Alle reg. Schweisshundeførere kender følelsen af, at det er med livet som indsats, når vi med vores hunde opstarter en eftersøgning af påkørt vildt i vejrabatten.
Bilisterne tager på ingen måde hensyn til os. De sætter ikke farten ned, eller trækker lidt mere mod venstre når de passerer os, selvom vi tydelig gør opmærksom på vores tilstedeværelse, ved at gå i gule veste, holder parkeret i vejrabatten med hasardblink og måske gult rotorblink på taget af bilen.
Erfaringsmæssigt ved man at f.eks. Falck, Dansk Autohjælp m.fl. oplever det samme som som vi, når de arbejder i vejrabatten med at bugsere biler i nødsporet, på motorveje, hovedveje eller mindre trafikerede veje.

MEN NU ER DET SLUT - VI KAN FAKTISK GØRE NOGET - SOM BILISTERNE HAR RESPEKT FOR

Det eneste bilisterne har respekt for, er politi, blå blink - og FARTKONTROL.
Efter et tip fra en kollega, gik jeg lidt videre med ideen og tanken, og vil nu præsentere (den i min optik), bedste ide til at øge vores sikkerhed ved eftersøgning af påkørt vildt på de danske veje. 
Mange kender produktet SAPHE, som når det er installeret i bilen (det tager 2 min.), advarer om forskellige hændelser i trafikken. Det kan være kødannelse, bil i nødsporet, ulykke eller det feature vi er interesseret i, nemlig FARTKONTROL.
Der er solgt mere end 600.000 stk. Saphe indtil videre, og da den danske bilpark består af ca. 3,2 mill. biler, kan man regne ud at ca. hver 5. bilist i Danmark har en Saphe monteret i bilen.
Jeg har selv haft en Saphe monteret i bilen i flere år, og ved hvordan jeg reagerer hver gang jeg får en melding om en fartkontrol. Jeg sikrer mig først at jeg ikke kører for hurtigt. Derefter kigger jeg i højre side af vejen, for at kunne få øje på et "treben" eller en "fotovogn". Hvis jeg længere fremme ser en bil holde med hasardblink tændt, skærpes mine sanser yderligere. Jeg kan konstatere, at jeg opfører mig præcis på den måde, jeg ønsker at trafikanterne skulle gøre, når jeg er ude og eftersøge påkørt klovvildt i vejrabatter m.m.

Hvordan kan vi bruge denne SAPHE
Når jeg kommer frem til det sted jeg vil parkere i vejrabatten ved en påkørsel:

• Trykker jeg én gang på den blå knap (nu har Saphe's database registret én melding, om at der er "indrapporteret" fartkontrol hvor jeg holder).
  Da Saphe's dataprogram har en fortrinlig udviklet og avanceret algoritme, bliver den første "indrapportering" registreret i systemmet, og sender også besked til alle trafikanter tæt på. Men den bliver registreret som en "ubekræftet fartkontrol" (for at kunne tage action på fejltryk), og annuleres derfor ret hurtigt efter første tryk. 
• Derfor er det vigtigt at du nogle minutter efter, igen Trykker én gang på den blå knap. Nu er "indrapporteringen" af fartkontrollen bekræftet, og registreres som "Fartkontrol" hos samlige bilister tæt på, som har en Saphe i bilen.
• Systemmer er så snedigt indrettet, at der alt efter trafiktætheden (i forhold til tidspunkt og dag), kræves flere "indrapporteringer" (med passende mellemrum) på meget befærdet veje, mens mindre befærdede veje kræver færre "indrapporteringer" (med passende mellemrum). Tryk derfor på den blå knap med passende mellemrum.

Den bedste løsning
Det er selvfølgelig lidt besværligt hvis din Saphe sidder limet fast på din forrude, hvilket let kan løses.
I stedet for at lime din Saphe fast i forruden, sættes den fast med et velcrotape, så du kan sætte din Saphe fast i forruden, men samtidig også kan tage den ud af bilen og medbringe i lommen, når du søger i vejrabatten på opstart af sporet. Så længe du færdes langs vejrabatten i den ene side eller den anden side af vejen, trykker du bare på den blå knap, i samme hastighed som ca. hver 5 bil passerer dig i den ene eller anden side.
Nogle vil mene det er en smule besværligt, men det generer ikke mig, da både min hund og jeg ville være savnat af familien, hvis vi blev kørt ned, mens vi prøver at finde og aflive nødstedt vildt.
Jeg har i dag været ude og afprøve den handlemåde jeg har skrevet ovenfor - og det virker. Fartkontrollen blev registreret, og forsvandt ikke før 10 minutter efter, jeg sidste gang havde trykket på den blå knap.

Selvom det er helt LOVLIGT at bruge Saphe som beskrevet, er der sikkert nogle som vil mene at dette er "snyd", eller at man "narrer" bilisterne, hvilket jeg på ingen måde vil afvise. Men hensynet til vores sikkerhed på de danske veje, når vi skal starte op på en eftersøgning efter påkørt vildt, er i min verden meget vigtigere end bilisternes forfængelighed.

Jeg håber nogle kan bruge ideen, men uanset hvad, så pas på jer selv og jeres hunde ude i trafikken.

Mvh. Kim Lindgren

At stille en hund til schweissprøve, kan ikke undgå at påvirke hundeføreren, i en mere eller mindre grad. Nogle bliver decideret nervøse, mens andre er mere spændte end nervøse. Man kan ihvertfald konkludere, at vi som hundeførere, normalt ikke er lige så afslappet til en schweissprøve, som på et træningsspor vi selv har lagt. Hvis man har det jeg kalder "eksamens-angst", er man altid nervøs, uanset om man stiller til en lille og nem 400m/3 timers prøve, eller den ultimative prøve i schweisshundeverdenen, Schweiss-registrets Kvalifikationstest eller Schweiss-registrets Egnethedsprøve.
Der er fordele og ulemper ved stort set alt, hvilket også er gældende når vi stiller til schweissprøver. Jeg hører til den type af hundeførere, som nærmest har "eksamens-angst" op til en schweissprøve, men når jeg er igang med schweissprøven, er jeg til gengæld 100% fokuseret på opgaven, og koncentrerer mig om hundens signaler på vej ud af sporet.
Fordelen ved min "eksamens-angt" er, at jeg aldrig kunne finde på at stille med en hund, som kun på en god dag vil kunne bestå. Nej, min hund skal under normale forhold, kunne udrede det schweissspor den skal gå, uden de store problemer.
Hvis jeg f.eks. stiller til en 400m/3 timer prøve, hvor hunden skal udrede et spor på 400 meter, ved jeg gennem sportræningen, at min hund uden problemer kan udredde et lignende spor, selvom det ville være 1000 meter langt.
Hvis jeg stiller en hund til Schweiss-registrets Egnethedsprøve, hvor sporet er ca. 600 meter langt + de meter som bruges i stjerner, tilbagegang og de sidste 200 meter hetz, stiller jeg med en hund, hvor jeg gennem sportræningen ved, at hunden uden problemer kan udrede et 2000 langt spor.
Til Schweiss-registrets Egnethedsprøve skal hunden som nævnt, efter udredningen af sporet, egenhændigt kunne udrede en 200 meter lang "hetz" med tilbagegang, hvorfor jeg gennem hetz-træningen ved, at hunden kan udrede et 600-700 meter lang hetz uden problemer.
I stedet for kun at gå træningsspor om morgenen, hvor det ikke er særligt varmt, venter jeg med at gå træningssporene til midt på dagen, hvor det er varmest. Dette betyder at jeg ikke skal bekymre mig, hvis jeg skal op til schweissprøve midt på dagen, hvor temperaturen måske ligger omkring de omkring 30º.

Det er altid en god ide at gå til lidt flere schweissprøver end nødvendigt, da du på schweissprøverne kommer til at udrede spor, som du ikke ved 100% hvor ligger. Samtidig får du testet din hunds førbarhed, når du er mere eller mindre nervøs. Du får testet om du kan aflæse din hund rigtigt, hvis hunden kommer ud i lidt problemer, ligesom det giver selvtillid til dig, når du er overbevist om at din hund, også kan gå spor du ikke selv har lagt. Når det er sagt, vil jeg også nævne, at den sunde og mentalt stærke hund, som er blevet trænet på den rigtige måde, er fuldstændig ligeglad, hvem den har i enden af dens 10 meter lange schweissline.

Som det gerne skulle fremgå af ovenstående, kunne jeg ikke drømme om at stille med en hund som ikke er gennemarbejdet i sporarbejdet, hvilket giver mig ro når vi først er kommet igang med at udrede sporet.
Til gengæld er jeg nok en anelse umulig at omgås i ugerne og dagene op til en schweissprøve. Det er ikke noget jeg selv bemærker, men det gør min kære hustru derimod. Hun siger altid til mig i dagene op til en schweissprøve "Jeg kan simpelthen ikke forstå du er så nervøs - for det plejer jo altid at ende godt". Jeg tænker hver gang, at det kan hun da sagtens sige, da det jo ikke er hende som skal op til prøve.

Meningen med dette skriv, om det at stille til schweissprøve og være nervøs (eksamens-angst), er et forsøg på at give nogle gode råd op til schweissprøven, og på selve dagen. Der er faktisk sportsfolk og forretningsfolk, som går til psykolog for at få dæmpet deres "eksamens-angst". Jeg har aldrig selv gået så vidt, men jeg er ikke det mindste i tvivl om, at det kan mindske ens "ekssamens-angst". Jeg ved ikke hvordan det foregår, men jeg kunne forestille mig, at i stedet for at man har sit fokus på "hvad nu hvis vi ikke består", få man flyttet fokus over på en tankegang, som "glæden og forventningen om at bestå".

Uanset om man er nervøs til en schweissprøve eller ej, bør man vise så meget respekt for hele arrangementet, stifindere, dommere m.fl., at man i det mindste har trænet og gået flere spor af lignende karakter, som man har tilmeldt sig. Når jeg skriver dette, er det fordi jeg som dommer på 20t/400 meter schweissprøver har oplevet ekvipager som stille op, som ikke kom mere end 10 meter ud af sporet, før de gav op. Når jeg ude på sporet giver min "kritik" af sporet, og konstaterer at det gik ikke som ventet på dagen, har jeg oplevet at svaret fra nogle hundeførerere har været: "Nå ja, hunden har logså kun ige betået en 400m/3 timers prøve, og har endnu ikke gået et overnatningsspor - men det var et forsøg værd..." Bemærkninger og indstillinger til spor- og schweissarbejdet som disse, er årsagen til at jeg ikke er særligt interesseret i at dømme ved DKK prøver.

I ugerne/dagene op til schweissprøven

• Hunden skal være det jeg kalder "spor-sulten", hvilket intet har med mad at gøre. Derimod skal hunden være "sulten" efter at gå spor, hvilket den ikke vil være, hvis den har gået lange svære spor i dagene op til schweissprøven. Hvis hunden ikke er gennemarbejdet 10-14 dage før du skal stille til schweissprøve, ændres dette formentlig ikke selvom man går 2-4 spor op til schweissprøven. Man bør man have så meget selverkendelseer, at man udmærket er klar over, at hunden ikke klar til denne prøve, og sigte mod den næste dato, hvor en lign. schweissprøve afholdes.
• I dagene op til schweissprøven, skal hunden have ro, uden det kommer til at gå for meget ud over dens daglige rytme. Jeg tænker, at der ikke er nogen grund til at cykle 10 km. med hunden, dagen før du skal til schweissprøve.
• Ligesom med andre sportsfolk, som skal ud og præstere, skal hunden indtage sunde og nærende måltider, ligesom man skal sikre sig at væskebalancen er i top.
• Du skal også, og gerne tidligere end 3 uger før prøven, have lært din hund at blive transporteret rundt i bil. Endnu vigtigere er det, at din hund har forstået, at når den kører i bil, kan den ligge ned og slappe helt af.

På selve dagen

• Bilen er pakket dagen før, så du har alt det schweissudstyr med du skal bruge, og frisk vand til hunden. Husk evt. stamtavle, vaccinationspapirer m.m. Vær også forberedt på alt slags vejr. Det er muligt at du ikke består på dagen, men det skal ihvertfald ikke være fordi man er gået ned på udstyr. Jeg medbringer altid en klap-sammen-stol, da man skal forvente ventetid på dagen.
• Jeg fodrer ikke min hund om morgenen på prøvedagen, men har foder med til den, som den får når den har gået sit spor.
• Hele dagen skal hunden i buret i bilen, have mulighed for at tanke op med friskt og køligt vand. 
• Jeg medbringer altid selv en madpakke, sodavand og kaffe i en termokande, da man ikke altid kan forvente at der er mulighed for at få noget vådt eller tørt i løbet af prøvedagen.
• Jeg lufter min hund grundigt, inden jeg kører hjemmefra, og ved først mulige lejlighed, når jeg er kommet frem til der hvor man er sat til at mødes på dagen.
• Herefter bliver min hund i bilen (buret), og jeg tager den ikke ud og hilse eller lege med andre hunde, før vi har gået vores schweissspor.
• Med bagsmækken på bilen på klem eller åben, sætter jeg mig i min medbragte klap-sammen-stol bag min bil, hvor jeg har god kontakt til min hund, og kan sikre at den slapper af.
• Nogle prøvedeltagere hat behov for at snakke mens de venter, mens andre bare vil være alene og passe sig selv. Hvad du skal gøre afgør du selv, men hav hele tiden fokus på at din hund slapper af i ventetiden. 
• Et sidste råd er, at der intet forkert er i at blive glad og udstråle denne glæde når man har bestået schweissprøven, men man kommer rigtig langt med ydmyghed. Husk på at det jo sjældent er alle som består på dagen, og disse hundeførere er lige så skuffet som du ville have været, hvis det var dig og din hund som dumpede på dagen. 

Knæk & Bræk på dagen

Når et dyr anskydes eller påkøres, frigives øjeblikkeligt stresshormoner (adrernalin og kortisol), som gør, at dyret både fysisk og psykisk fungerer/agerer anderledes end når det ikke er stresset. Man kan sige, lige som ved andre hormonelle påvirkninger, at dyret kommer i en anden ”tilstand”. Dyret forbliver i denne tilstand, indtil stresshormonerne er ude af kroppen igen. Dette kan tage fra minutter til flere timer for dyret, at komme ud af denne stresstilstand, afhængig af hvordan eller hvor meget dyret stresser. Når vi mennesker pludselig bliver forskrækket eller bange, kan vi mærke frigivelsen af stresshormonet adrenalin ved f.eks. hjertebanke, sveden i håndfladerne, sommerfugle i maven, tissetrang, spændte muskler, ændret åndedræt, tankerne bliver mere fokuserede, ligesom vi også "lugter" anderledes. Det er det samme som sker hos et anskudt eller påkørt dyr, da det også "lugter" anderledes når det er stresset. Denne lugt som vi kalder "angstfært", afgiver og afsætter dyrene i skovbunden under en flugt, via de kirtler som der sidder én af ved hver klov.

Om angsfærten står stærkere, eller om det er gamle urinstinker i hunden, eller den opbyggede erfaring, som gør at den erfarne reg. schweisshund kan adskille angstfærten fra andre færte, når et anskudt dyr slutter sig til en ruddel, ved jeg ikke. Men det er en kendsgerning, at når det anskudte dyr, efter at have fulgt rudlen over en længere strækning, bliver så svækket at det drejer fra rudlen for at gemme sig, følger den erfarne reg. schweisshund efter.
Eftersøgning af dåvildt og kronvildt, i områder hvor der netop står meget af dette vildt, kan være som "gift" for en ung og uerfaren reg. schweisshund. Mange færte som blandet sammen på kryds og tværs, er ikke en opgave man kan forlange, at en ung uerfaren reg. schweisshund skal kunne løse. Efter 1-2 år og i omegnen af ca. hundrede eftersøgninger, vil den tidligere unge og uerfarne reg. schweisshund, bedre kunne løse opgaver af denne kaliber, selvom succesraten på ingen måde bliver lige så høj, som den erfarne reg. schweisshund.

Ved kontrol-eftersøgninger, altså eftersøgninger hvor jægeren ikke selv mener han/hun har ramt dyret, men for en sikkerheds skyld rekvirerer en reg. schweisshund, har jeg erfaret noget om angstfærten og hundenes reaktionsmønster. Nedenfor er der tale om en kontroleftersøgning, hvor dyret ikke er ramt, men selvfølgelig flygtet:

• Selvom den unge og uerfarne reg. schweisshund intet finder på anskudsstedet, vil den gerne følge sporet over en længere strækning, uden at vi kommer i nærheden af dyret.
• Den mere rutinerede reg. schweisshund, starter også op på at følge sporet, selvom dyret ikke er anskudt, men efter ca. 30-50 meter, vil denne mere rutinerede reg. schweisshund, tydeligt indikere at dyret ikke er ramt, ved at slå af sporet og søge på må og få.
• Hvis det er den meget erfarne reg. schweisshund, som kommer ud til dette kontrolsøg, hvor dyret ikke er ramt, vil hunden undersøge hvor dyret satte af (da der blev skudt). Den vi følge sporet nogle få meter, hvorefter den vil slå af, kigge op på hundeføreren for ligesom at sige til ham/hende "hva' så makker - skal vi komme videre til næste eftersøgning, for dette dyr er ikke ramt".

En af mine tidligere reg. schweisshunde, en sort labrador ved navn Rex, havde på sine gamle dage, hvor han var særdeles erfaren, sin helt egen måde at vise mig, at dyret ikke var ramt. Han snusede intenst og undersøgte det sted hvor dyret havde sat af, da der blev skudt mod det. Det kunne han godt bruge et halvt til et helt minut på. Da Rex var færdig med at undersøge hvor dyret havde sat af, kiggede han op på mig, hvorefter han gik hen til nærmeste sten, busk eller træ, og lettede ben..! Mange jægere har helt sikkert har tænkt, hold da op en dårlig reg. schweisshund, den kan ikke gå en meter spor. Hvis jeg prøvede at sætte ham igang med at gå, om ikke andet så på den fod dyret havde afsat, stillede han sig op, og gloede fornærmet på mig. Selvom jeg allerede nu vidste, at dyret ikke var ramt, blev jeg nødt til at foretage mig noget andet. Derfor satte jeg Rex tilbage i bilen, og ud tog jeg en yngre og betydelig mindre erfaren reg. schweisshund. Denne hund ville hellere end gerne vil gå spor, bare der var noget at gå på. Den unge uerfarne reg. schweisshund startede op, og med  "tju hej vilde dyr", trak unghunden mig flere hundrede meter, på foden af det dyr som ikke var ramt. Jeg stoppede hunden og vendte til bage til rekvirenten, som jeg meddelte at dyret ikke var ramt, men det var super godt at han havde ringet, så vi var 100% sikker i vurderingen af et forbiskud.
Mere end én gang har jeg fået en afsluttende bemærkning med om, "det var godt du havde den anden hund med, for den første virkede da vist ikke helt efter hensigten". Nå nej, men han er også gammel svarede jeg, men jægerne skulle bare vide...

Ovenstående er en meget lærerig fortælling, for hvis man sammenligner den meget erfarne reg. schweisshund's måde at løse opgaven på, i forhold til den unge uerfarne reg. schweisshund's måde, viser dette med al tydelighed, hvorfor der er forskel på succesraten i forhold til om det er en uerfaren eller en erfaren reg. schweisshund, som sættes til at løse en praktisk eftersøgningsarbejde. 

Når et dyr bliver forskrækket/bange, hvilket sker når et dyr pludselig oplever et larmende skud i skovens dybe stille ro, mens dyret stod helt afslappede og essede, vil det altid flygte. I det moment dyret bliver forskrækket/bange, stresses dyret og kirtlerne ved dyrets klove vil omgående udskille og afsætte stresshormoner (adrernalin og kortisol) også kaldet angstfært. Derfor er det på ingen måde unormalt at en reg. schweisshund starter op på at følge foden på det dyr (som ikke er ramt), da det jo netop har afsat angstfært. Men efter kort tid stopper dyret med at udskille/afsætte denne angstfært, men afsætter selvfølgelig fortsat den almindelige fært i dyrets videre flugt. Afhængig af den reg. schweisshunds erfaring med eftersøgning, vil dette afspejle sig i hvor langt hunden vil følge sporet. Den erfarne reg. schweisshund stopper hurtigt med at gå på foden af dette dyr, mens den unge og uerfarne reg. schweisshund, endnu ikke er blevet helt fortrolig med at skelne mellem angstfært og den alm. fært et dyr altid vil afsætte. Derfor fortsætter den uerfarne på foden af dyret, selvom færten er skiftet fra angstfært til alm. individuel fært.

Jeg kan nævne et andet eksempel, hvor jeg tror at angstfærten eller mangel på samme, forhindrede at eftersøgningen endte som en positiv eftersøgning. Jeg havde på daværende tidspunkt kun været i Schweiss-registret et par år, og bliver tilkaldt til en trafikeftersøgning sent om aftenen. Rkvirenten holder og venter ude på stedet hvor han har påkørt et dyr. Rekvirenten mener det er et dådyr han har påkørt, og har set dyret løbe ud over marken og forsvinde i mørket. Jeg kører til stedet og kan med min skarpe håndlygte se øjnene fra et dyr som sidder flere hundrede meter ude på marken, i et skel tæt på en skov. Grundet den trafikerede vej og mørket, venter jeg med at gå igang med eftersøgningen til det bliver lyst, da jeg ikke vil slippe min hund til en evt. hetz så tæt på en vej, ligesom jeg vil have svært ved at skyde mod dyret med min riffel, grundet det flade terræn.
Om morgenen tager jeg en schweisskollega med, som sættes af inde i skoven, hvis dyret skulle rejse sig og løbe ind i skoven. Her ville schweisskollegaen kunne afgive et sikkert skud mod dyret, hvis det kom forbi ham. Da jeg kommer frem og skal starte eftersøgningen op, kan jeg se at dyret ikke umiddelbart sidder med hovedet oppe, det sted hvor jeg kunne se øjnene aftenen før. Jeg håber på at det er forendt, eller blot har flyttet sig om på den anden side af skellet. 
Fra vejen hvor dyret blev påkørt, starter jeg min reg. schweisshund op på at spore dyret. Inden dette har jeg sikret at alle formalitete er udført, som opkald til politi m.m. Hunden sporer uden problemer ud over marken, og efter et par hundrede meter kommer jeg og hund frem til sårlejet, altså det sted hvor jeg om aftenen, fra vejen havde set dyret sidde. Der ligger intet schweiss i sårlejet, så der er umiddelbart ikke hul på dyret, som sagtens alligevel kan have nogle alvorlige indre blødninger. Jeg sætter hunden af, og ringer til kollegaen i skoven, og hører om han har set noget, hvilket han ikke har.
Kollegaen kommer ud til mig, og jeg forsøger at sætter min erfarne reg. schweisshund på sporet, men han søger og søger, bliver ved med at vende tilbage til sårlejet, for at tage foden op, men kan ikke komme videre. Jeg ligner et stort spørgsmålstegn, da dyret jo har rejst sig fra sårlejet, og er fortsat i en eller anden retning, og alt andet må den fært som fortsætter fra sårlejet have ligget i kortere tid, end den fært vi fulgte ud til sårlejet. Dyret kan jo ikke forsvinde ud i den blå luft, men det var de tegn, jeg kunne læse ud af min erfarne reg. schweisshunds forsøg på at finde sporet fra sårlejet og videre.
En anden reg. schweisshund, også en meget erfaren hund blev prøvet, og for at få en helhed i sporforløbet, startede den også op, præcis det sted ved vejen hvor dyret var blevet påkørt. Ingen problemer med sporet ud til sårlejet 200 meter ude på marken, men herefter kom den heller ikke længere, selvom den også ihærdigt forsøgte at skille de forskellige færte fra hinanden, vendte den hele tiden tilbage til sårlejet. Vi stoppede eftersøgningen, og kørte hjem meget frustreret over hvad der var sket.
Jeg var i mange år uforstående over, hvorfor to erfarne reg. schweisshund, ingen problemer havde med at følge sporet fra vejen og ud til sårlejet, men derfra ikke kunne komme videre. Flere år efter mener jeg at have opklaret "mysteriet". Da dyret bliver påkørt, bliver det stresset, og afsætter angsfært fra hver klov, mens det flygter ud over marken. Herefter sætter dyret sig 200 meter ude på marken. Dyret har formentligt siddet i dette sårleje, indtil det blev lyst, hvor det har rejst sig, og søgt mod et sted hvor der var mere dække og mere sikkert at være. Fra dyret sætter sig i sårlejet på marken om aftenen, og indtil dyret ved solopgang rejser sig, er dyrets stressniveau faldet fra at være meget højt, til ingenting. Dette forklarer hvorfor hundene nemt kunne følge færten (angstfærten) fra dyret, og ud til sårlejet.
Når dyret ved solopgang rejser sig og går videre, er den fært (angstfærten) hundene var startet op på, forsvundet efter sårlejet, da dyret, når det rejser sig fra sårlejet, ikke afsætter angstfært mere, men derimod en helt almindelig fært. Denne alm. fært passer på ingen måde ind i det færtbillede, som hundene havde låst sig fast på, fra vejen og ud til sårlejet. Sporet fra sårlejet og videre, var blevet ændret til et andet færtbillede, og da de erfarne reg. schweisshunde, var meget sporlydige, slog de af gode grunde ikke over på den anden fært, som dyret havde afsat da det forlod sårlejet. 

Det kræver ikke den store investering i hundeudstyr, når du starter schweisstræningen med din hvalp. Med et fast  læderhalsbånd og en 10 meter flagline kommer du rigtig langt. Personligt har jeg altid startet mine hvalpe op med et lille billigt læderhalsbånd og en 6-7 meter flagline.
Du kan selvfølge vælge at investere i et "schweisshalsbånd" i mindste udgave, men du vil opdage at hvalpen hurtigt vokser ud af dette, hvorfor et billigt læderhalsbånd er udmærket at starte med.
Fordelen ved de brede og lidt stive schweisshalsbånd er, at de er skånsomme mod halsregionen (læs luftrør) hvis hunden trækker meget, hvilke hvalpe normalt ikke gør, når de koncentrerer sig.

SCHWEISSHALSBÅND
Det brede schweisshalsbånd i dobbeltsyet læder, med drejelig svivel, koster mellem 250-400 kr., afhængig af brede og længde, men er først nødvendigt hår hvalpen er blevet noget større. Bevares, det ser godt ud, men hvalpen er fuldstændig ligeglad hvilket halsbånd den har på i opstarten på schweissarbejdet, og iøvriget også senere. 

SPORSELE
En sele til sporarbejde koster mellem 200-1.500 kr., afhændig af materialevalg, størrelse og mærke. Nogle påstår at det er langt mere skånsomt for hunden, at gå spor i en sele, da man derved skåner hundens halsmuskulatur m.m. Det er selvfølgelig en pointe man ikke skal sidde overhørig, men nu er det jo ikke meningen at en schweisshund skal "trække" dig gennem skovbunden når den går spor. Gennem træningen lærer du hunden ikke at trække når den går sine daglige lufteture i snor, hvilket du også skal bestræbe dig på at lære hunden når den går spor. Når din hund udreder et spor, må der selvfølgelig godt være "bid" i schweissremmen, men aldrig mere end du kan følge med i gå-tempo. Jeg vil derfor råde dig til at arbejde på, at få sat hundens fart ned på sporet - så hunden ikke trækker. Hvis du ikke kan lære hunden dette, kan jeg garantere dig at din hund ikke trækker mindre, blot fordi den får en sele på - tværtimod. 

BØTTCHER-SELE
Da jeg for 40 år siden begyndte at arbejde med hunde, fandtes der noget som hed en "Bøttcher-sele". Selen virkede på den måde, at jo mere hunden trak, desto mere blev hundens hoved "presset" ned mod jorden. Med en varebeskrivelse med ord som "Modvirker højt søg" troede mange, at det var en fantastisk opfindelse, da man i mangel på viden om sporarbejdet naivt troede, at nu var "vidunder-udstyret" opfundet, som kunne få hunden til at stikke snuden i jorden og følge sporet. Man fandt hurtigt ud af, at selvom hundens hoved blev "presset" ned mod jorden når den trak, havde det ingen positiv effekt på hundens lyst til at søge - nogle gange tværtimod. Da sporarbejde er lystbetonet, er det for mig vildt overraskende, at man stadig kan finde "Bøttcher-selen" i handelen til 300-400 kr., da den i min optik ikke er mere værd end det læder den er lavet af.

SCHWEISSREM
En schweissrem (også kaldt en schweissline) kan være fremstillet af forskellige materialer, f.eks. alm. nylonsnor, webbing, læder, biothane, gummi / gummibelagt, til det fineste kernelæder, hvorfor priserne også vil være meget forskellige. En alm. schweissrem i webbing på 10 meter, koster fra 200-350 kr., afhængig af hvor kraftigt materiale man har brugt.
Nogle hundeførere er fortaler for det ene materiale fremfor det andet, men du skal selvfølgelig købe den schweissrem du har det godt med. Sørg for at der i den ene ende er en solid karabinhage, og ikke det man kalder en "panikhage", som er en anden form for karabinhage, som er hurtigere at udløsse. Jeg har erfaret, at ved en "panikhage" er der en risiko for at den udløser sig selv, hvis hunden arbejder under tætte buske eller træer, og omgivelserne kommer til at ramme "panikhagen". Jeg ved godt at fagfolk på området siger, at det ikke kan lade sig gøre, at en "panikhage" udløses når hunden arbjeder i en meget tæt bevokset område, men da det modsatte er sket for mig flere gange, vil jeg til enhver tid anbefale en solid karabinhage, fremfor en "panikhage" i enden af schweissremmen. I den ende af schweissremmen du holder i, vil jeg anbefale, at der ca. 1 meter før remmen slutter, er en flere centimeter lang "fortykkelse" af remmen, altså en form for markering (som du kan mærke i hånden), så du ikke mister dit tag i remmen når du er ved at være helt ude i enden af rammen.
Der bør ikke være håndtag i enden af remmen, da dette håndtag kun vil hænge fast i stort set alt du møder på sporet, hvis du ikke har fat i håndtaget.
Vær opmærksom på, at man til nogle prøver kan kræve, at schweissremmen har et mindstemål i længden.

PLASTFLASKE
Plastflasker med skruelåg (100/250 ml.) samt sprøjte til at skrue på plastflasken, koster pr. sæt ca. 20 kr. stykket. Du har kun brug for én sprøjte, og jeg vil anbefale dig at købe et sæt bestående af ca. 5 plastflasker med skruelåg og 1 sprøjte. Dette sæt kan du købe for ca. 100 kr.
Hvis du lægger spor hvor du sprøjter schweiss ud på hele sporet, er du nød til at have en sprøjte til at gøre dette med. Da jeg ikke bruger schweiss på sporet, udover ved anskudssted, og nogle få dråber som markering flere steder på sporet, foretrækker jeg en plastflaske med skruelåg. Den kan jeg have i lommen, og tage op uden at der er kommet schweiss ud over tøjet.

FÆRTSKO
Et sæt solide færtsko kan købes for 700-800 kr., og holder en hunds levetid. Der findes forskellige mærker og udformninger af færtsko på markedet, og jeg vil ikke fremhæve det ene mærke fremfor et andet. Blot vil jeg råde dig til at anskaffe et sæt færtsko, hvor kloven spændes fast bagpå færtskoen, så du selv kan bestemme hvor lang ned kloven skal kunne nedsættes bagpå færtskoene. 

MARKERINGSBÅND
Markeringsbånd (i papir) kan købes i flere farver, og koster ca. 20-25 kr. pr. 75 meter rulle.
Disse markeringsbånd er miljøvenligt og består af rivstærkt papir. Markeringsbånd bruges fortrinsvis på de praktiske eftersøgninger, hvor man f.eks med at gult markeringsbånd, nemt kan fide det sted man har tidligere markeret. Det kan være markering af et anskudssted, eller en enkelt dråbe schweiss på sporet.  
Træningsmæssigt er der nogle som også bruger disse markeringsbånd, så de nemt kan finde sporet, hvilket jeg ikke er tilhænger af. Skoven bliver hurtigt overklistret med de markeringsbånd, man har glemt at nedtage da man sidst gik spor med hunden. Så heller bruge det materiale du kan finde i skoven, som f.eks. grene, som du kan stille op ad træerne.

ANSKUDSSTED
Når vi træningsmæssigt forsøger at efterligne en "anskudsdsted", altså det sted dyret stod da det blev ramt, er det i første omgang vigtigt at hunden har en interesse i de ting som ligger på anskudsstedet. For en jagthund vil stort set alt som stammer fra vildt vække hundens interesse, hvorfor det det sjældent giver problemer. Men vigtigheden af at hunden tydeligt "markerer" dette anskudssted skal trænes grundigt (læs Markeringer).
På et anskudssted vil der altid ligge hår, og kan ligge hudstumper, kødstumper, schweiss, benstumper, knoglemarv m.m., afhængig af hvor dyret er ramt. Som nævnt vil altid være hår ved et anskudssted, men disse kan være svære at finde, da de i blæsevejr kan ligge mange meter værk, fra hvor dyret stod da det blev ramt.
Mange overser vigtigheden af at få undersøgt anskudsstedet grundigt. Man kan sammenligne dert med et gerningssted, hvor politiet skal sikre sig "beviser" eller andre ting, som kan beskrive hvad der er sket. Jo bedre din hund er til at markere, desto hurtigere finder du et anskudssted, også selvom der ikke ligger noget på anskudsstedet, da selve klovaftrykket med det samme et dyr rammes, udskiller angstfært.
Da en forløbsskudt buk kan tegne som et bladskud, er det jo vigtigt at man undersøger anskudsstedet først. Hvis det er et bladskud, skulle det være muligt at finde hår (lange hår), schweiss (altså mere end en enkelt dråbe på 3x3 milimeter. Ved et forløbsskud vil man som regel ikke finde meget schweiss, men meget korte hår. Man kan også finde benstumper (meget små dele), og er man heldig vil der også ligge en rørknogle, som dog ikke nødvendigvis ligger i anskudsstedet.
Da der på anskudsstedet kan ligge meget små dele, som ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje, eller væsker fra dyret, er det vigtigt at vi lærer hunden at lokalisere disse meget små dele, som selvfølgelig også afgiver fært. Dvs. at ligesom det på sporet, gælder om at få hunden til at kunne gå sporet med en så lille færtkilde som muligt, skal vi også arbejde målrettet på at lære hunden at kunne finden en meget lille "færtkilde", som f.eks. ét enkelt hår.
Når vi allerede mens hunden er hvalp begynder at lave kunstige "anskudssteder"ved sporstart, skal vi selvfølgelig starte med at lave tydelige anskudssteder ved hver enhver sporstart. I takt med den sideløbende træning af markeringer, nedtrapper vi schweissen og evt. hår og benstumper i anskedsstedet.

Nedenfor kan du se hvor forskellig håret ser ud, afhængigt af hvor på kroppen det stammer fra er rådyr.

Nedenfor kan du se hvordan nogle af de forskellige knogler fra et rådyr ser ud på.
MARKERINGER
Jeg træner markeringer som en seperat øvelse, og jeg kan se på de mange spor jeg går med hunden, at jo mere jeg træner markeringer, desto flere markeringer får jeg fra hunden på vej ud af sporet. 
Hvis man har en meget sporivrig hund, altså en hund med en udpræget sporlyst, kan man komme ud for, at hunden opfatter selve det at gå et spor som en øvelse, som skal udføres så hurtigt som muligt. Hunden har fået en opfattelse af, at når den har fat i sporet, gælder det om at komme ud til enden af sporet så hurtigt som muligt. Denne kombination af stor sporlyst og fejlindlæring, betyder at hunden trække meget for at komme op i fart, og høj fart i sporarbejdet betyder ofte tab af sporet. Grundet farten og målet om at komme til enden af sporet så hurtigt som muligt, bevirker at sårlejer, schweissdråber m.m. på vej ud af sporet, ikke er interessante, da det for hunden kun gælder om at komme til enden af sporet. Denne uønskede adfærd skal vi prøve at undgå, da den på ingen måde fremmer sporarbejdet.
En af metoderne kan være at gøre markeringer på vej ud af sporet meget interessante. Man kan sige at man laver markeringerne som "delmål", og når det lykkes vil hunden ikke fokusere på, at for hver en pris at komme ud til enden af sporet, så hurtigt som muligt. Hver gang hunden finder et sårleje, eller en dråbe schweiss/hår eller lign., tager man lidt af "spændingen" af hunden, dvs. den begynder at arbejde i et roligere tempo og derved mere kobcentreret.

Den måde jeg træner markeringer på, er som nævnt ved at træne markeringer som en seperat øvelse. 
Jeg bruger:

• Schweiss
• Hår 
• Kødstykker
• Knoglestumper
• Hudstykker
• Biklove m.m.

Når jeg starter markeringstræningen op med en hvalp, lægger jeg rigeligt med schweiss som markering, og intet andet. Det gør jeg fordi jeg har erfaret at de hvalpe jeg har trænet op, ofte troede at det var "mad" de fandt som markering (knoglestumper, kød- og hudstykker), og derfor ofte åd det. Hvis hvalpen eller den unge hund slikker på schweissen, lader jeg dem gøre dette.
Når jeg skal lægge markeringer ud til hunden, går jeg f.eks. af en grusvej i skoven, helt ude til én af siderne på grusvejen. Jeg sørger for, at der til den side hvor jeg vil lægge markeringerne langs grusvejen, er en frodig rabat på et par meter. Når jeg vil lave en markering i den frodige rabat, går jeg et par skridt ind i rabatten, og drypper de første par gange en god mængde schweiss ud (som et anskudssted). Herefter træder jeg ud på grusvejen og går f.eks 20 meter frem, og laver det samme igen. Disse markeringer laver jeg 4-5 stykker af, og går tilbage og henter hunden i bilen.
Det øvelsen går ud på er, at du først får hunden til at søge i rabatten langs grusvejen (i schweissremmen), hvor du har lavet markeringerne til din hund.

• Du sætter hvalpen igang med at søge i rabatten i en 3-4 meter kort line, og starter op ca.. 10 meter fra hvor du har udlagt et anskudssted (schweissen).
• Du følger hvalpens søgen i rabatten op mod anskudsstedt.
• Når du kan se at hunden registrerer schweissfærten, umiddelbart før den finder frem til den, roser du behersket hunden (fordi den viser interesse for schweissfærten).
• Når hvalpen står og snuser ved den udlagte schweiss i rabatten, skal du hurtigt men roligt frem til hunden, mens den står og snuser til schweissen. Du holder den fast i halsbåndet (for ikke at hunden flytter sig fra den fundne schweiss), mens du tydeligt tilkendegiver din glæde overfor hunden, så hunden ikke er i tvivl om, at det den lige har fundet, gør dig afsindig glad.
  Hvis hunden elsker højt belagt smørebrød, får den et stykke af dette, og hvis den elsker godbidder lige så højt, er det en godbid den får. Du skal formidle til hunden, at det at den fandt dette schweiss, er at sammenligne med at den har fundet din tabte pung, hvori der lå kr. 100.000.
• Når du er færdig med at rose hunden, trækker du den ud på skovvejen, og ca. 10 meter før næste anskudssted, sætter du igen hunden til at opsøge et nyt anskudssted.

Disse anskudssteds-øvelser kan du lave flere gange om ugen, og hvalpen vil elske det.
I starten er det måske en fordel at hvalpen får færten fra anskudsstedet serveret, dvs. det gør ikke noget at vinden bærer schweissfærten hen til hunden. Men når hunden har lært øvelsen, og ved hvad det drejer sig om, er det vigtigt at det ikke bliver for nemt, hvorfor jeg undgår at vinden kommer mod hunden, ved at tænke mig om, inden jeg udlægger anskudssteder langs rabatten, eller skovkanten.
Ved hver markering jeg laver, skraber jeg lige med hælen "en streg" ude på grusvejen, så jeg har styr på hvor markeringerne i rabatten ligger.

Mængden af schweiss i hver markering nedtrappes stille og roligt, jo mere sikker hunden bliver i markeringerne. Jeg begynder også at lægge hår, kødstykke m.m. ud som markering, jo dygtigere hunden bliver til at markere. Størrelsen på de markeringer jeg laver når jeg træner markerings-øvelsen som en seperat øvelse, den samme størrelse af markeringer lægger jeg et par stykker af, på hvert spor jeg lægger til hunden i samme tidsperiode.
Mange forsømmer at træne disse markeringsøvelser fra starten af, og med tiden skal den reg. schweisshund, efterhånden som den bliver mere erfaren, nok selv "registrere" enkelte dråber schweiss under sporsøget. Fordi at hunden registrerer en schweissdråbe, er ikke ensbetydende med at man ser hundens reaktion, og derfor ikke er vidende om dråbens eksistens. 

Jeg vil derfor anbefale alle at træne markeringsøvelser, da det er nemt at lære hvalpen/hunden, og senere på de praktiske eftersøgninger, er en hund som tydeligt markerer, en fantastisk hjælp
Som schweisshundefører er der ikke noget bedre, end hvis du er på eftersøgning efter en anskydning/påkørsel har gået et meget langt spor (uden at finde schweiss eller andet), pludselig oplever at hunden stopper op og begynder at logre med halen, mens den snuser intenst på en lille dråbe schweiss som sidder på et blad i skovbunden. Når dette sker bliver man så glad, da man får bekræftet at hunden går på den rigtige, og samtidig bliver bekræftet i, at markerings-træningen har virket efter hensigten.

OPSØGET
Opsøget, altså det at hunden selv via sin lugtesans kan finde et anskudssted, bør man træne hunden i, så snart den kan udrede et flere hunderede meter langt spor.
Selvom der på nogle prøver er en tydelig markering af, hvor sporet starter, er det ingen sag for hvalpen eller unghunden selv at kunne finde det sted, hvor sporet starter. Derfor kan du lige så godt, når hvalpen eller unghunden har forstået hvad sporarbejdet går ud på, lære den at opsøge sporstarten.
Den eneste forskel der er på træningen af en markering og et anskudssted (altså der hvor sporet starter) er, at ved træningen i at finde et anskudssted, vil der ud fra anskudsstedet altid være lagt et spor. 
Bliv ikke fortvivlet hvis det ser ud som om hunden søger efter anskudsstedet, og alligevel ikke omgående går i gang med at markere anskudsstedet og straks efter starte sporsøget op. Så længe hunden arbejder på at finde anskudsstedet, skal du ikke gribe ind. Giv hunden tid til at sortere de forskellige færte fra hinanden og bevar roen. Når hunden undersøger de forskellige færte, siger man i fagsprog, at hunden lige skal "læse manualen", inden den først markerer anskudsstet, og efterfølgende går i gang med at udrede sporet.

Mange tolker en hunds opsøg af et spor på en helt forkert måde.  
Når man har anskudt et dyr, undersøger man altid som det første anskudsstedet grundigt. Man bevæger sig rundt i det område, hvor dyret stod da man skød til det, og afsætter selv en masse fært i skovbunden. Det sker også at man ubevidst kommer til at træde i lidt schweiss, maveindhold, eller måske blot lidt kropsvæske fra dyret. Dette sidder fast unden ens fodtøj, og man afsætter derved an masse forvirrings-fært, mens man bevæger sig rundt i et større eller mindre område.
Når den reg. schweisshund senere kommer og skal finde det anskudssted som man f.eks. ikke kunne finde, er området en stor fært-forvirring for hunden. Der lugter interessant overalt i det område hvor man tidligere har bevæget sig rundt i, da man ledte efter anskudsstedet. Alle disse færte skal hunden lige have en mulighed for at sortere, hvorfor den ofte i flere minutter, vil søge rundt og snuse mod jorden indenfor et begrænset område. Som tidligere sagt, siger man i fagsproget "at hunden lige skal have læst manualen".
Når hunden har læst "manualen", har den styr på hvilke færte som er interesante og hvilke der ikker er, og begynder først nu at udredde sporet. 
Hvis flere jægere har trampet rundt i et anskudssted, trådt i schweiss, kropsvæsker eller andet, og samtidig er begyndt selv at og lede efter dyret i de tætte graner som dyret flygtede ind i, er det ikke sikkert at hunden umiddelbart efter kan finde sporet at gå på. I sådanne tilfælde er det ofte en fordel at først starte op på sporet dagen efter, da den menneskeskabte forvirringsfært forsvinder hurtigere end selve klovfærten fra dyret.

EN HVALP SOM OGSÅ LIGE SKULLE "LÆSE MANUALEN"
Vedr. det at en hund først "skal læse manualen" før den starter op på et spor, har jeg haft en 5 mdr. gammel Ruhåret Hønsehundehvalp, som tydeligt viste på en 20t/400 m. prøve.
På en sådan 20t/400 m. prøve, har man lavet en startboks på ca. 10x10 meter. Sporlæggeren har gået rundt og lavet et kvardratisk felt, som via markeringer på træerne, tydeligt viste hvor startboksen var.
Inde i startboksen var der selvfølgelig dagen før lavet et anskudssted (med lidt swchweiss).
Som skrevet var det en hvalp på 5 mdr. som skulle udredde dette 20t/400 m. spor, hvilket jeg vidste at den sagtens kunne klare, da den i de sidste 4 uger havde gået adskellige overnatningsspor.
På baglinien af startboksen, satte jeg halsbånd og schweissrem på hunden hvalpen, og satte den igang med at søge. Hvalpen fandt hurtigt anskudsstedet, men gik ikke ud af boksen og fulgte sporet, men blev ved med at søge rundt inde i boksen. Ved bare at følge hvalpens søgen, kunne jeg se at hvordan stifinderen havde gået fra træ til træ, og opsat martkeringer som begrænsede startboksen. Herefter søgte hvalpen meget grundigt rundt inde i startboksen i adskellige minutter. Hvalpen var henne og markere anskudsstedet flere gange, men fortsatte herefter igen at søge rundt inde i startboksen. Schweissdommeren kiggede på mig, og jeg kunne blot slå ud med armene og sige - "den søger stadig". Jeg må indrømme at jeg selv begyndte at tvivle, men ved også, at så længe denne hvalp arbejdede koncentreret, skulle jeg ikke sige noget.

Pludselig løftede hvalpen hovedet og kiggede kort på mig, hvorefter jeg roligt fik fremstammet "Ja det var godt - søge sporet". Hunden gik hen til anskudsstedet, satte snuden i jorden, logrede lidt med halen (tydelig markering), fulgte sporet direkte ud af startboksen, og gennemførte sporet med knæk, tilbagegang osv., uden på noget tidspunkt at have været mere end 2 meter fra sporet. Jeg var glad og stolt, og fik selvfølgelig også en 1. præmie for denne præstation. Da hvalpen (5 mdr.) var den yngste 1. præmie hund på dagen, fik vi også titlen som prøvens bedste hund.
Dommeren, som jeg kendte godt, sagde bagefter til mig "Kim, din hvalp søgte og søgte inde i startboksen, og jeg var en overgang bange for at den aldrig ville forlade startbiksen". Jeg kunne kun give ham ret.
Det jeg ville fortælle med denne lidt lange historie er, at denne hvalp netop gjorde det som jeg har omtalt ovenfor, da den lige skulle læse "manualen" først, altså have udredt alle de forskellige "færte", før den gik i gange med selve udredningen af sporet.
Ikke helt almindeligt at se hos hvalpe i denne alder, men Lasse (som hunden hed) var også fantastisk hvalp fra Kennel Lilleheden, som desværre blev syg, hvorfor jeg måtte aflive den før den blev 2 år gammel. 

Efter beståelsen af en Kvalifikationstest, eller for de reg. schweisshundeførere en Egnethedsprøve, bliver hunden og hundeføreren optaget i Schweiss-registret, og der udstedes et ID-kort til  schweisshundeføreren.
På ID-korten, som er udstedt af Miljø- og Fødevareministeriet / Naturstyrelsen, står hundens navn, ID-nummer (hundens microchip nr, eller tatoveringsnummer), udstedelsesdato, ligesom der på  ID-kortet er et billede og navn på den reg. Schweisshundefører.

I Schweiss.registret arbejdes der med et værdisæt som omhandler 4 nøgleord:

• Selverkendelse
• Samarbejde
• Tilgængelighed / Parathed
• Professionalisme

Alle 4 punkter skal enhver reg. Schweisshundefører i alle tilfælde efterleve, men specielt de 2 første punkter skal man holde fokus på, når man starter op i Schweiss-registret med en ny ung hund. Hvis man som hundefører har været en del af Schweiss-registret i mange år, har man som hundefører selvfølgelig en del erfaring i bagagen, og hvis man er helt ny hundefører i Schweiss-registret, starter uddannelsen af føreren som en følordning, hvor man bla. ikke må afslutte en eftersøgning, hvor der er sikre tegn på træf, uden at have kontaktet en mere erfaren schweisskollega. En rigtig god ordning som sikrer at ingen eftersøgninger opgives for hurtigt, ligesom det også styrker det lokale samarbejde.

På hundesiden er det mere eller mindre ligegyldigt om man starter op som helt ny hundefører eller som erfaren hundefører i Schweiss-registret. Hunden er fuldstændig rå i forbindelse med praktisk eftersøgning, og først efter optaglsen i registret, starter hunden op på den "rigtige" uddannelse som reg. Schweisshund. Selvfølgelig har den mere rutinerede schweisshundefører nogle fordele, da han/hun tidligere har været turen igennem med en ny ung hund, men dette ændrer ikke på at han/hun nu står med en ny ung og uerfaren schweisshund.
Set fra hunden side, er det at sammenligne med at vi mennesker som 18-årige består vores køreprøve. Når vi har bestået teori- og køreprøven får vi tilladelse til at køre bil, men det er først nu vi rigtig skal "lære" at køre bil. Hvis vi går tilbage til hunden, er den nye og formentlig unge hund blevet optaget i Schweiss-registret, og det er først nu at hunden rigtig skal igang med de praktiske eftersøgninger. I takt med antallet af praktiske eftersøgninger stiger, tilegner hunden sig nogle erfaringer, og jo flere praktiske eftersøgninger hunden kommer på, desto før bliver det en rutineret reg. schweisshund.

SELVERKENDELSE og SAMARBEJDE
Hos de nye hundeførere (som ikke tidligere har været i registret) har man sikret "dyrets tarv" ved, at den nye reg. schweisshundefører, ikke uden videre må afslutte en eftersøgning (hvor dyret er ramt), uden først at kontakte en mere rutineret schweisskollega. Ved denne fremgangsmåde skåner man den nye reg. schweisshundefører, fra at vurdere om der skal indsættes yderligere kræfter (læs: kollegahjælp), før man evt. stopper en igangværende eftersøgning. 
Det er vigtigt at man er meget bevidst om, at ens egen nye hund i registret, grundet dens (og måske også førerens) manglende erfaringer på området, kan blive tilkaldt til eftersøgningsopgaver, hvor man inden man er startet op, godt er klar over at denne opgave kan hunden formentlig ikke klare. En ting er ihvertfald sikkert, og det er at hvis man ikke forsøger, kommer man aldrig i nærheden af det anskudte eller påkørte dyr. Når jeg med en ny hund kommer ud for en sådan situation, kontakter jeg altid nogle af de mere erfarne schweisshunde i registret, og sammen lægger vi en strategi for hvordan vi skal gribe denne, på papiret, svære eftersøgning an. Mange gange starter vi op med unge min hund, og når den ikke kan komme videre, tager en af de mere rutinerede schweisshunde over. 
Mange svære eftersøgninger får man kun fat i, hvis de lokale reg. schweisshundeførere samarbejder om opgaven. Den tid hvor man afsluttede en eftersøgningsopgave, fordi man ikke selv kunne komme frem til dyret, er heldigvis passé. Derfor er både begrebet "Selverkendelse" og "Samarbejde" nævt som to af de fire punkter i Schweiss-registrets værdisæt.

DE FØRSTE EFTERSØGNINGER
Når man har et godt samarbejde med de andre reg. schweisshundeførere i området, kan der ske det at man af en kollega, får tilbudt at køre til en eftersøgning, som på papiret virker "nem". Jeg skal lige huske at sige, at selvom en eftersøgning umiddelbart godt kan virke som en "nem" opgave, er det langtfra sikkert at man kommer i nærheden af dyret, og at en mere erfaren reg. schweisshund efterfølgende heller ikke kommer i nærheden af dyret.
Selvom hunden lærer noget ved hver eftersøgning finder man ud af, at selvom man har gået rigtig mange træningsspor og har bestået de sværeste sporprøver, er det intet at sammenligne med en praktisk eftersøgning med lidt sværhedsgrad. Man skal derfor ikke lade sig slå ud, fordi man ikke kommer i nærheden af de første mange eftersøgninger man starter op på. 
Det man skal koncentrere sig om, er at fokusere på hundens evne, lyst og gå-på-mod på eftersøgningerne, og selvom man efter flere eftersøgninger i træk, ikke kommer i nærheden af dyret, skal man aldrig lade sig friste til at slippe hunden.
Schweisshundearbejdet er remarbejde, remarbejde og atter remarbejde, og med den unge hund ville jeg ALDRIG slippe den til hetz, før jeg ser dyret rejse sig og flygte fra et sårleje, eller hvis hunden fører mig frem til et helt friskt sårleje.
Det koster lidt dyr i starten af den unge hunds karriere, men så kan man heldigvis rekvirere kollegahjælp, hvis man ikke selv kan spore videre på foden af dyret.

MANDDOMSPRØVEN
Jeg plejer at sige, at den nye hund i registret har bestået sin "Manddomsprøve", når den har sporet et løbsskudt stykke råvildt over flere hundrede meter, og det løbsskudte rådyr rejser sig fra sårlejet, og flygter hurtigt videre, mens man stadig har schweissremmen på hunden. Det betyder intet at det anskudte dyr får 100 meters forspring inden man får sluppet hunden, da den unge hund nemt kan følge sporet og den friske kropsfært fra det flygtende dyr. Afhængig af hvor langt ude hunden får fanget dyret, hører man måske dyret skrige et par gange. Ellers kan man se på sit pejl, at hunden ikke løber mere, hvorfor man bare skal begynde at gå i retning af hvor hunden på pejlet befinder sig. Når man kommer frem til hunden, bliver man ovenud glad og kistestolt, når man ser at ens "nye" reg. schweisshund, har sporet, fanget og måske aflivet dyret. 
Når denne "Manddomsprøve" er bestået med UG med kryds og slange, er man sikker på at den hvalp man valgte for ca. et år siden, er den "rigtige" hvalp, som nu er ved at blive voksen, og ved dens gerning indtil videre har indfriet alle de store forventninger man havde til den.
Selvom hunden ved ovenstående præstation har bevist dens værd, skal man stadig huske på, at: schweisshundearbejdet er remarbejde, remarbejde og atter remarbejde.

KOMMUNIKERE MED HUNDEN
Skal man kommunikere med sin hund mens den udredder et sporforløb, eller skal man tie helt stille, så længe hunden arbejder på sporet...?
Svaret på spørgsmålet er i min optik hverken et ja eller nej, da dette afhænger af hundens alder, føreforhold m.m. Den kommunikation jeg taler om er ros, og i meget sjældne træningstilfæde en irettesættelse (ikke at forveksle med straf).
Hvalpe tåler som hovedregel ikke at man "roser" dem for meget på sporet, da dette ofte fjerner hvalpens fokus og koncentration fra sporarbejdet. Jeg vælger derfor ikke at sige noget til hvalpen, så længe hvalpen arbejder koncentreret på at udrede et sporforløb. Når hvalpen er blevet ældre, og har fattet hvad det hele drejer sig om, dvs. at hvalpen er motiveret og arbejder målrette på at udrede et sporforløb, begynder jeg så småt at rose hunden behersket, når hunden gør noget rigtigt. Et eksempel kunne være, at hunden måske er flere meter væk fra sporet, og arbejder ihærdigt på at finde sporet igen. På et tidspunkt krydser hunden ind over sporet, og tager det omgående op. Her roser jeg omgående hunden med et behersket "ja, det var godt". Jeg kommunikerer meget med mine schweisshunde, når vi sammen skal udrede et sporforløb. Det gør jeg fordi jeg i optræningsfasen, har lært hunden at den får "ros" når den gør noget godt på sporet, hvor den kunne have valgt en anden løsning. Derved bliver det også meget nemmere for hunden at forstå, når jeg behersket siger "NEJ" til den på sporet, når den evt. vælger at skifte fra den udlagte fært, over på en anden afledningsfært på sporet. Sker dette husker jeg selvfølgelig omgående at "rose" hunden, når den igen tager den udlagte fært op igen. Dvs. at jeg under udredningen af et spor (jeg selv har lagt), kan kommunikere med hunden undervejs, hvilket jeg mener øger samarbejdet mellem hund og fører.

Når jeg begynder at træne sporlydighed (læs om sporlydighed HER), går jeg bevidst ind og lægger en frisk afledningsfært ind over overnatningssporet (umiddelbart inden sporet skal gåes), med henblik på at hunden skal lave en fejl. Årsagen til at jeg fremprovokerer en "fejl" er, at jeg gerne vil kunne reagere og "irettesætte" hunden, i det øjeblik den skifter over på den udlagte afledningsfært. Jeg straffer på ingen måde hunden, men irettesæter den, for at fremhæve vigtigheden af at holde den fært, hunden er i gang med at udredde. 
En irettesættelse på sporet, er en rolig og behersket indgriben i hundens arbejde, når den gør noget vi ikke vil have den til, og må aldrig kunne forveksles med en decideret straf.

For at en irettesættelse skal kunne forstås og efterleves af hunden, kræver det at hunden er lydig i dagligdagen, og derved har den fornødne respekt for dig som flokfører. Det betyder selvfølgelig også, at grundlydigheden skal være gennemarbejdet, før jeg begynder at forlange at hunden skal rette sig efter en irettesættelse på sporet. For dem som ikke er klar over det, er respekt ikke det samme som, at hunden er bange for dig.
Hvis hunden ikke er lydig i dagligdagen, er det næsten umuligt at irettesætte hunden på et træningsspor. Hunden ser absolut ingen ide i at efterkomme, hvad du vil have den til at gøre under sporarbejdet, hvis den ikke har respekt for dig som flokfører. Hvis hunden er fuldstændig ligeglad med hvad du mener og siger, kan du være sikker på at hunden vil slå over på en afledningsfært, hvis hunden synes det på dagen er mere spændende.
Lydigheden skal aldrig trænes i forbindelse med sporarbejdet men som seperate øvelser. Hunden skal ikke opdrages som en cirkushund, men til hver en tid forstå og efterkomme kommandoerne som sit og dæk, og skal selvfølgelig komme hver eneste gang du kalder på hunden.


KOMBINATION AF "ROS" OG "RIS" OG LYDIGHED
Endelig kommer jeg frem til det jeg vil sige om lydighed ros og ris. Når hunden er lydig i dagligdagen, vil den ikke have svært ved at forstå og efterkomme en behersket irettesættelse som et  "nej", fra dig, når hunden går af på en frisk afledningsfært. Når hunden vender om, og stopper med at gå videre på afledningsfærten, roses hunden med et behersket "ja, det var godt", og når hunden rammer sporet igen og omgående tager det op, belønnes hunden endnu engang med ros fra dig som "ja, det var godt". 

Det er den måde jeg kommunikerer med mine schweisshunde i træningen, på prøver og i det praktiske eftersøgningsarbejde. Uanset hvilken form for spor jeg går med min hund, vil hunden altid, når den markerer en dråbe schweiss eller lign., omgående modtage et "ja, det var godt" fra mig. Når hunden påviser et anskudssted eller sårleje, vil hunden omgående modtage et "ja, det var godt" fra mig. Når hunden arbejder med at udrede en stor stjerne eller rundgang, og til sidst finder udgangen fra denne færtforvirring, vil hunden omgående modtage et "ja, det var godt" fra mig. Når hunden af en eller anden grund mister sporet, følger jeg med, mens hunden ihærdigt forsøger at finde sporet igen. Når hunden krydser sporet, og tydeligt tager det op, vil hunden omgående modtage et "ja, det var godt" fra mig, osv. 
Da alt hundearbejde handler om at gøre tingene sorte eller hvide, hvor det sorte er det vi ikke vil have hunden skal gøre (læs NEJ), mens det hvide er det vi vil have hunden til at gøre (læs "ja, det var godt" ), kan vi med disse simple virkemidler, kommunikere med hunden på vej ud af sporet. 

Overnstående er ikke noget hunden lærer på en enkelt dag eller en uge, men når hunden har lært det, bliver sporarbejdet meget nemmere for ekvipagen (hunden og dig) , når du gående bagved i den 10 meter lange schweissline, med et "ja, det var godt", kan rose hunden hver gang hunden gør noget "rigtigt", og et behersket "nej", hver gang den gør noget "forkert".

Sporets sværhedsgrad vil altid være afhængig af hundens alder, samt hvor langt hunden er kommet i uddannelsen som schweisshund. Sværhedsgrad og kondition er også linket sammen, da en hund ikke kan udrede et langt spor, hvori du har indlagt mange svære momenter, uden at være i rigtig god kondition. 
Jeg har oplevet det med egne hunde og på prøver, hvor jeg som dommer har oplevet at se hunde gå et fantastisk spor, lige indtil 80 meter fra enden af sporet, hvor hundene pludselig er gået "døde". Hundene kan pludselig ikke holde fast i sporet, og uanset hvor meget hunden søger, kan den bare ikke lugte og adskille skovbundens færte fra hinanden. 
Når en hund løber og leger, bruger den selvfølgelig noget af dens opsparrede energi på dette, hvorimod den bruger meget mere energi på at arbejde med næsen og udrede et svært spor.
Hvis jeg i en teoretisk tankegang skulle erstatte hunden med mig selv kan man sige, at når et jeg løber rundt og leger med mine børnebørn, bruger jeg selvfølgelig  meget energi på dette. Men hvis jeg, mens jeg løb rundt og legede med børnebørnene, samtidig højlydt skulle synge opera, er jeg sikker på, at udover det ville lyde forfærdeligt, ville legen hurtigt få en ende, da min kondition bestemt ikke er noget at prale af. Det nævnte eksempel er på ingen måde videnskabeligt efterprøvet, men blot for at illustrere, hvor meget energi en hund bruger på at lege, contra når den skal udrede et svært spor. 
Hvis du arbejder med en hvalp/unghund med en udpræget stor sporlyst, kan du komme ud for, at den en gang imellem, uden nogen forvarsel, kan gå "død" midt på eller i slutningen af sporet. Hunden fortsætter med at søge ihærdigt, men kan bare ikke holde færten. Sker dette kan du selvfølgelig prøve at holde en lille pause, men det hjælper sjældent, da "glasset" er tømt for energi, og denne energi løber betydeligt langsommere til, end ud af "glasset". Når dette sker for mig, og hunden fortsat arbejder ihærdigt for at løse opgaven stopper jeg ikke sporet. Jeg lader hunden søge ihærdigt videre (selvom den ikke kan holde færten), mens jeg uden hunden ved det, sørger for at vi kommer ud til enden af sporet, hvor belønningen ligger. I dette tilfælde belønnes hunden ikke for at den ikke kunne følge sporet til enden, men fordi den arbejdede ihærdigt videre, og ikke gav op med at søge, hvilket er et must for med tiden at blive en schweisshund.

Man skal selvfølgelig ikke motionstræne hvalpe eller unghunde, i en overdreven grad, ved f.eks. at hunden skal løbe meget, eller trække traktordæk efter sig. Gør man dette, risikerer man at det går ud over ud over hundens knogler, led og muskler m.m. Al form for træning med hvalpe og unghunde, skal stemme overens med hundens mentale og fysiske udvikling, og skal som sagt ikke overdrives.
Hvis du er i tvivl om hvordan eller hvor meget du bør motionere med din hund, er det en god ide at spørge din dyrlæge, eller andre fagfolk.

SVØMNING
Svømning er for hvalpe og unghunde, og en rigtig god måde at motionstræne på. I kraft af at hunden er vægtløs i vandet, belastes led og knogler på ingen måde, modsat hvis du f.eks. cyklede eller løb med hunden. Hvalpen skal selvfølgelig forigtigt vænnes til at vandet og det at svømme, hvilket sjældent er et problem for de fleste jagthunderacer.
Der er efterhånden dukket en del svømmehaller for hunde op i Danmark, og et ugentlig besøg i disse svømmehaller, vil både du og hunden nyde.
Apropos svømmehaller til hunde, byggede og drev jeg den første indendørs opvarmede smømmehal til hunde i hele Europa. Svømmehallen etablerede jeg i forbindelse med et hundehotel, som vi i forvejen drev på Sydsjælland. Jeg var inspireret af at man genoptrænede heste i vand efter skader og operationer, og mente derfor også at det kunne være en god ide til genoptræning af hunde, som var opereret for dispusprolaps led-, knogle- eller muskelskader. Det blev en kæmpe succes, som heldigvis efterfølgende inspirerede andre - Men det er en helt anden historie.
Jeg svømmetræner også mine schweisshunde ved stranden. Her kaster jeg pinde jeg finder på stranden, langt ud i vandet, som hundene elsker at svømme ud og hente.
En del af året (1. oktober til 31. marts), må hunde man har under kontrol, løbe løs på de fleste danske strande. Dette benytter jeg mig meget af, og hundene får en fantastisk kondition af disse strandture, som udover svømning også indeholder løb i løst sand. Disse strandture virker som intervaltræning, som er en af den bedste måde at træne på, uanset om man er hund eller menneske.
Vær opmærksom på, at når det er køligt, eller vandet er koldere end at du selv ville bade i det, at tørre hunden grundig i medbragte håndklæder, inden du sætter hunden ind i bilen og kører hjem. Så længe hvalpen, unghunden eller for den sags skyldt den voksne hund, løber og svømmer, kan den holde varmen, men lige så snart den ikke er aktiv mere, vil den fryse på denne tid af året.
Jeg vil klart anbefale at man køber et dejligt varmt og fugttransporterende fleecedækken, hvis hunden efter den er tørret , ikke kan komme ind i en varm bil.
Jeg tager også mine hunde med til stranden, i sommerhalvåret hvor hunden ikke må være løs på stranden (1.april til 30. september). Dette gør jeg tidligt om morgenen, eller sent om aftenen, for ikke at møde for mange strandgæster. Jeg går ned til vandet med min hund i line (hvilket er lovligt), til et sted hvor jeg har afstand til andre strandgæster. Her tager jeg linen af, og kaster pinde langt ud i vandet som hunden henter. Når hunden er blevet godt og grundig træt af denne løbe og svømmetræning, tager jeg hunden i line igen og forlader stranden.

CYKLING
At cykle med hunden er en god ide, men først når hunden har alderen til dette, dvs. når den er færdigudviklet og voksen. Væn hunden gradvist til at løbe på højre side af cyklen, ved først at træne hunden i at kunne gå på højre side af cyklen. At cykle med hunden er en ganske alm. lydighedsøvelse. Selvom det op ad bakke kan føles rart at hunden trækker, er det ikke den måde man skal cykle med sin hund. Hunden vil elske sine cykelture, men uanset hvor meget iver hunden har for at give den fuld gas fra start, skal du lære hunden at løbe ved siden af cyklen, uden at linen mellem dig og hunden bliver stram. Linen skal hænge i en blød buge under hele cykelturen. Hunden skal afpasse hastigheden efter cyklens hastighed, og derfor hele tiden være opmærksom på hvad du gør. I teorien skal du kunne cykle med hunden fri på din højre side, og linen er kun på, for at forhindre at hunden bliver fristet til at løbe efter en hare, kat, fasan eller andet, som man kan møde på cykelturen.
Vær opmærksom på underlaget (asfalt, grusveje m.m.) i cykler på, da det kan være en meget hård belastning for hundens trædepuder.
Cykling er god træning for hunden, men det er svært at få hunden til at løbe lidt mere end den egentlig har lyst til. Der er nemlig ingen drifter aktiveret, når hunden løber ved siden af cyklen.  

BOLDTRÆNING
Alle jagthunde elsker at løbe efter bolde, og med meget lidt logisk træning, vil de også meget gerne aflevere bolden til dig - så du igen kan kaste den.
Boldtræning er også intervaltræning, som jeg er tilhænger af. Når du kaster bolden langt ud, bruger hunden alle sine kræfter for hurtigt at komme ud og "fange" bolden. Løbet tilbage til dig er som regel i et noget roligere tempo. Jeg plejer at sætte hunden af, og lære hunden ikke at løbe efter bolden, før jeg giver lov til det. På den måde får jeg også trænet lidt lydighed.
Boldtræningen er også en rigtig god form for søgemotivation. Jeg kaster altid bolden i skoven, og jeg kaster altid bolden til et sted, hvor bolden kun kan findes ved brug af næsen.
For at implementere schweissen i boldtræningen, har jeg smurt lidt schweiss på den bold jeg træner hvalpen eller unghunden på. Lysten til at ville hente bolden er altid stor, og ved brug af lidt schweiss på bolden, bilder jeg mig selv ind, at det forstærker lysten til at finde schweiss.
Jeg lavede engang et "mini-forsøg", hvor jeg bla. brugte en bold som jeg ikke havde rørt ved i 3 uger. Denne bold tog jeg med gummihandsker og lagde den i noget højet græs. Herefter tog jeg den alm træningsbold med schweiss på, og lagde den ved siden af, hvorefter jeg sendte hvalpen/unghunden ind efter "bolden". Ja du kan næsten gætte dig til, at den altid kom med den bold, som der var schweiss på. Jeg har også prøvet dette forsøg på en anden hvalp/unghund, som var ekstrem glad for bolde. Da det at hente bolde var første prioritet, resulterede det i at den kom med begge bolde hver gang. 
Jeg ved ikke om det er mine skuldre der er noget galt med, men jeg har altid fået ondt i skulderen når jeg har kastet mange bolde til hunden. Derfor bruger jeg en "boldkaster", så man kan kaste bolden rigtig langt.

WEIGHTPULL
En rimelig ny sportsgren for hunde, og denne konkurrencesport kom til Danmark i 2004. Den startede i Nord-amerika, hvor man om sommeren fandt på denne metode, til at træne de Nord-amerikanske slædehunde. En træningsform som selvfølgelig også giver en god motion, men hvor der primært er lagt vægt på at styrke hundens muskulatur.
Jeg anbefaler ikke at din schweisshund skal trække et traktordæk efter sig på jeres daglige gåture, men en gåtur på skovvejen, med en form for vægt-belastning slæbende på skovvejen bag hunden, kan ikke skade den voksne hund. Det er meget vigtigt, at hunden har en træksele på som passer til hunden, inden den begynder at trække noget som helst efter sig.
Jeg vil ikke anbefale nogen at begynde på weightpulll, uden at have søgt råd og vejledning om weightpull. Hvis du vil vide mere om weightpull, vil jeg anbefale dig at søge på nettet efter weightpull.

Uanset om man har en god eller dårlig stedsans, er det altid en fordel at være 100% sikker på hvor man har lagt sit spor til hunden.
En metode som mange bruger, er at sætte grene, som ligger overalt på skovbunden, op af nogle af træerne i skoven. Fordelen ved denne metode er, at det er rimeligt nemt at følge sporet, afhængig af hvor langt man har mellem de opsatte grene. Ulempen ved denne metode er, at når du i et område har gået mange spor, vil der ofte stå "gamle" markeringer på sporet, altså markeringer fra tidligere spor som du ikke har fået lagt ned. Du kan derfor ved en fejl, kommer til at tro at én eller flere af de "gamle" markeringer, er tilknyttet det spor du er i gang med at udrede med hunden. Dette kan resultere i, at du grundet en "gammel markering" trækker hunden af sporet, hvilket hverken fremmer spor- eller samarbejdet mellem dig og hunden. 
Gør det derfor til en vane, at hvis du mister orienteringen under sporudredningen, og bliver i tvivl om hvor sporet ligger, skal du kigge på din hund. Hvis hunden arbejder som om den stadig er på sporet, så stop ALDRIG hunden, før du er absolut 100% sikker på at det er forkert. Følger du denne anvisning, vil du opdage at i 99% af tilfældende har hunden ret.
Brugen af markeringer op af træer med grene fra skovbunden, er dog klart at fortrække fremfor diverse "markeringsklemmer med lange plastbånd" i alverdens farver. Udover at disse plasting aldrig forgår, ser de også rædsomme ud og har intet af gøre i en naturen. 
Det er altid bedst når man under udlægning af spor, vælger nogle faste og synlige punkter langt fremme. Gør man dette er man sikker på, at fremme ved "den store bøg", "den store sten", "det skæve træ", eller en anden tydelig afvigende "genstand" i skoven, skal vi f.eks. passere højre eller venstre om. Det kan også være her man har lavet et knæk, tilbagegang eller anden færtforvirring.
Jeg vil klart anbefale, at man under sporlægningen bruger en lille lommebog til at tegne sporetforløbet og registrere og notere de kendetegn man støder på under sporudlægningen. Kendetegn kan være forskellige ting som "stor sten", "skævt træ", "vejoverførsel" osv. 

MOBILTELEFON - Topo GPS
Der findes en App som jeg også bruger, når jeg ikke bruger mit Garmin udstyr. Denne App kan downloades og hedder Topo GPS. Den koster ca. kr. 30,- og er alle pengene værd. Jeg er faktisk meget imponeret over hvor præcis den er, og alt det den kan i forbindelse med sporlægning og efterfølgende udredning af sporet. Man kan se hvor man har lagt sporet, den måler længde på sporet, og viser koordinater. Derudover kan du under sporlægningen indsætte waypoints (sårlejer, knæk m.m.), ligesom du kan gemme sporet. Den virker fortrinlig på min iPhone, mens jeg har hørt at den ikke virker helt så godt på Android telefon.

GARMIN GPS
Det bedste er selvfølgelig et sporingsudstyr, som udover at kunne bruges til at kunne se hvor man har lagt sit spor, også kan vise ens egen position i forhold til hundens, på et kort. Denne funktion er specielt vigtigt når hunden først er sluppet til hetz.
Der findes mange mærker af sporingshalsbånd til brugshunde på markedet, men i min optik er Garmins produkter de suverænt bedste på markedet.
Det er ingen tilfældighed at alle de reg. schweisshunde, i dag er udstyret med et T5 halsbånd, mens den reg. schweisshundefører kan følge hunden på sin Alpha50, når hunden er sluppet til en hetz.
Jeg kender flere som gruger Garmins Alpha 50 + T5 halsbåndet når de f.eks. er i Sverige på ferie. Ikke fordi de planlægger en eftersøgning, men fordi de i dagligdagen i Danmark har hunden løbende frit omkring på ejendommen. Hunden forlader selvfølgelig ikke matriklen i Danmark, og gør den det finder den hurtigt tilbage, da den kender omgivelserne. I Sverige findes meget store skovområder, og forvilder hunden sig, af en eller anden grund sig derud, kan det være svært for nogle hunde at finde tilbage. Hvis hunden bærer et T5 halsbånd (som selvfølgelig skal være tændt), har man betydelig nemmere ved at finde hunden, end hvis den ikke havde et sporingshalsbånd som T5 omkring halsen. Hav altid den lange antenne på din håndholdte Alpha 50, da denne antenne af gode grunde, modtager signaler længere væk end den korte antenne. Du bør derudover altid have din magnetantenne (til at sætte på taget af bilen) liggende fast i bilen, da du med denne antenne har de bedste forudsætninger for at få signal fra hundens T-5 halsbånd, hvis den er kommet meget langt væk.
Garmins Alpha 50 + T5 halsbånd opfylder alle dine nødvendige behov som schweisshundefører og mere til.
Du kan læse om Garmins Alpha 50 + T5 halsbånd på dette link: https://buy.garmin.com/da-DK/DK/p/545326

I forbindelse med sportræning kan man sige, at så længe man blot lægger spor, og senere eller flere dage efter skal udrede sporet med sin hund, er Garmins håndholdte Alpha 50's kortvisning, på ingen måde mere præcis end Topo Gps på en iPhone.

HETZEN
Hetzen er i praksis kun aktuel for de reg. schweisshunde, da man ikke på forhånd kan vide hvor hetzen stopper, eller over hvilke matrikler den vil foregå. Hvis man ikke er reg. schweisshundefører, har man ikke tilladelse til at eftersøge på anden mands grund (du kan læse bekendtgørelsen HER).
Når et dyr anskydes/påkøres, vil det som hovedregel sætte sig et sted, hvilket vil være et sted hvor dyret føler sig "sikker". Når den reg. schweisshundefører nærmer sig stedet med hunden i rem, sker det ofte at det anskudte/påkørte dyr, rejser sig og fortsætter flugten. Hvis man ikke er tæt på en befærdet vej/jernbane eller lign., slipper man ofte hunden til et hetz på det flygtende dyr. Afhængig af hunderace og om det er rå- då- eller kronvildt, stopper hunden dyret, ved enten at bide sig fast i dyret, eller at stille dyret, eller en kombination af begge dele. Hvordan hunden stopper det flygtende dyr, er stort set underordnet, bare hunden til hver en tid kan og vil stoppe det flygtende og anskudte/påkørte dyr, så den reg. schweisshundefører kan komme frem og aflive dyret.
Ofte ser man dyret rejse sig fra sårlejet, og ser hunden dyret rejse sig og flygte, og man slipper hunden til hetz, har hunden visuel kontakt til dyret, hvilket gør det nemmere for hunden at følge dyret. Men lige så ofte sker det at hunden mister den visuelle kontakt til dyret, hvorefter en gennemtrænnet reg. schweisshund, vil fortsætte efter det flygtende dyr, ved at gå i det spor/fært dyret afsætter i sin flugt.
Jo mere sporvilje/sporlyst kombineret med en god selvstændighed hunden er i besiddelse af, desto længere vil hunden følge et anskudt/påkørt dyr, efter hunden er sluppet til hetz.

Træningen af hetzen, kræver at hunden er sporlydig (læs om sporlydighed HER). Dvs. at den når den slippes til hetz, holder sig til den fært som fortsætter fra sårlejet. Derfor skal sporlydigheden være indarbejdet i hunden, inden man begynder at træne hetzen. Hvis sporlydigheden ikke er gennemarbejdet i hunden, risikerer man at hunden ved først givne lejlighed, selv bestemmer hvad den skal udføre af opgave, og det ender ofte med at den selv går på jagt.

Jeg træner hetzen som en selvstændig øvelse, og begynder allerede med den unge hund, når den kan gå overnatningsspor.

• Det første hetzspor er kun f.eks. 50 meter langt, går lige ud, og lægges selvfølgelig i medvind. 
• Jeg tager færtskoene på og skraber med en af klovene lidt i jorden, hvor anskudsstedet skal være.
• Jeg sprøjter lidt schweiss ud på anskudsstedet. 
• Jeg begynder at gå fremad, og har undgået at der er schweiss på klove eller skosåler.
• Efter ca. 50 meter stopper jeg op, tager færtskoene af, og lader dem stå for enden (evt. sammen med den genstand som hunden får ved enden af hvert spor).
• Jeg henter hunden, giver den schweisshalsbånd og dens 10 meter schweissrem på, og sætter hunden af et par meter fra anskudsstedet.
• Når der er ro på hunden siger jeg med rolig stemme "søge sporet", og har fat i enden af remmen og følger med.
• Når hunden er nået halvvejs ud af sporet, slipper jeg schweissremmen og lader hunden gå de sidste 25 meter alene.
• Når hunden er ved enden af sporet, er der ingen begrænsning for ros og glæde fra din side.
• Næste trin er at du lader hunden udrede de 50 meter hetz, med schweissremmen slæbende efter sig, og du bliver stående ved anskudsstedet.

De første øvelser klarer hunden formentlig uden problemer, og nu øger du blot afstanden, og i stedet for at gå lige ud går du slangegang som på de første spor.
Træningsmæssigt får jeg altid ro på min hund inden den sendes på en hetz, og jeg lader altid schweissremmen løbe langsomt ud af schweisshalsbåndet, mens hunden bevæger sig fremad på hetzsporet fra anskudsstedet.
Når hunden i sportræningen kan løse de spidse knæk og tilbagegange (læs mere HER), implementerer du knæk og tilbagegangen på dine hetzspor, og gør hetzsporene længere og længere. Hetzsporene skulle gerne komme op på ca. 600 meter, med et vinkeltret knæk (og en 10 meter tilbagegang), samt et alm. 90º knæk.
Til Kvalifikationstesten og Egnethedsprøven, er hetzen kun 200 meter lang. Dvs. efter ca. 100 meter, kommer et vinkelret knæk (med en 10 meter tilbagegang), efterfulgt af en strækning på ca 100 meter hvor hetzen stopper. Nogle vil måske tænke over, at hvis hetzen til Kvalifikationstesten og Egnethedsprøven kun er 200 meter lange med et knæk, hvorfor skal man så træne hetzspor på ca. 600 meter. Årsagen er den simple, at såfremt din hund kan løse et 600 meter langt hetzspor, med flere knæk og tilbagegange, vil den ikke have problemer med at løse den hetz som kræves til Kvalifikationstesten og Egnethedsprøven. 
Når hunden har lært at udrede et hetzspor, skal det ikke trænes for ofte, da færten står tydeligt grundet den lille ståtid, hvilket bevirker at hunden ofte sætter tempoet op i sin sporudredning.

Lidt praleri
Jeg vil tillade mig at prale lidt, da min nuværende unge schweisshund (i en alder af 15 mdr.), løste sin hetz til de reg. Schweisshundeføreres Egnethedsprøve, på en ganske overbevisende måde. Det 600 meter lange overnatningsspor, med stjerne, knæk med tilbagegang m.m., blev hurtigt gennemført. Hunden havde godt fat i sporet fra start til slut, altså lig indtil vi kom ud til sårlejet.
Jeg vidste at selve sporarbejdet var hjemme med en 1. præmie, og nu skulle vi "bare" have overstået hetzen. Min hund var gennemtrænet og spormæssigt og var sporlydig, og havde flere gange udført svære træningshetze på både 600 og 700 meter, med flere knæk og knæk med tilbagegange. Så jeg var sikker på at denne hetz var blot noget der skulle overståes.
Efter jeg havde holdt en kort pause, lader jeg schweissremmen løbe gennem hundens schweisshalsbånd, mens jeg bliver stående og hunden begynder at udrede hetzsporet. Jeg ser på mit pejl at hunden fortsætter meget langt fremad, og begynder at halse. Der er ingen tvivl om at hunden hetzer et levende dyr. Heldigvis vender hunden rundt efter den har hetzet dyret et par hundrede meter, og slår en stor bue til højre og kommer tilbage mod mig. Jeg ved at hunden aldrig vil give op, så jeg siger ikke noget til hunden. Ca. 10 meter fra os, tager hunden igen hetzsporet op, og går ud af sporet. Denne gang ser jeg på mit pejl, at hunden knækker til venstre ca. 100 meter ude. Men pludselig skifter hunden retning, og begynder at hetze et nyt dyr med fuld hals, og jagter dette dyr flere hundrede meter, før hunden igen vender rund og kommer tilbage mod mig og bedømmerne. Selvom hunden er meget udmattet, og tungen hænger langt ud af halsen på ham, siger jeg ikke noget til hunden, som for tredie gang tager sporet op 10 meter foran mig og bedømmerne. Denne gang går han direkte ud til dyret og begynder at ruske dyret. Dewr kommer en melding om at hunden er ved dyret, og jeg med bedømmerne i hælene, kommer via mit pejl frem til hund og det udlagte dyr. Jeg var lykkelig og taknemlig over at han langt om længe kom ud til dyret. Stifinderen som sidder noget fra det udlagte dyr, for at se om hunden tager kontakt til dyret, kunne fortælle os, at der først var trådt et rådyr ud foran hunden som halsende hetzede dette dyr. Da hunden anden gang var på vej mod dyret, trådte et andet rådyr ud foran hunden, som den også halsende hetzede. Det sidste stifinderen så, var tredie gang hunden kom derud, hvilket var en meget træt hund, som langsomt kom gående i sporet ud til dyret, hvorefter den ruskede lidt i dyret, og lagde sig ned og ventede indtil jeg kom frem.
Jeg var pavestolt af min mentalt sunde, sporlydige og gennemtrænet unghund, som efter denne præstation selvfølgelig fik en 1. præmie, og samtidig blev optaget som reg. schweisshund.