Hvad er årsagen til ”Den fynske syge”?
Selvom forskerne gennem mange år har ledt efter, hvad det er for en sygdom, og hvad der sætter sygdommen i gang, må man her 25 år efter de første sygdomsudbrud desværre konstatere, at man endnu ikke har fundet ud af noget som helst.
Hvad er det for en sygdom? Hvad udløser sygdommen? Hvordan smitter sygdommen, og hvordan kan man forhindre en videre spredning?
Ifølge årsrapporten fra Center for Vildtsundhed blev der i hele 2007 kun indsendt 15 rådyr til undersøgelse, mens tallet på indsendte dyr til undersøgelse i 2008 var steget til 43 rådyr, hvoraf 15 rådyr var trafikdræbte dyr, hvilket får det reelle tal over indsendte ”syge” dyr til at falde til 28 rådyr.
Sidenhen og optil her i 2026 er flere hundrede stykker råvildy blevet undersøgt, og forskerne er ikke kommet en konklussion nærmere.
Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at forskerne på DTU Veterinærinstituttet i Århus og Center for Vildtsundhed er meget dygtige og yderst kompetente personer.
Jeg er hverken dyrlæge, biolog eller forsker, men en ganske almindelig jæger og naturelsker, som interesserer mig særligt for råvildtforvaltning, hvorfor jeg selvfølgelig ligesom så mange andre har fulgt udviklingen af ”Den fynske syge” gennem snart 25 år.
Jeg kan konstatere at da sygdommen spredte sig til også at ramme råvildtbestande i andre dele af Danmark, var det primært i områder med en meget høj bestandtæthed, hvilket var tankevækkende.
Kunne det tænkes at sygdommen var en følge af forkert forvaltning af vores råvildt - ja, jeg spørger bare?
Vi skal forvalte os ud af problemet
Hvis forskerne en dag ude i fremtiden finder ud af, hvad der udløser ”Den fynske syge”, kan man alligevel ikke medicinere sig ud af problemet, da dette ikke er lovligt. Der er derfor kun én vej frem, og det betyder, at man skal forvalte sig ud af problemet.
Jeg vil gå så langt som til at påstå, at ”Den fynske syge” ikke er en sygdom i bogstaveligste forstand, men et resultat af en mangeårig forkert råvildtforvaltning.
Jeg er ikke i tvivl om, at en anderledes seriøs og målrettet forvaltning af råvildtet på landsplan vil løse problemet med ”Den fynske syge” på den lange bane.
Nogle forskere og andre lærde personer vil nok ryste på hovedet af mit forslag om at forvalte sig ud af problemet, før man har fundet ud af, hvad der udløser ”Den fynske syge”, men hvorfor egentlig vente?
Og hvad er det, Danmarks Jægerforbund og vi jægere venter på?
Hvis forskerne en dag finder ud af, hvad det er for en ”sygdom”, som tager livet af dyrene, så skal man ikke forvente, at forskerne kommer frem med en mirakelpille, som kan kurere ”Den fynske syge”.
Nej, det sker ikke, da det hverken er eller bliver lovligt at medicinere råvildtet i Danmark.
Derfor er det bare med at komme ud i terrænet og få afskudt alle de dårlige dyr, som desværre findes i alt for mange råvildtbestande i Danmark.
Der er ingen vej uden om, da der som nævnt kun findes én metode til at helbrede eller udrydde sygdomme i en råvildtbestand, og det er at forvalte sig ud af problemerne.
Darwin og råvildtforvaltningen
I henhold til ovenstående påstand om, at vi skal forvalte os ud af problemet med ”Den fynske syge”, vil jeg forsøge at uddybe dette nærmere.
Jeg mener at kunne drage paralleller mellem ”Den fynske syge” og Darwins evolutionsteori.
Råvildtet på Fyn har tidligere været kendt for at være en rigtig stærk råvildtstamme med store trofæer blandt de bedste bukke.
Fyn er kendt for de store dejlige bøgeskove og den fantastisk varierede natur på den frodige jord, og tidligere kunne man nyde synet af de mange stykker råvildt, mens de stod tæt på den fynske motorvej, når man nød køreturen fra Nyborg og tværs over Fyn til Middelfart.
Der er gennem årene skudt rigtig mange bukke og endda mange store bukke på Fyn. Dette kunne gøres, fordi man havde rigtig meget råvildt og mange bukke at vælge imellem.
Så længe man kunne blive ved med dette, hvorfor så koncentrere sig om at afskyde dårlige bukke, når man hele tiden kunne høste fra den gode ende?
I de sidste 35 år er der også kommet mange penge ind i billedet, hvis man vil skyde store bukke.
Dette indebar, at mange ville betale for at afskyde de store bukke, mens man stadig ikke bekymrede sig så meget om den vigtige afskydning af efterårsdyrene, efter man nu havde ”høstet” bukkene på reviret.
Der var rigtig mange hundyr, men de var der jo også hele tiden, så hvorfor bekymre sig om dem, vel vidende at råvildtet har en høj reproduktionsevne?
Ved at afskyde rigtig mange bukke og oven i købet fra den gode ende er det indlysende, at de mindre gode bukke (læs: dårlige dyr) blev ”skånet” grundet manglende opmærksomhed på forvaltningen af råvildtet.
Ved ovenstående flerårige fremgangsmåde i forbindelse med afskydning af råvildtet vil der helt automatisk blive en skæv kønsfordeling i form af for få bukke og for mange hundyr.
Denne skæve glidebane i råvildtforvaltningen bevirker, at det ikke altid er de stærkeste bukke, som beslår hundyrene.
Men det er ikke slut endnu, da alle kan forestille sig, hvad der sker, når de dårligste bukke ikke bare får muligheden for at beslå hundyrene, men endnu værre får beslået de dårligste hundyr.
Så går det helt galt.
Afkom efter dårlige forældredyr bliver sjældent godt, og når dårlige afkom indgår i den fremtidige avl, så er der kun én vej – og det er ned ad bakke, indtil naturen overtager styringen og selv regulerer bestanden.
En masse dyr vil dø (de dårlige), og kun de absolut stærkeste dyr vil overleve.
Bestanden vil herefter over en årrække rejse sig igen, hvorefter man kun kan håbe, at vi alle har lært noget af dette og forvalter råvildtet anderledes i fremtiden.
Klimaets betydning
Det milde klima i mange år med milde vintre har heller ikke gjort tilstanden blandt det fynske råvildt bedre (eller for den sags skyld hele Danmarks råvildtbestand), da de svageste dyr har kunnet klare sig gennem vintrene og efterfølgende fortsat har kunnet indgå i produktionen af nye (svage) dyr.
Den hårde vinter, vi har haft i 2009-2010, kom på et meget belejligt tidspunkt, og vi kan kun håbe, at vi også de næste mange år vil opleve hårde vintre, hvilket desværre ikke er sket.
Hvorfor er Bornholm ikke ramt?
Nogle vil nu tænke på det bornholmske råvildt, som også består af mange stærke dyr og oven i købet i mange år har manglet en prædator som ræven på øen.
Hvorfor er de ikke ramt af ”Den fynske syge”?
Til dette vil jeg svare, at jeg tror, at man har været betydeligt mere bevidst om råvildtforvaltningen på Bornholm, som jo er et lille øsamfund, end man har været på det arealmæssigt seks gange større Fyn.
Da man også på Bornholm afskyder råvildt med hagl på efterårsjagterne, vil kønsfordelingen formentlig også være bedre end de fleste andre steder i Danmark.
Hvordan undgår vi samme situation andre steder i Danmark?
Hvordan kan vi på Sjælland og andre steder, hvor der står meget råvildt, undgå at komme i samme situation, som de er kommet i på Fyn?
Jo, vi skal lære af de fejl, der tidligere er begået, og forvalte råvildtet på en anden måde end hidtil.
Før i tiden blev man tudet ørerne fulde af ”skyd endelig ikke gammelråerne!”.
Da der tidligere ikke var så meget råvildt i Danmark, var der hold i dette udsagn, da man gerne ville have mere råvildt, men nu har tiderne ændret sig, hvorfor der på mange revirer står alt for meget råvildt.
På disse revirer skal jægerne nu have tudet ørerne fulde af ”skyd endelig masser af voksne hundyr i efteråret!”, og hvis man sideløbende afskyder betydeligt færre bukke og ser bort fra opsatsen og afskyder ud fra kropsstørrelsen og sundhedstilstanden, ja, så er man på rette vej.
Det er oplagt at alle dårlige dyr afskydes først.
Indtil vi jægere lærer at forvalte råvildtet ordentlig (dvs. ikke skyde alle de sunde dyr før de usunde), vil der fortsat komme flere tilfælde rundt omkring i Danmark, hvor råvildtet dør grundet kronisk diarré og afmagring.
Ikke fordi dyrene er syge af en eller anden form for pestvirus eller en anden epidemi, men ganske simpelt fordi der er for mange dyr i bestanden, hvilket ”belønnes” med, at dyrene er i dårlig kondition.
Erfaringer fra mit arbejde som skytte
I de år, jeg har arbejdet som skytte, har jeg hvert år aflivet dårlige dyr med kronisk diarré og deraf følgende dehydrering og afmagring.
Det har måske drejet sig om et-to dyr pr. år, hvilket ikke har foruroliget mig synderligt, men blot mindet mig om, at vi har skullet være endnu skarpere i afskydningen af efterårsdyrene.
Man skal passe på, at man ikke tror, at råvildtet har fået ”Den fynske syge”, bare fordi man finder et eller to døde dyr med tyndskid.
Dette er blot en advarsel til råvildtforvalteren om, at der skal skrues endnu mere op for blusset, hvilket vil sige, at man skal være endnu mere skarp i sin vurdering af, hvad der er dårlige eller sunde dyr, og afskyde betydeligt flere efterårsdyr end hidtil.
Aflivning af syge dyr
Jeg har tidligere skrevet, at hvis du ser syge dyr, som er afmagrede og med tyndskid, ja, så har du rent faktisk lovhjemmel til at aflive dyret, da dette er en aflivning og derfor ikke har noget med jagt at gøre. Her handler du ud fra dyreværnsloven.
Dette er desværre ikke korrekt, da et afmagret dyr med tyndskid ikke i lovens forstand, er at betragte som nødlidende. Man kan være enig eller ej i dette, men sådan er reglerne her i 2026.
Jeg kan kun opfordre alle jægere til at holde øje med råvildtet på jagtterrænet, og ser man råvildt med sygdomstegn som afmagring eller tyndskid, eller måske begge dele, ja, så kan dyret ikke aflives hurtigt nok – også selvom det er uden for jagttiden.
For ikke at blive hængt ud for at opfordre jægere til at tilsidesætte lovgivningen er det en god idé at tjekke med de lokale myndigheder, om de nu også opfatter en aflivning af et nødstedt dyr på samme måde som en selv, før man afskyder de syge dyr.
Status over ”Den fynske syge” i 2026
Hvis man her i 2026 skal lave en status over ”Den fynske syge”, kan man konkludere, at ingen ved, hvad det er for en ”sygdom”, om sygdommen smitter, eller hvordan den evt. smitter.
Man kan konstatere at sygdommen ofte kommer i bestande med en tæt bestandstæthed.
Ja, vi har rigtig mange spørgsmål, og uanset hvor kloge vi tror, vi er, så ved vi bare ingenting.