stopper hun op, og parringen finder sted.
Selve parringen er meget kortvarig og varer omkring 10 sekunder.
Til gengæld gentages parringen igen og igen i det døgn eller de to, hvor råens egentlige brunst varer.
I begyndelsen af brunsten finder parringerne sted med jævne mellemrum, men efterhånden som råen nærmer sig toppen af sin brunst, bliver de stadig hyppigere.
Når råens brunst er afsluttet, forlader bukken hende og fortsætter sin søgen efter andre råer, som er klar til at blive beslået.
Råen slutter sig igen til sine lam, og afhængigt af hvornår de blev sat, kan hun faktisk fortsætte med at die dem helt ind i oktober måned.
Råens forlængede drægtighed
Råvildtet adskiller sig fra de øvrige hjortearter ved at have det, man kalder forlænget drægtighed.
Det betyder, at der efter parringen går omkring fire-fem måneder, før fostrene for alvor begynder at udvikle sig.
I denne periode befinder det eller de befrugtede æg sig i råens livmoder uden at sætte sig fast i livmodervæggen, ligesom udviklingen er sat i bero.
Først omkring årsskiftet sætter det eller de befrugtede æg sig fast i livmodervæggen, hvorefter den egentlige fosterudvikling begynder.
På denne måde kan råen blive beslået om sommeren og alligevel først sætte sine lam det efterfølgende forår.
Efter brunsten – bukken skal komme til kræfter
Brunstperioden tærer hårdt på bukken.
Han har i flere uger brugt store mængder energi på at forsvare sit territorium, følge råerne og forsøge at beslå så mange som muligt.
Derfor har bukken efter brunsten som regel tabt sig betydeligt og er tydeligt udmattet.
I den efterfølgende periode bevæger han sig mindre omkring og forsøger ihærdigt at komme til kræfter igen.
Han er dog fortsat territoriehævdende, selv om aggressiviteten gradvist aftager.
Samtidig begynder råvildtets efterårsfedning.
Det er en særdeles vigtig periode, hvor dyrene skal opbygge de nødvendige reserver inden vinteren, og som har direkte betydning for deres sundhedstilstand det efterfølgende forår.
Efteråret – testosteronniveauet falder
Først i september begynder bukkens testosteronniveau igen at falde.
Samtidig aftager den aggressive adfærd, som tidligere på året var nødvendig for at forsvare territoriet.
Bukken bliver efterhånden aseksuel, og testiklerne skrumper igen ind.
I november er testosteronkoncentrationen i blodet på sit laveste, og bukken befinder sig nu i den inaktive fase af sin brunstcyklus.
Den tidligere så aggressive og territoriehævdende pladsbuk kan nu acceptere andre bukke i nærheden og begynder igen at kunne færdes sammen med dem.
Bukken kan derfor også begynde at gå med i spring, hvor flere stykker råvildt opholder sig sammen.
Dermed er årets cyklus ved at være afsluttet, og bukken går vinteren i møde, indtil det tiltagende dagslys det følgende forår igen sætter gang i hormonproduktionen, territoriehævdelsen og hele den årlige cyklus.